Den sekulære ordning af samfundet holder religionerne ude. Ikke fordi det er religioner, men på grund af den måde, de er organiseret på. Der er nemlig det ved religionerne, at der er flere af dem, og det vil ingen af dem rigtig anerkende.

Religionerne er institutioner, selv om ingen af dem er be­gyndt sådan. Hvad der er begyndt som yd­myghed og fromhed, bliver udmøntet til, at ydmyghed og fromhed er dét og dét. Du skal gøre så­­dan og sådan! Ellers …

Man kan sige, at alle store religioner hævder to principper:
Der er ingen anden gud end vores.
Den vantro, der benægter det, skal omvendes eller dø.

En pædagog, jeg kender, siger, at hun ikke tror på Gud: ”Men jeg tror på det hellige i tingene.”

Religion har været tolket forskelligt til forskellige tider, og mennesker har til skiftende tider dyrket skiftende guder. Jeg kan ikke se rettere end, at det må handle om forskellige adgange til det guddommelige. Derfor tror jeg gladelig på alle guder. Jeg er ligeglad, om det er Odin eller Thor, Shiva eller Allah eller Buddha. Hverken ateisme eller humanisme, men panteisme!

En præst fortæller mig, at det kan man ikke, man må bekende. En imam fortæller mig, at sådan nogen som mig er værre end ateisterne. Men Gud fri mig for at skulle tilslutte mig en eller anden religiøs konfession og så bekæmpe alle de andre!