Da de første vestlige opdagelsesrejsende og antropologer, der nåede frem til Australien, Afrika og det amerikanske kontinent, oplevede en shaman i trance, mente de, at han oplevede det, de kaldte ”det overnaturlige”, eller at han udforskede sin ”indre verden”. Men shamanen mødte ikke nogen ”guder”, og han foretog heller ikke nogen indre spirituel rejse. Han optrådte snarere som bindeled mellem sit samfund og den omgivende natur og sikrede en frugtbar udveksling mellem de to parter. Han havde ikke nogen forestilling om det, vi kalder ”det overnaturlige”. Han så ikke ud over eller op over naturen, han søgte heller ikke efter det guddommelige i sig selv – som en moderne kontemplativt anlagt person. I stedet projicerer shamanen sin opmærksomhed udad i landskabets dybe rum, der for ham er levende, spirituelt, psykologisk og sanseligt.
Han oplever en opmærksomhed, som han og hans samfund har tilfælles med dyr, insekter og planter omkring sig – ja selv med det lav, der vokser på en mosbegroet sten.
Hvor stammefolk fornemmer en vekselvirkning mellem sig selv og den omgivende natur og føler empati med det omkringliggende landskab, ser vi moderne mennesker det kun som et bagtæppe for menneskers gøremål.
Men før udviklingen af den moderne vestlige civilisation ville vores forfædre have delt denne oprindelige anskuelse.

Jesus sagde: ”Jeg er lyset, som er over dem alle. Jeg er alt. Alt er udgået fra mig, og alt er kommet til mig. Kløv træet: jeg er dér, løft stenen op, og I skal finde mig dér!”

”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlen fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!”