|
1
registreret Arne Thomsen
518
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Tro, håb og kærlighed
|
Siden jeg #38935 - 11/03/2023 20:29 i denne tråd skrev om den for os så fremmede konfucianisme, har jeg forsøgt også at skrive om den anden store kinesiske religion: Daoisme, som Karen Armstrong omtaler i sin bog: NATURENS HELLIGE KRAFT.
Det har imidlertid vist sig at være vanskeligt.
Jeg har googlet på Daoisme (og Taoisme, som det også kaldes), men det øger blot forvirringen, synes jeg. Jeg kom egentlig ikke længere end til at opfatte, at Dao er: Verden og dens vej (som vi ikke skal modvirke), men ved fornyet og grundigere læsning af Armstrongs bog, blev det bedre.
Karen Armstrong skriver om daoisme bl.a.:
Himmel-og-Jord – kosmos, der omfatter vores materielle verden – og de ti tusinde ting er simpelthen niveauer i daos egen selvudfoldelse. Det er den ekstraordinære kraft, der binder alting sammen, gør verden frugtbar og holder den i gang.
Hver eneste ting, der eksisterer er, hvad den er, fordi den er besjælet af daos kreative aktivitet.
Men dao invaderer ikke verden som en fremmed, kontrollerende magt. Tværtimod. Alting er dao. Den er derfor alle skabningers de (”væsen”); det vil sige den identitet eller kraft, der gør den til det, den i virkeligheden er. Således legemliggør hver eneste ”ting” i verden – det være sig dyr, plante eller mineral – det Ene på sin egen særlige måde. Desuden er disse ”ting” ikke selvcentrerede, de manifesterer sig hver især i et unikt miljø, hvor de samarbejder aktivt og harmonisk med alle de andre de i deres nærhed – på nogenlunde samme måde, som alle ingredienser i en stuvning blander sig med og forstærker de andre.
Lidt senere i bogen tilføjer Karen Armstrong:
Mens hver ”ting” afspejler daos aktivitet på sin egen måde, er mennesket – der skulle være den mest fuldkomne legemliggørelse af dao – ironisk nok den eneste skabning, der mentalt formår at obstruere eller ødelægge sin guddommelige identitet ved egoisme og selviskhed. Så hvordan opnår vi indsigt i tingenes sande Vej?
Her kommer så, hvad Karen Armstrongs har fundet – og det overbeviser mig:
Zhuangzi foreslår, at vi observerer dao i naturen. Mens Lao Zi skildrer fænomenet som en cirkulær proces, vi kan opdage i os selv, var Zhuangzi ikke så interesseret i at beskrive dao, der jo alligevel var ubegribelig. Han var mere optaget af at vise sine læsere, hvordan de kunne opnå denne mystiske indsigt. De var nødt til at give slip på deres ”selv”. Når først vi holder op med det meningsløse forehavende at promovere og beskytte vores skrøbelige, dødelige identitet, begynder vi at forstå, at alle skabninger – inklusive os selv – kun er overgangseksempler på daos uendelige manifestation af sig selv. Da daos konstante kommen og gåen viser sig særlig tydeligt i naturen, prøver Zhuangzi at få os til at rette vores opmærksomhed på naturen med så stor intensitet, at vi ”glemmer” os selv og derved opnår transcendens.
Min kommentar:
Jeg synes godt, jeg forstår, at dét at ”promovere og beskytte vores skrøbelige, dødelige identitet” hindrer os i at opleve virkeligheden, at det indsnævrer virkeligheden til alene dét, der har betydning for en selv.
Jeg mener også, at man i stille stunder godt kan være heldig at ”glemme sig selv”.
For mig skete det, da jeg en dag i min lænestol med udsigt til min nabos dejlige meget høje læhegn bestående af forskellige træarter søgte at fokusere på ikke-væren og naturligvis måtte opgive det – især da jeg kom til min egen ikke-væren.
Men herefter var altings væren ikke længere en selvfølge – tværtimod – det var et mirakel – et guddommeligt mirakel.
Og mig selv? Nåh ja – det havde jeg glemt at tænke på, men jeg var jo også en del af miraklet.
Det overalt værende guddommelige oplevede jeg klart, om end det var totalt ubeskriveligt – ja, selv ordet guddommelig var ikke helt korrekt, men det er ikke lykkedes mig at finde et rigtigere udtryk (Nu kan jeg så vistnok i stedet bruge ordet: Dao, men her i Vesten er der vist ikke mange, der kender det).
Så for mig er det ufatteligt – såre enkelt – og samtidig inspirerende til et godt liv i harmoni – der ikke er fastlåst i egoisme og selviskhed.
At se sig selv som verdens centrum er nyttigt i livsfarlige situationer.
Men vil man opleve verdens virkelighed, kræver det nok, at man ser verden uden hele tiden at skæve til sig selv.
Så jeg vil ikke sige, at jeg fatter daoismen, men jeg fornemmer at dét, jeg oplever, nok ret meget ligner det.
Det er nok den religion, der er mig nærmest, selvom den vist stort set kun eksisterer i Kina (Religion.dk hævder, at Kina har 173 mio. daoister).
Og jeg tror, at muligheden ligger åben for enhver, der oplever – i heldige øjeblikke – at ”glemme sig selv” – at opleve verdens virkelighed.
Egentlig underligt at skulle helt til den så fremmede kinesiske kultur for at finde den for mig mest troværdige religion.
Der er for mig megen kvalitet i kristendom – især kærlighed – men en skabergud af hankøn, anbragt i himlen forekommer mig at være ret primitivt, mens en frelsersøn – og ikke mindst en helligånd for mig er noget, jeg tager mere alvorligt.
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed  
|
|
|
|
