For at sige det meget simpelt; er det muligt for mig at glemme mig selv? Sig ikke ja eller nej. Vi ved ikke hvad det betyder. De hellige skrifter siger sådan og sådan, men alt det er blot ord, og ord er ikke virkelighed.

Kan sindet, uden noget som helst motiv, befri sig selv for observatøren, vogteren, opleveren? For det er klart at hvis der er et motiv, så er selve motivet kernen i dette mig, i denne oplever. Så kan du glemme dig selv, uden at der er tale om tvang, et ønske om belønning eller en frygt for straf, bare glemme dig selv? Jeg ved ikke om du har prøvet det? Er den tanke nogensinde faldet dig ind, er du nogensinde stødt på den? Og når sådan en tanke dukker op siger du straks, ”hvis jeg glemmer mig selv, hvordan skal jeg så leve i denne verden hvor alle kæmper og skubber mig til side for at komme frem?” For at få et korrekt svar på det spørgsmål må du først vide hvordan det er at leve uden dette mig, uden opleveren, uden al denne selvcentrerede aktivitet, som skaber sorg, som er selve kernen al vor forvirring og elendighed.

Vores frygt er ikke for det ukendte, men for at give slip på det kendte. Det er først når sindet lader det kendte dø hen, at der er komplet frihed fra det kendte, og det er først da at den nye impuls kan blive til.