Der findes ingen opdeling mellem mennesker og kosmos, fordi de er fælles om den samme virkelighed.
I Kina finder vi derfor en verdensanskuelse, der er meget forskellig fra den vestlige. Kosmos er ikke adskilt fra hverken mennesker eller det guddommelige. Det er snarere i konstant bevægelse, igangsat af en levende, materiel energi, som alting er opbygget af og forbundet med.
Som et digt fra 300-tallet f.v.t. udtrykte det, er qi

Alle tings levende kerne:
Det er det, der gør dem levende.
Det skaber de fem korn under os
og bliver til stjernebillederne over os.
Når det strømmer mellem himlene og Jorden,
Kalder vi det åndeagtigt og ærefrygtindgydende.
Når det er gemt menneskenes bryst,
kalder vi dem vismænd.

Den konfucianske vismand, det fuldendte menneske, er helt igennem integreret med menneskenes, det guddommeliges og naturens sfærer. Hvor vi i den moderne vestlige verden normalt sætter skel mellem det guddommelige og det menneskelige, det religiøse og det sekulære, betragter konfucianeren sig ikke som en skabning, men som medskaber af universet. Han vil derfor ikke dyrke et fuldstændig "spirituelt" liv, men tværtimod være opmærksom på sine medskabninger, lydhør overfor samfundets behov og dybt samstemt med den fysiske natur og kosmos, som i fællesskab udgør et sammehængende hele med menneskeheden.