|
1
registreret somo
298
gæster og
331
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
|
Hej Anne, spændende indlæg og tak for din måde at, introducere og aktualisere Tillich på.
Du skriver:
Jeg har lidt svært ved at se – jfr. mit endnu ikke til vejs ende bragte debatoplæg om synden, der ikke findes – at vores driftsnatur skulle være årsag til al lidelse og synd. Citat slut.
Hos teologerne, de reformerte, protestantiske, ortodokse eller katolske, hersker der vist bred enighed om at menneskets natur ikke er syndigt, tværtimod vurderes højt samvittigheden og fornuften og alle vores andre naturlige anlæg som fx den seksuelle og erotiske natur. Men den måde et menneske gør brug af sin samvittighed og fornuft og eksempelvis seksuelle natur (og sunde egoisme og driftsnatur) kan være syndigt, altså vi er ved adfærden og det personlige ansvar, hvor mennesket virkeliggør sin eksistens i en fri akt, fordi vi ikke er natur, men har natur og derfor er etisk ansvarlige frie som personer.
Parentes: Juristen Kræn-p, Kristian (og psykiaterne og hjerneforskerne), må vide en helvedes masse omkring ansvarlighed, i hvor høj grad vi mennesker kan drages til ansvar for vore handlinger, altså om vi mennesker kan siges at være etisk frie og ansvarlige væsner, sådan som vi nok bliver vurderet til at være det i kristendommen. Der er både noget med alder og med sygdom (sindssyg i gerningsøjeblikket osv), der skal ind i betragtning når man drages til ansvar.
Synd i Bibelsk forstand kommer også ind i verden som en ulydighedens handling. Vores natur er ikke syndigt i sig selv, men vi, vores person, kan gøre forkert brug af vores natur, driftsnatur og sunde egoisme (hvilket du jo også nævner i forbindelse med Tillich i din næste sætning).
Synd har at gøre med den frie akt hvor vi virkeliggør vores eksistens, hvor vi blandt andet i kristendommen ikke er natur, men har natur, og vi er ansvarlige for hvilken brug vi gør af vores samvittighed, fornuft og naturlige anlæg (natur og driftsnatur); og lige her er det at det er aktuelt at tale om synd.
Synd i kristen forstand findes i det forhold at vi ikke vender imod Gud, at vi har vendt os bort fra det billede vi er skabte i. Vores natur fejler ikke noget, er ikke syndigt. Hvis vores personbilledlighed, det guds billede vi er skabte i, ikke var ødelagt, ville vi ikke misbruge vores natur, gøre forkert brug af vores naturlige egenskaber.
Specielt for kristne:
Set ud fra loven kan vi godt føle os uden synd og selvretfærdige farisæiske, men så kommer Jesus og stiller kærlighedens spejl, især næstekærlighedens spejl, op for ansigtet på os den selvretfærdige menneskehed, op for vores person, og pyh ha dog, hvad er det vi ser her. Føj nu rammes vi alle, også Paulus og farisæerne. Fil 3, 7 – 11.
Spørgsmålet er om vi ønsker vores egen selvretfærdighed (opstilling af love og bude og ord der skal overholdes og leves i nøje overensstemmelse med) eller den fra Gud i Kristus (vores fremmedartede retfærdighed fra Gud i Kristus).
Spørgsmålet er om vi vil rose og frikende os selv, selvretfærdiggøre os (retfærdiggøre os selv), eller vi vil have vores ros, frikendelse og retfærdighed fra Gud i Kristus. Spørgsmålet er om vi tror vi kan løse det her spørgsmål selv, udenom Guds fremmedartede retfærdighed i Kristus.
Jeg føler mig som Paulus, magtesløs, og ser kun Kristus som en mulig løsning. Hvor jeg afdør fra synden, lader mit gamle menneske død (ved loven at død for loven for at leve for Gud) for i min dåb at, blive iklædt Kristus (Guds kærlighed og retfærdighed/retfærdiggørelse), og på den vej blive en ny skabning. Gal 2 og Rom 6.
Anne du slutter meget spændende af som følger:
Dermed er jeg ved dette indlægs røde tråd, i hvilken vi i fællesskab har fået åbnet op for en dybere dimension, der er med til at styrke vores ”nye liv/nye jeg” som en åndelig genfødsel, der hverken består af absolutismer eller utopier. For det er midt i dette livs mange situationer, at vi skal udvikle os og handle – og her rejser etikken sig ikke som et uløseligt problem, for den er implementeret i den bevægelse ned i vores dyb, der lader livets horisontalitet og vertikalitet korrelere med livets virkelighed. Citat slut.
