|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Gnostikerne
|
Hvad er det mon, der får en mand som Simon til konsekvent at kalde mig ”lægprædikant”?
Jeg deltager jo her på Trosfrihed.dk på lige fod med enhver anden, der skriver her.
Er de så også ”lægprædikanter”?
Og skal vi så nu – i samme ånd – kalde Simon for en ”hadprædikant”?
En grund må der vel være til, at Simon dels ikke vil fortælle, hvor han selv står, og dels at han angriber folk som mig på en, synes jeg, ret så hadefuld måde.
Hvad er det ved mig, der øjensynligt irriterer ham så gevaldig meget?
Jeg er jo ikke, hvad ateister – ofte lidt hånligt – plejer at kalde ”troende” 
Er det mon dét, at jeg påpeger naturvidenskabens begrænsninger – at den f.eks. aldrig vil kunne finde ”den første årsag” til verdens eksistens – et spørgsmål som Simon åbenbart ikke udholder at møde?
Eller er det mon tillige dét, at jeg skriver om de mange måder, som vi – individer i dyrearten homo sapiens – anskuer verden på – dér hvor naturvidenskaben ikke kan hjælpe os?
Jeg ved det ikke, og det er jo ikke mit problem – men Simons opførsel forekommer mig interessant 
Og selv om jeg ikke er troende, er det bestemt både spændende og inspirerende, synes jeg, at forsøge at leve sig ind i de mange kreative og idérige måder, som vi mennesker opfatter verden, universet, verdenerne, tilværelsen på.
Jeg kan f.eks. ikke lade være at blive i godt humør, når jeg læser, at gnostikerne opfatter "slangen i Paradisets have", som den, der tilbyder os mennesker gnosis – viden – om en langt bedre tilværelse end den, skaberguden har leveret
Hvad Simon egentlig mener med:
Måske du sku længere tilbage, læse Aurelius (Hippo) Augustins ”bekendelser”, for om muligt her at være tilbage i en tid hvor absurditeter endnu ikke helt har begravet religionen til halsen i paradokser, og hvor Ciceros ”Hortensius” afgørende interesserer Augustin p.a. ’den græsk/romerske tanke’ med kunsten, poesien, retorik og filosofien som det grundlæggende tema mellem de fire gamle venner – tillige får du så her muligheden for at akkompagnere med din ulmende lykkefølelse ved tanken om synet af det guddommelige ikon…voila! sagde Carlsen.
Arne
|
|
|
|
