|
Skribent: ALH
Emne: Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
|
Hej Ole Bjørn
Tak for dit svar, som jeg på mange måder er enig i.
Jeg dristes dog til et lille spørgsmål, om du ikke er mere enig med mit indlæg, end du er uenig? Når jeg spørger sådan, er det for ikke blot at sidde med din opfattelse af en videnskabsmands/-kvindes forhold til troen men også for at skærpe opmærksomheden på uenigheder som enigheder ift troen indenfor videnskaben.
Pointen med mit indlæg var netop, at troen ikke begrænser videnskaben, hvis den vel og mærke betragtes som noget subjektivt, en åndelig kraft så at sige, hvilket betyder, at troen tilhører troens kategori og af den grund ikke har at gøre med et videnskabeligt paradigme. Derfor er tro og videnskab ikke det samme, de er to forskellige perspektiver, to forskellige tilgange til tilværelsen. Jeg kan godt se, at jeg udtrykker mig noget uklart, hvilket formentlig skyldes, at jeg ikke er bekendt med det videnskabelige miljø (og sprog).
Jeg går så et skridt videre ved at pege på, at en videnskabsmand/-kvinde også er et menneske, hvis tænkemåde har betydning for den viden, han/hun fremskaffer. Det kan jo være et helt mirakel for sig - et mirakel, der snor sig som et kunststykke, idet hver mand bygger videre på kunstværket(på skulderen af kæmpen jfr. Einstein)! Vi ser f.eks., hvorledes viden omkring kræftbehandling øges, en viden, der redder menneskeliv. Det handler mao. om måden vi tænker og handler på i vores konkrete fællesvirkelighed. Her må jeg nok stædigt holde fast i min optik om den religøse/el. dybereliggende dimension i mennesker i håbet om, at denne kan være en (kærligheds)tråd i arbejdet med verden og alt dens liv - at der på den måde produceres viden for at kunne opretholde, beskytte og fremelske det gode liv, vi alle er en del af.
Hvad angår disciples position, kan jeg ikke udtale mig nærmere om, idet jeg ikke har fulgt ordentlig med i hans indlæg. Jeg er derfor ikke helt klar over, hvad hans budskab er andet end det, jeg rejse i et spørgsmål om, hvorvidt disciple i virkeligheden efterlyser en dialog mellem troen og videnskaben uden nødvendigvis at ville bruge troens sprog i et videnskabeligt paradigme. Skulle dette alligevel være tilfældet - som du påstår - må man nok spørge om, hvad troen kan beskaffe i et videnskabeligt arbejde og videnskabeligt sprog? Man kan ikke uden videre blande troens kategorier sammen med et videnskabeligt paradigme.
Troen på mirakler, helbredelse ved bøn o.a. er trods alt stadig lige aktuelt forstået som tro, håb og kærlighed. Jeg betragter det som en livgivende kilde; det er Helligåndens arbejde - for nu at trække på Hanskrist' chat - ja, Kristus lige i hovedet (Kristus, der kalder og kalder med sit "følg mig"), en bevægelse oppe fra og ned, for at vi ikke skal flyve væk dér midt i sygdommen og lidelsen. Fra denne position kan der meget vel være tale om at løse problemer, men den kan ikke sidestilles med videnskaben i de konkrete sammenhænge. Men helhedsmæssigt betragtet kunne troen og videnskaben, som de to forskellige paradigmer, de er - akkurat som det horisontale og vertikale - stå i et indbyrdes forhold til hinanden i de ting, som menneskene nu en gang har for.
Mvh
Anne
|
|
|
|
