|
0
registrerede
3016
gæster og
211
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: TRO
|
Hej Tikka.
Vi kommer jo nok ikke rigtig ret meget længere i vores dialog om tro.
Jeg kan dog tilføje, at jeg var godt i gang med at blive troende under mine konfirmationsforberedelser som ung, men da så præsten efterfølgende opsøgte mig for nærmest at aftvinge mig en erklæring om, at jeg var troende - hvilket jeg efterkom - da gik det op for mig, at jeg var blevet manipuleret, og jeg mistede enhver respekt for kristendommens danske version.
På det tidspunkt - i årene efter den anden verdenskrig - var fænomenet hitlerjugend almindelig kendt - og afskyet - og præstens opførsel overfor mig lignede.
Så mit "trosliv" blev meget kort.
Et lille halvt hundrede år senere - under en midtvejskrise - kom jeg til at stå helt alene overfor en Kristus-Ikon og oplevede dér den ortodokse kristne kirkes idé om guddommelig kærlighed - også til et menneske som mig.
Den oplevelse greb mig - og gør det stadig - men senere oplevede jeg - via den samme Ikon - budskabet om ikke at tage kristendommens dogmer alvorligt.
Jeg er derfor ikke kristent troende, men idéen, budskabet, håbet, længslen, fryden over denne kærlighed fylder meget i mit liv.
Min situation er derfor nu, at jeg har kasseret alle religioner som noget, jeg kan tro på, men jeg kan ikke slippe håbet om/den fornemmelse, at hvad der er bag verdens væren - fuldstændig ukendt - og sikkert også fuldstændig ufatteligt - også rummer kærlighed til det værende - og herunder også mig.
Om det kan kaldes en "trosbekendelse", ved jeg ikke, men det er dér, jeg er 
Det er i denne situation, jeg er blevet nysgerrig efter, hvordan det er for mennesker at være troende - uanset hvilken religion, det handler om.
Du skriver meget smukt herom:
Den kristne tro kommer udefra gennem Ordet og ånden og bliver levende i samspil med egen ånd og vokser derved.
Dette er også et svar til dig, HansKrist.
Din trosverden: Gud - Menneske, imponerer mig - men den er desværre udenfor min fatteevne.
Når jeg så nu - i dette øjeblik - spørger mig selv igen - som præsten i sin tid gjorde - om jeg er "troende", så går det op for mig, at jeg nok må svare: Ja - men med den tilføjelse, at jeg ikke ved, hvad det er, dét jeg tror på - og som ligger uendeligt ud over min fatteevne
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
