|
1
registreret Arne Thomsen
537
gæster og
316
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
|
Hej Arne!
Tak for dit gode tænksomme svar, som tjener dig til ære.
Når jeg til illustration af teorien om de psykiske grundprocesser anvender en navngiven debattørs udfoldelser på debatten ved at fokusere på hvor ødelæggende for den gode debat jeg finder vedkommendes maniske stereotype overfald på andre debattører, så er jeg fuldt ud bevidst om, at denne pædagogiske mønt har to sider. Den anden side er mit eget ego, min egen selvforståelse, og oplevelsen af at være forsøgt undergravet, desavueret og krænket på helt urimelig vis.
Den naturlige instinktive morallov fordrer retfærdighed efter talionsprincippet. På dette instinktive niveau betyder retfærdighed intet andet end at genskabe den psykiske balance ved at gengælde ondt med ondt i lige mål. Præcis som vi kan opleve det blandt mindre børn: ”Du er dum” – ”Det ka’ du selv være” er udtryk for lige gengældelse for en forurettelse. Hvis den krænkede rolling i stedet havde svaret: ”Du må da være tvilling, for ingen kan være så dum alene”, så ville der være tale om en optrapning fordi hævnen er lidt grovere end forurettelsen. Hvis du spør’ om hvorfor der er så megen ufred og vold i verden så er svaret, at de allerfleste mennesker ikke kan frigøre sig fra den instinktive tilskyndelse til at gengælde hvad de opfatter som ondt med endnu mere ondt. Ingen har vel udtrykt det kortere og klarere end Ghandi: Øje for øje og tand for tand gør verden blind.
Jesu prædiken betegner et radikalt opgør med menneskets instinktive driftsnatur og med talionsprincippet. I Bjergprædiken siger han: "I har hørt, at der er sagt: ”Øje for øje og tand for tand.” Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt."
Dette er en af de 6 såkaldte antiteser, der alle indledes med, ”I har hørt”, hvilket selvfølgelig er en reference til Moseloven der netop bygger på talionsprincippet. Helt centralt er, at man ikke må begære.
Det er selvfølgelig udmærket, at mennesket bliver bevidst om, at dets lave dyriske driftsnatur er årsag til al lidelse og synd, men Jesu opstiller her etiske fordringer som intet menneske kan opfylde. Eller rettere, hvis det alvorligt tilstræber at opfylde fordringerne, så er det ikke længere menneske - det transcenderer det menneskelige element og bliver genfødt i Kristus. Sådan vil en troende kristen nok udtrykke det.
Filosoffen og logikeren Bertrand Russell, der var ateist, siger: "Begær, følelser, lidenskaber er de eneste mulige bevæggrunde til handling. Fornuften er ikke en bevæggrund, men kun en regulator."
Hvis man fjerner disse instinktive bevæggrunde, hvad bliver der da tilbage? Hvordan bestemmes menneskets handlinger da? Så vidt jeg kan se bliver der alene syndsbevidsthed og et håb om frelse tilbage, som alene kan opfyldes gennem troen og ved at elske Gud og næsten som en selv.
Hanskrist udtrykker denne genfødsel med ordene i hans signatur: "Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!" Man kan mere prosaisk udtrykke det på den måde, at den troende får adgang til en højere åndelig selvbevidsthed, en ny verden, hvor han opbygger et nyt overjeg (Id) der formår at kontrollere drifterne og samtidig mere bevidst styre hvornår han vil trække på hhv. primær- og sekundærprocessen.
Sådan forstår jeg sammenhængen ud fra det Hanskrist og andre troende beretter på debatten. Grunden til at jeg forstår dette til en vis grad selv om jeg ikke er troende kan skyldes, at jeg på en måde også er blevet genfødt ved bevidst at forkaste mit gamle jeg og forsøge at bygge et nyt op og derfor også til en vis grad magter at styre instinkter og gennem bevidst styring selv at kunne vælge balancen mellem primær- og sekundærprocessen. Kan man det, så lever man et åndeligt liv, uanset om man er troende eller ej.
På trods af denne indsigt vælger jeg en gang imellem at anvende talionsprincippet i moderat grad fordi jeg også mener, at dårlig opførsel bør have konsekvenser her og nu. Selv om jeg er tolerant eller gejlefast som jyderne siger, så trækker jeg alligevel en grænse og derved får jeg både genetableret min egen mentale balance og udsendt et signal til omverdenen om, at der er grænser for galskaben og amoralen. Du kan kalde det en slags nødvendig kartarsis, men det virker, for det eneste jeg nu føler er en slags medlidenhed med den pågældende, der er henvist til at skulle leve et åndløst liv i sine drifters vold. Nok om det!
