Krigen i Israel/Palæstina

Som udenforstående med begrænset kendskab til og forståelse af tragedien i Israel/Palæstina skal man være meget varsom med at udtale sig kategorisk og komme med lette løsninger. Begge folk kæmper en eksistenskamp, og tragedien bør ikke behandles som en intellektuel øvelse. Det er virkelighed. Det er tragedie, kød og blod, og mennesker der lider endeløst på begge sider.

Alligevel vil jeg forsøge følgende:

Den tanke som spejler sig i konflikten og krigen – en tanke som ikke kan bekæmpes hverken med terror eller krig – forekommer mig at være denne: ”Dette land er vores”. Dette hævder begge parter. Den nuværende israelske regering og Hamas er kun de seneste manifestationer af denne tanke. Andre – måske endnu mere ekstreme – ansigter for tanken kan tænkes i fremtiden, hvis ikke en løsning findes som er acceptabel for begge parter.

Volden fra begge sider spejler sig også; jo mere vold man lægger bag den grundlæggende tanke, ”dette land er vores”, jo stærkere reaktion fra modparten, jo mere eskalerer volden.

Israel har lidt under bestialsk palæstinensisk terror i årtier, palæstinenserne har lidt endeløst i mange årtier, henrettelser af deres politiske ledere, ydmygelser, chikaner i det de ser som deres eget land; på begge sider ud fra den grundlæggende tanke, ”dette land er vores” med dertil hørende spejlende vold fra begge sider.

Hvis ikke man finder en måde for fredelig sameksistens, er der kun folkemordet tilbage; hvis ikke man finder en fælles fred – som ikke kun er en nedfrosset krig – en virkelig fred, er den eneste løsning en total udslettelse enten af alle israelere eller alle palæstinensere. Og da folkemord jo ikke er en farbar vej, er der – efter hvad jeg kan se – kun fredelig sameksistens tilbage som acceptabel udvej.

”Dette land er vores” er en tanke som ikke kan føres til sejr med krig eller terror uden folkemord. Måske man skulle forsøge med ”dette er vores fælles land”. Er der anden udvej?