Oplevelsen fylder mystikeren helt og fortrænger hans eller hendes bevidsthed om egen identitet. Men samtidig er den så total, at det oplevede er en forskelsløs enhed; det kan kaldes fylde eller tomhed efter behag, sproget slår alligevel ikke til. For mystikeren står denne enhedsoplevelse som den sande og egentlige virkelighed, i skarp kontrast til dagligdagens småtskårne mangfoldighed. Enhedsoplevelsen (unio mystica) tydes religiøst som forening med Gud, med Altet eller med tilværelsens kilde.