|
0
registrerede
211
gæster og
47
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: TRO
|
Jesus og Paulus var jøder under loven, og var begge godt kendt og oplært i skriften.
Denne baggrund var deres fundament så, at sige de ingen skrifter havde til deres støtte er noget vrøvl, som eksempelvis fremgår af det dobbelte kærlighedsbud
Jeg snakker ikke om Jesus og Paulus, jeg snakker om de mennesker der blev dybt og kom til Tro, Kristi Ånd, Ny Væren og virkelighed. Dette skete uafhængig af bibelen for der var ikke nogen.
Selv da bibelen bliver en realitet har folk den ikke.
Og det der var vigtig var ikke bibellæsning men at være tro mod Ånden = bevare den ekstatiske begejstring hvormed de og ja vi i dag kan hjælpe hinanden, både healing, gøre rask (og pleje af syge og ældre) og alt muligt praktisk og det var hvad de gjorde, de var som brødre og søstre for hinanden og tog sig af mange af de ting vi idag kender fra det socialdemokratiske velfærdssamfund.
Arbejdsformidling var de i stor stil.
Deres sprog var praktisk for at følge med i tiden, det der var deres virkeligheden, deres behov og fornødenheder (livet krævede en indsats fra dem), der var behov for Ånd = ekstatisk begejstring til at gøre rask og ellers som "spirit og kampgejst" til at etablere deres fællesskaber, få disse til at virke.
Alle kunne komme til orde og da de meninger kristne ikke kendte noget til bibelen (den eksisterede ikke og da den endelig kom var det ikke almen folkeligt eje) så var sproget ikke syltet ind i bibelske sproglige vendinger, men kun de referencer til noget der lå i kultur og opdragelsen. Bibelfundamentalisme som du tilhører Tikka var uhørt og ja utænkeligt.
Paulus: Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.
Paulus: lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren.
De var på ingen måder nærsynet og firkantet i hovedet som vi ser det idag indenfor få bibelfundamentalistiske kredse (der sidestiller troen med at tro bogstaveligt hvad der står i Bibelen). Det du tilhører Tikka var utænkeligt og uhørt. Kristendommen var koncentreret om praktiske gøremål. Folk var frie friske og begejstrede. Beviset har vi heldigvis fra de fleste karismatiske sekulære kristne mennesker idag og fra Paulus 's breve der beskriver stemning og atmosfæren og hvor altafgørende vigtigt kreativ ekstatisk fornuft var for dem. Tro lignede meget meget mere den spirit og kampgejst et hold ishockey spillere går på isen med. Vi må lære at forstå tingene, og som Paulus sagde vi må for alt i verden ikke udslukke Ånden (gejsten - the Spirit) og vi skal kunne følge med tiden og se og forstå hvad der er oppe i tiden, vi skal profitere og forudsige verdens bevægelser. Og netop overdreven bibel konkordantisk tænkning udslukker Ånden, den kreative ekstatiske begejstring (men det var ej heller et problem, da folk ikke ejede en bibel, vi skal helt op til bogtrykker kunsten).
Deres sprog var frisk og ny, båret som den var af at alle skulle høres. Så at blive hørt og tale med hinanden var det vigtigste. Det enkelte menneske var central og hinanden i fællesskabet, og derfor var sproget og dermed tænkningen levende og ikke overhovedet kun bundet ordret og bogstaveligt til bibelen. Som Paulus siger jeg har tankerne direkte fra Gud i Kristus og der hvor Ånden er er også altid Friheden. Uden Frihed er det ikke en central eksistentiel akt, men noget påtvunget, og i samme øjeblik er det ikke fra Gud, Guds Ånd, der er virksom, men mental malpraksis og hjernevask.
Bibelfundamentalisme udslukker ÅNDEN. Derfor var der kærlig omsorg glæde (begejstring og jubel) musik og sang med inde over. Dette, den grønne forårsfriske kilde af liv og SPIRITUALITET vi finder hos Paulus er de stærkeste vidnesbyrd herom.
Kristendommen går aldrig i stå, går aldrig i bogstaveligheder, men er hele tiden ny båret som den er af den levende Guds Ånd, kreative ekstatiske begejstring.
At være kristen er at være karismatisk. Båret som det er af den entusiasme og kreative ekstatiske begejstring der kendetegner Helligånden. Kristne kan synge og tale om alt, gudstjenesten er en fest, ikke bare i selve bygningen Kirken, men også den sande Kirke der er er bygget af levende stene, vi enkelte kristne.
