|
0
registrerede
765
gæster og
387
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Mennesket i verden
|
Det er jo især religionerne, der ser på dette - og jo tillige filosofferne.
Religionerne ser for det meste verden med en topfigur, der ligner et menneske: Odin, Zeus, Brahma - og underguder som Thor, Apollon, Vishnu, der står i et forhold til Loke, Dionysos, Shiva, og i kristendommen har vi jo på lignende vis Faderen, Sønnen, Helligånden.
Bemærkelseværdigt er det, synes jeg, at de alle ligner mennesker, og det giver mig mistanke om snæversyn - at vi ikke kan se længere frem end til vores egen næsetip.
Men det er jo ikke alle religioner, der har det sådan.
I buddhismen er der ingen Guds-person men i stedet noget, de kalder Nirvana, og i daoismen/taoismen har man vist end ikke et ord, men taler i stedet om "vejen":
Taoismen lærer, at man bør leve et liv i overensstemmelse med tao, den naturlige dynamik i verden; at man bør udnytte denne dynamik i stedet for at stille sig i vejen for den. Dette konkretiseres i princippet om wu wei, opnåelse gennem ikke-handlen. Universet udfolder sig harmonisk ifølge sine egne love og udøvelsen af menneskelig vilje i mod denne udfoldelse forstyrrer denne naturlige harmoni. I stedet bør man lære at fornemme den tao, der flyder gennem alle ting, og handle i overensstemmelse med den.
Dét gør det endnu mere klart for mig, hvor håbløst primitivt og indskrænkende, det er, når jeg bruger udtrykket: "det guddommelige" om det unævnelige, som jeg fornemmer er i alt - er alt - og som leder til ydmyghed og kærlighed 
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed 
|
|
|
|
