Efter at Paulus ved Apostelmødet i Jerusalem i en Tale nøjagtig havde gjort Rede for sin Opfattelse af Jesus, en Opfattelse, der i saa høj Grad var i Strid med Apostlenes, vandt hans Forkyndelse om Jesus mere og mere Terræn overfor Apostlenes. Disse, der var ganske ulærde Mennesker, kunde, selv om de forstod noget Græsk, kun udtrykke sig paa Aramaisk og forstod ikke at belægge deres Ord som Paulus; de formaaede derfor ikke at føre Jesu Lære ind i det rette Spor, hvorfor det blev Pauli Lære, der trængte igennem og bredte sig viden om. De Breve, der er optaget i det Ny Testament under Pauli Navn, skriver sig ikke alle fra ham; nogle er skrevne af hans Disciple. Disse Breve er gennemgaaende Fragmenter af Pauli Taler blandet med Disciplenes egne Ord og med enkelte Apostelord. De Breve, der bærer Apostelnavne, har ikke andet med Apostlene at gøre end det, at enkelte Apostelord er blandet sammen med Fragmenter af Pauli Taler; »Brevskriverne« er Disciple af Apostlene eller af Paulus. Apostlene skrev ikke selv.
Naar man tager det ny Testament for sig, vil man se, at de tre synoptiske Evangelier hovedsagelig er præget af Jesu og Apostlenes Aand, hist og her iblandet med Pauli Ord; hvorimod Brevene bæres af Pauli Aand blandet med enkelte Apostel-Ord. Det saakaldte Johannes Evangelium staar ganske for sig selv. (Se om dets Oprindelse i »Vandrer mod Lyset« pag. 217.)

Ingen af Apostlene er Forfattere til Evangelierne. Det, der bærer Johannes’ Navn, er forfattet af en af hans Disciple, der var af græsk Afstamning. Evangeliet blev samlet og fuldført efter Apostelens Død i Slutningen af det første Aarhundrede. Mindre Brudstykker af dette Evangelium var dog nedskrevet før hans Død og oplæst ved Menighedsmøderne. Kun en ringe Del af det samlede Værk var kendt og godkendt af Apostelen Johannes.