Sort på hvidt Åndens betydning og hvad det vil sige at være KIRKE:
I er selv det brev, der står skrevet i vore hjerter, og som kendes og læses af alle mennesker, så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.
En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus. Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.
Men når dødens tjeneste, indhugget i sten med bogstaver, havde sin herlighed, så at Israels børn ikke kunne se på Moses' ansigt på grund af hans ansigts stråleglans, der dog forsvandt, hvor meget mere vil så ikke Åndens tjeneste have sin herlighed. Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed. Det, der var herligt, har jo i dette tilfælde ingen herlighed sammenlignet med den alt overvældende herlighed. For når det, der forsvandt, havde sin herlighed, så skal det, der bliver ved med at bestå, have endnu større herlighed.
Et sådant håb har vi og går derfor åbent til værks og gør ikke som Moses, der lagde et slør over sit ansigt, for at Israels børn ikke skulle se, at det, der forsvandt, hørte op. Dog forhærdedes deres tanker, for indtil den dag i dag bliver det samme slør ved med at ligge over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort, for det fjernes først i Kristus. Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op. »Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort« – »Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.
Der findes et utal af misbrug og gentagelser og ritualer. Nogle gode vaner at have kan være udmærket, men sygelige former for misbrug, om det er alkohol rygning eller at overindlære bibelen skal vi være på vagt overfor. De er tryghedsskabende, men de står ikke på livets side, det har ikke med Guds Ånd, Ånden der begærer livet at gøre, Livets Ånds Love. Der mangler spontanitet og entusiasme og begejstring, ja mange af vores vaner, også bibellæsning, går ud på at døde ånden, ikke at træne og opøve og styrke vores ånd. Mange kristne bliver skridt for skridt demente af bibelen, hvilket ikke stemmer med hvad der foregik i de Paulinske urkristne menigheder. Ja disse øgede folks åndsfriskhed i betragtelig grad.
-0-0-0-
Jeg taler med et bibelklogt menneske, men jeg taler ikke med et glad menneske, et karismatisk begejstret og drevet af Ånden menneske, der er ingen entusiasme og Healing Power. Derfor er dette bibelkloge menneske ikke kristen ifølge Paulus og Jesus fx og de ville gøre alt for at bibringe dette bibelkloge menneske Guds Ånd dens entusiasme og kreative ekstatiske begejstring.
Kristne er ikke idiotiske, dummer ikke sig selv med bibelkonkordantisk nedstemt og nedtrykket stemning og sind. SYNG FOR HELVEDE FOLKENS carpe diem vær karismatisk fri og kreativ som Jesus og Paulus. De var karismatiske ÅNDS personligheder uden lige og det var helt vidunderligt livsbekræftende at høre dem til og lade sig påvirke gennem spejlneuronerne af den Åndens ekstatiske grebethed og drevethed de lod sig rive med af og henrykke af. Deri gemmer deres kreative intelligens sig, deres karisma og kreativitet og intelligens sig. Ja Paulus taler meget om dette forhold hvordan de er Åndens frugter. Den Ånd der ikke døder men gør levende og stærk og helbreder os, er fyldt med raskhed, sundhed og Healing Power.
Vi skal op på den store klinge. Der skal ske noget om vi overhovedet vil vove at kalde os kristne. Vi kan ikke være kristne uden gennem at Ånden, Guds Ånd har grebet og sprængt os på ekstatisk vis forrykket og henrykket os. Det er en indre katastrofe og har dette ikke indfundet sig kan vi overhovedet ikke vove og tillade os at bruge ordet kristen om os selv.
Vi kommer aldrig til at kunne læse os dertil, det er Gud, og Guds Åndens Værk med os.
(1)*:
Det skal ske derefter:
Jeg vil udgyde min ånd
over alle mennesker.
Jeres sønner og døtre skal profetere,
jeres gamle skal have drømme,
jeres unge skal se syner.
Selv over jeres trælle og trælkvinder
vil jeg udgyde min ånd i de dage. Joel 3, 1 - 2.
-0-0-0-0-0-
Grand finale:
Tro er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom. Citat slut (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet)
Som Paulus vil jeg sige at jeg aldrig bliver træt af at sige det samme igen igen indtil en eller anden gennem mine ord ved Guds Ånds hjælp pludselig får den endelige afgørende ÅBENBARING og forståelse for hvad det vil sige at være ny skabning i Kristus båret og drevet af Guds Ånd uden at dette betyder tab af vores ånd og forstandighed.
|
|
|
|