Det får mig til at tænke på hvad jeg forsøgte at skrive i går, som følger her:
Kristus er en vertikal begivenhed, korsbegivenhed. Guds kenotiske nedstigen til tidens og det værendes verden i Kristus, hvorefter vi stilles overfor korsets gåde, den eneste vej til Gud som er kort og stejl og et radikalt brud med det værende (friheden er nemlig mere primær/oprindelig end væren), hvorefter mennesket er et vertikalt mysterium (Frihedsmysterium/ånds og bevidsthedsmysterium) lige så meget som det er et forklarligt horisontal naturvidenskabelig mysterium for psykologien, biologien og naturvidenskaberne. Menneskets vertikale mystik/natur er diskontinuerligt revolution, mere end det er kontinuert evolution. Kristus er at træde i karakter, og hver gang dette lykkes ud fra en vertikal begivenhed og ikke ud fra det værende, det der er, det horisontale værende, det der er, så er det egoet der manifesterer sig på emergent vis.
Eoget eller Sønnen, eller Kristus er en nyskabende oppefra og ned begivenhed, nyskabende træden i karakter begivenhed. På mange måder uforklarligt fordi det udspringer af et overskud af frihed og frihedsgrader, liv og frihed, et overskud af muligheder, hvor noget nyt, absolut nyt kommer ind i verden, derfor er vores Kristus-ego også kreativitet over alt andet. Der er noget spontant over det, men det er en spontanitet der er så fyldt med indhold og fylde, potens og mening for vedkommende det rammer, det er så livsbekræftende og fyldt med mod på det her liv; mod til at handle og gøre en forskel og ikke sætte sig selv udenfor det her liv. Og man mister synet som også Paulus gjorde, fordi man nu ikke behøver handle i overensstemmelse med henSYN til det værende, det der er, men man kan handle i forhold til det nye der skal sættes ind og trænger at blive sat ind, trænger til at blive gjort som min mor altid har sagt. Hun siger altid at det er på høje tid at der sker noget nyt her. Og der skal ske nyt, og alt nyt sker i Kristus, hvorfor da også Paulus omdøbte nogle han mødte der stadig hang med hovedet efter at være blevet døbt (karismaerne eller nådegaverne så ikke ud til at være hos dem), og han spurgte dem da også om de ikke havde hørt om Helligånden, indforstået, karismaerne og nådegaverne.
Det vigtigste er at det kommer fra Gud, vertikalt, fra det ikke værende (endnu ikke skabte), altså VÆREN selv, altså det er Guds tid der kvalificerer vores tid og skaber historie, pil og retning. Vores ”i Kristus” ego/jeg er der hvor Gud træder ind i vores, menneskets, jordiske tilværelse og skaber et samspil mellem jord og himmel, mellem endeligheden og evigheden. Guds nedstigen (Fil 2) til tidens og det værendes verden i Kristus. Troens begivenhed er det sted hvor tid og evighed, menneske og Gud mødes i et samspil, som finder sted i tidens og rummets verden, et samspil hvor både Gud og mennesket har et indspil. Kun i dette skæringspunkt mellem Væren selv (tid som evighed), vertikaliteten, og det værende (tiden) horisontaliteten, kan lyset komme ind i verden, kun i Kristus kan vi træde i karakter og forny og forandre vores situation med hinanden, den måde vi er situeret, situeret i forhold til os selv (os selv og Gud) og vores næste, medmennesker.
De situationer der skal skabes skal komme indefra, spontant og spirituelt, ud af et overskud, de skal ikke komme alene fordi arbejdspladsen, fagforeninger og samfundet, hele tiden med gode intentioner går ind og forandrer vores arbejdsbetingelser og situation. Forandringerne og initiativet skal græsrodsagtig komme nedefra. Samfundet og ledelsen, myndighederne skal sørge for at disse forandringer nedefra kan få lov til at gøre sig gældende sålænge de er indenfor lovens rammer, og så må de forandringer der kommer nedefra gerne komme loven i forkøbet og sætte den helt ud af kraft med noget endnu bedre end loven. Fx ham Kristus som er vores nye handlingsbasis i Gud, vores nye handlingsbasis skjult med Kristus i Gud (i vores ubegrundede/ubetingede dyb som på mange måder er ”kaotisk frihed”, om det ikke skete i Kristus, som bringer logos og struktur med ind over). Hvis de kristne da bare engang imellem kunne holde deres bøtte med Kristus, Jesus og Gud, og så for fanden da bare gøre en forskel der hvor de færdes. Der er jo igen grund til altid at skulle missionere om hvor vi har det fra, hvor vi har vores overskud fra, vores frihedsgrader fra, ånden og friheden, intelligensen og kreativiteten. For det er jo en hemmelighed, et mysterium, som Paulus siger.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
|
|
|
|
