|
4
registrerede ABC, Arne Thomsen, Hanskrist
,(1 usynlig),
541
gæster og
184
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
|
Hej Ole.
Din redegørelse - til Anne - om dit verdenssyn, "problemet mellem tro og videnskab", får mig til at reagere.
Jeg har en slags tro - og jeg har et på mange områder ret overfladisk kendskab, til videnskab, men som dog er tilstrækkeligt til, at jeg føler mig sikker på, at der ikke for mig foreligger noget som helst "problem" i forholdet mellem tro og viden.
Jeg er - naturligvis - enig i, at naturvidenskaben har bragt os vidt, har givet os en kolossal magt over tingene - vel især på det teknoloigiske område - lige fra stenøksen, der kan bruges både fredeligt og krigerisk og til atomkraften med samme anvendelsesmuligheder.
Videnskaben giver os jo også indsigt i, hvad verden er - os selv medregnet - selv om al videnskab vel er foreløbig, er begrænset (Bohr: "Hvad vi kan sige om naturen"), og selv om "de hvide pletter på kortet" synes at vokse i nogenlunde samme takt som kortlægningen.
Du kommer så frem til uvisheden om grundlæggende eksistenssspørgsmål:
Hvad er liv? Hvorfor eksisterer jeg? Hvorfor eksisterer universet? Hvorfor skal jeg dø en dag? Er der et formål med det, som jeg ikke kender?
og du konkluderer, at denne uvished skaber utryghed, og dit eget svar er jo - i korthed:
Hvad er der egentlig at være bange for?
Med andre ord, hvis jeg forstår dig ret: Det er ikke noget problem at leve med uvisheden, vi klarer os jo egentlig ganske godt.
Så langt er jeg meget enig - dog lige med det forbehold, at vores evne til teknologisk at beherske vore omgivelser har sine mangler - som Hiroshima-bomben, den globale opvarmning o.m.m. jo desværre viser os.
Dette, at naturvidenskaben og teknologien ikke selv har nogen moral, og dét, at det afhænger af os mennesker, om vore muligheder skal bruges konstruktivt eller destruktivt, har du jo selv flere gange udtalt dig pessimistisk om, hvis jeg husker ret.
Så her er der vel rent faktisk noget at være bange for?
Du fremfører så en formodning om, at menneskets utryghed underbevidst fører frem til "forestillingen om en himmelsk fader", og du skitserer - eksempelvis - den vel mest primitive måde, dette kan foregå på.
Her kan jeg kun give dig ret i, at der sikkert er mange, der er villige til at "ofre fornuften til fordel for tryghed".
Men det er vel også nogenlunde den mest primitive form religiøsitet, som tænkes kan.
Den svarer vel udviklingsmæssigt til naturvidenskaben før Newton 
I min religiøsitet er der ikke nogen ældre hvidhåret herre med langt hvidt skæg som alfaderligt sidder på en sky og passer på os, men der er en oplevelse af, at noget er helligt (kloden, universet) og en anelse om, at der eksisterer noget, som jeg forløbig kalder "verdens sande væren" samt "sandheden bag dette".
Hverken "helligt" eller "sand væren" eller "sandheden bagved" er noget, jeg kan definere, endsige påstå eller bevise.
Det giver mig ikke nogen som helst tryghed, men det giver mig inspiration til at ære og elske verden - og alt hvad der er i den.
Og det uden nogen som helst konflikt med fornuften og naturvidenskaben
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
