Jeg har ikke før været opmærksom på det, men må omsider helt klart erkende, at jeg selv ikke har nogen tro.
Når jeg så nu - i dette øjeblik - spørger mig selv igen - som præsten i sin tid gjorde - om jeg er "troende", så går det op for mig, at jeg nok må svare: Ja - men med den tilføjelse, at jeg ikke ved, hvad det er, dét jeg tror på - og som ligger uendeligt ud over min fatteevne
Tilføjelse.
Jeg må selvfølgelig indrømme, at min svage tro på en - bag det universelle værende - kærlighed til det værende - som mange religiøse kaldet skaberværket - meget muligt kan være kun en længsel, et håb, om noget, der i virkeligheden slet ikke eksisterer, og at vi er overladt alene til de barske naturlove, som vi ikke ved hvor kommer fra - åndelig fattigdom - som hos gudsfornægterne, der jo er lige så fattige.
Men jeg mærker en fornemmelse af, at denne kærlighed eksisterer.
Hvorfor jeg gør det, det ved jeg ikke - men jeg er glad for den - fornemmelsen