|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
|
Kære Arne.
Jeg vil godt tilslutte mig det, som Ole Bjørn skriver, når han siger, at du har formuleret dig meget præcist vedrørende din holdning.
Som du véd, kalder jeg mig ikke ateist, men er blot en søgende - slet og ret. Men jeg har under min søgen af og til oplevet det, som jeg kalder Det storladne Øjeblik, når jeg har dvælet hensigtsløs i mit selv og har frigjort mig fra enhver tanke i sindet.
Når jeg således har ladet tankerne gå og komme og har betragtet dem med lige gyldighed (i to ord), er de lidt efter lidt forsvundet, og mit sind er blevet til noget uforstyrret, noget med oprindelighed og klarhed. Noget, som man ikke kan sætte ord på.
Det er, som om sindet i sådanne storladne øjeblikke går i ét med altet, og jeg kan kun pege på det i form af et paradox, som logisk set er en absurditet: »Det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende.«
Her oplever jeg at være kommet så dybt, som det er mig menneskeligt muligt. Og jeg oplever her det, som jeg med et fremmedord vil kalde det numinøse, hvilket blot er et andet ord for det hellige.
Jeg tror - men kan ikke vide det - at dette er kernen i det, som vi kunne kalde den religiøse oplevelse. Hvis den kristne i dyb indsunkethed i bøn til Kristus, oplever Kristus i denne indsunkethed uden tanke for andet, tror jeg, at dette er en facet på den samme ædelsten, som jeg selv mener at være nået frem til uden en personificeret guddom.
Jeg tror også - men kan ikke vide det - at det også var dette, som du selv nåede frem til i det storladne øjeblik, som du oplevede på den græske ø.
Vil du kunne nikke genkendende til det, som er skrevet her?
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