Du gør dig også nogle overvejelser over angstens væsen og skriver blandt andet:
"Ikke mindst "angsten for at sige noget vås", som du nævner, tror jeg er en væsentlig faktor.
Det er jo et frygteligt jerngreb at holde sig selv i, synes jeg, og du har nok ret i, at det er det opbyggede jeg-billede af ufejlbarlighed, der er drivkraften.
Men tilbage står jo, synes jeg, spørgsmålet: Hvorfor er det så forfærdelig nødvendigt at være så ufejlbarlig?
Det er da en grusomt ulykkelig skæbne at have."
Angsten har mange former, men den værste angst er angsten for det ukendte. Den kristne tænker Søren Kierkegaard har reflekteret dybt over ”Begrebet Angst”. Han skelner skarpt mellem det at ængstes og det at frygte, og lader en af sine litterære pseudonymer udtale:
"Jeg må derfor gjøre opmærksom paa, at det (angst) er aldeles forskjelligt fra Frygt og lignende Begreber, der referere sig til noget bestemt, medens Angest er Friheden Virkelighed som Mulighed for Muligheden. Man vil derfor ikke finde Angest hos Dyret, netop fordi det i sin Naturlighed ikke er bestemmet som Aand."
Den angst Kierkegaard taler om er den eksistentielle angst. Angsten for det ukendte og angsten for at miste sig selv. Den adskillelse Kierkegaard nævner i ovenstående citat mellem dyret og mennesket bliver yderligere uddybet i hans syntesebegreb. Mennesket er en syntese af det legemlige og det sjælelige båret af ånd og en syntese af det timelige og det evige, hvor det tredje led til denne er øjeblikket, ”springet”, i forhold til det at handle, træde ud over det stadie det befinder sig i.
Springet sker dog først når ånden har ”sat” sig, så derfor er det afgørende led i begge udlægninger ånden. Springet som begreb forsøger, at sige det ingen videnskab til fulde kan forklare, nemlig at et menneske bevæger sig fra en tilstand til en anden, Springet i Tilværelsen, Springet, der har en Lidenskab, en lidenskabelig Bevægethed, Pathos, til
Forudsætning. Dette ligger hinsides fornuften og kan aldrig lade sig indfange i fastlagte definitioner, der forklarer dets tilstedeværelse, men skal erfares før det overhovedet er muligt at forsøge at opstille en form for referenceramme.
Ovennævnte vurdering stammer fra en begrebslogisk analyse af angstbegrebet hos Søren Kierkegaard foretaget af filosoffen Mette Schatter Østergaard, som jeg kan anbefale alle interesserede at læse. Her kommet et link:
[url=http://www.rudar.ruc.dk/bitstream/1800/2092/1/Begrebet%20Angst.pdf][/url]
Til afslutning stiller du spørgsmålet: ”Og tilbage bliver jo så spørgsmålet: Hvad stiller man op med den situation, hvor man er blevet krænket?”
Først og fremmest arbejder man med sig selv for at finde ud af, hvorfor man føler sig krænket. Efter min erfaring kan man ad den vej få bugt med det meste af ubehaget. Den rest der evt. bliver tilbage kan man da vælge at få bortelimineret ved at anvende talionsprincippet med stor varsomhed og forsigtighed. Vi er jo struktureret forskelligt og derfor føler vi forskelligt og trækker grænserne forskelligt. Derfor tror jeg ikke der kan opstilles mere generelle regler udover ens egen subjektive vurdering inden for rammerne af det etiske konsistenskrav gennem en bevidst anvendelse af både primær- og sekundærprocesserne. Hvis dette er muligt.
Hilsen
Ipso Facto 
--------
"Man opnår et sandere billede af verden, tror jeg, ved at forestille sig den som ting der kommer ind i tidens strøm fra en evig verden udenfor, end ud fra det synspunkt, der betragter tid som den grådige tyran over for alt som eksisterer." – Bertrand Russell. (Hvis jeg ikke vidste, at Russell var erklæret ateist ville jeg sige, at det han giver udtryk for her ligger meget på linie med Einsteins og dermed også med den både jeg ser tingene på, som din opfattelse Arne vel også ligger ret meget på linie med?).
|
|
|
|
