|
3
registrerede Arne Thomsen, Hanskrist
,(1 usynlig),
81
gæster og
109
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Min ”religion”
|
Tikka:
Åndelighed er vel bare et udtryk man bruger når bevidstheden bruges til andet end overlevelse og hverdagsting.
Man beskæftiger sig i tanken - mere eller mindre bevidst - med noget højere/andet, som så igen har indvirkning på det daglige / væren - så det kryber ind under huden
Det være sig kunst, filosofi, tro ect. …
Apropos din opfattelse har jeg sammen med Paulus og den kristne åndelighed eller SPIRITUALITET en hel anden forståelse "åndelighed" - hvilket jeg har givet dig svar på - her følger som Paul Tillich forstår forholdet:
Jeg tror du vil nyde det da du kredser meget om hjernespind hvad vi selv forestiller os og indbilder os - og det du mangler er at forstå det der ikke er hjernespind (noget vi selv har produceret) følger her:
Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldbyrder, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænser og erfarer det absouttes, det helliges nærværelse. Uden denne erfaring tømmes fornuften for indhold. Paul Tillich.
Fornuften er forhåndsbetingelsen for tro, men i troen rækker fornuften ekstatisk ud over sig selv, deri ligger begges enhed og forskel. Den menneskelige fornuft er endelig. Al kulturvirksomhed, teoretisk så vel som praktisk, bærer dette endelighedspræg, derfor er den aldrig ubetinget anliggende. Men fornuften er ikke bundet til sin endelighed. Den erkender den og hæver sig derved over den. Mennesket erfarer et tilhør til det uendelige, som dog hverken er noget af ham selv eller står i hans magt. Det må gribe ham, og hvis det gør det, bliver det ham et anliggende af uendelig vigtighed. Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldbyrder, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænser og erfarer det absouttes, det helliges nærværelse. Uden denne erfaring tømmes fornuften for indhold, og ender med at fyldes af irrationelt - dæmonisk - indhold, som sprænger den. Paul Tillich |
|
|
|
