|
1
registreret Arne Thomsen
127
gæster og
278
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
|
Det er et smukt indlæg om dybets dimension, Anne. Som du ved er jeg ikke kristen, jeg kan ikke bekende mig til en religion eller et bestemt tankesæt.
Men vi forstår alle tilværelsen ud fra vores begrebsverden og Boenhoffer og Tillich lyder ikke som de værste at lytte til.
For længe siden forklarede du mig om begrebet tro som noget helt andet end dette blot at ,,tro på,,. Jeg kan sagtens forbinde det med min egen holdning, som jeg blot benævner ,,at være religiøs,, idet jeg ikke bryder mig om at sætte ord på fra et bestemt trossystem. Men netop fordi vi har brug for en forståelsesramme når vi beskæftiger os med tilværelsen kan jeg ikke se noget forkert ved at forbinde sig med kristendommen når man gør det på den måde som du og visse andre gør det.
Men jeg tror at det er fejlagtigt at tro at det er kristendommen i sig selv som gør forskellen. Det gør den måske i og med, eller hvis, den tager tilværelsens eksistentielle problemer op. Men det er beskæftigelsen med disse eksistentielle problemer i sig selv som gør forskellen. Ikke en bestemt religion. Dybde kan ses i forhold til overfladiskhed. Beskæftigelsen med materielle ting, fornøjelser eller letkøbte intellektuelle forklaringer skaber ikke den dybe forståelse af en selv og andre mennesker som dybest set deler de samme livsbetingelser som os selv. Det skaber kun dybde hvis vi tager livet alvorligt. Livet er jo lige her og nu, i og med os selv, og det er her vi kan lære det at kende.
Hvis vi er overfladiske søger vi hele tiden at flygte fra virkeligheden som er både glæde og smerte. Vi foretrækker glæden og flygter fra smerten idet vi ser dem som modsætninger. Og derfor bliver vi overfladiske. Vi stiller os tilfredse med andres forklaringer uden at opdage tingene selv fordi vi ikke ved hvad vi skal stille op med det som er os selv.
Derfor opdager vi aldrig at smerten og den dybe glæde er indbyrdes forbundne. Ikke at man skal hengive sig til smerten, blot forstå at den er uundgåelig. Så afviser man hverken glæden eller smerten og man foretrækker ikke den ene frem for den anden.
Mange ting, kloge mennesker, filosofisk læsning eller religioner kan være med til at give os den ramme hvormed vi kan forstå os selv, vores deltagelse i livet og ultimativt andre menneskers situation, fordi de er lige som vi selv er. Så kun ved at tage livet alvorlig , ikke gravalvorligt  , kan man blive dyb.
Det er ved at tage livet alvorligt at man forstår det og hører op med at søge sandheden. Og det er ikke afhængigt af nogen som helst religiøs struktur. Men netop fordi det ikke er afhængigt af en bestemt religiøs struktur kan en religiøs struktur meget vel udgøre den ramme med hvilken vi forstår tilværelsen hvis den tager de eksistentielle spørgsmål alvorligt for disse er alle menneskers livsbetingelser.
Men netop fordi vi selv er mennesket bliver vi nødt til at forstå os selv og de betingelser vi lever under og i og med at vi gør det kan vi nikke genkendende til det som andre fortæller os. Ellers bliver det bare en beskrivelse af noget som vi ikke selv har oplevet eller forstået. En gentagelse af hvad andre siger uden at vi forstår sandheden i det som bliver sagt.
Jeg tror at det jeg egentlig vil sige er, at hvis der er en sandhed bag det alt sammen, så kan vi ikke skabe den ved vores tro eller mangel på tro, den er der allerede.
Personligt er jeg ikke så meget for teologi eller mange ord, men jeg lytter gerne når du fortæller.
|
|
|
|
