Kristi Tale, hvori han særlig henvender sig til Præsterne, er præget af en dyb personlig Sorg over, at ingen er kommet ham til Hjælp i hans Kamp for at retlede Menneskeheden, og han kalder Gang paa Gang paa dem af hans Brødre, der hører til hans Kres, dem der er Guds Udsendinge ligesom han selv. Denne Kristi Tale, saa fuld af Kærlighed og inderlig gribende Sorg, viser os Kristus fra en anden Side end den, der kommer frem i »V. m. L.« Dér taler han som den, der har Myndighed til at fremlægge Guds Love for Menneskene, han taler som deres Lærer og deres Leder; men her i hans anden Tale staar han for os som Vennen, som Broderen, der sørger over sine Brødre, sørger over, at de i Stedet for at hjælpe ham af med den tyngende Guddomsbyrde, vender sig fra ham og nægter at give ham den Hjælp, de, før deres Inkarnation, har lovet at yde ham. Jeg forstaar ikke, at nogen Præst kan læse disse sorgfulde Ord uden at føle sig grebet paa det dybeste — og uden straks at give sit Svar og at yde sin Hjælp.