Vandrer mod Lyset! indeholder en skabelsesberetning, der går tilbage til en tilstand, der var før tidens begyndelse, det såkaldte urkosmos. Her fandtes ifølge Vandrer mod Lyset! Urtanken, Urviljen, Urlyset og urmørket. Urlyset fandtes som en svagt lysende kerne i centrum, og udenom dette var mørket overalt. På grænsen mellem lys og mørke var Tanken og Viljen. Urkosmos kan lignes ved et æble med lyset som kernen, mørket som frugtkødet, og Tanken og Viljen som kernestenene. I urkosmos var alting i ro. Tanken og Viljen indtog en indifferent stilling til lyset og mørket, indtil en svag urosdirren indtrådte, idet Tanken og Viljen samtidig reagerede overfor mørkets udstrålinger i en første dragning ind imod lyset. Tanken og Viljen kæmpede sig derefter langsomt, gennem ukendte evigheder, ind mod lysets to poler. Da Tanken og Viljen nåede disse og smeltede sammen med polerne, vågnede Tanken og Viljen op til fuld bevidsthed om sig selv. Viljen var på dette tidspunkt fuldstændig lutret for mørket, gennemsyret af lyset. Og Tanken besluttede at søge at forene sig med sin Vilje, for derved at kunne fremstå af lyset, som lysets behersker og mørkets besejrer. Gennem ukendte evigheder kæmpede Tanken og Viljen sig fuldt bevidste gennem mørket, Tanken stedse understøttet og styrket af den gennemlutrede Vilje, indtil de forenedes – og et væsen fremstod af Lyset: Gud. Da Urtanken og Urviljen smeltede sammen med lysets to poler, undfangede Tanken og Viljen tolv væsener, der skulle hjælpe i kampen mod mørket: Guds Tjenere. Disse fremstod også, ved Guds fremståen, emanation, af Lyset, ved Guds Vilje. Da mørket var besejret og Gud var fremstået, drog Han mørket ind i Lysets evige kredsløb for at lutre, eliminere det. Denne proces er stadig i gang. Mørket svinder og svinder. Men kun Gud ved, hvornår det tidspunkt indtræder, da alt mørket er elimineret, tilintetgjort. Og Gud skabte efter sin fremståen et mægtigt Rige af Lyset, en lysklode, Centralsolen, Guds Rige, Paradis, som bolig for sig og sine Tjenere. Derefter skabte Gud sine første børn – englene – i VmL kaldet de Ældste og de Yngste. Og disse fik også bolig i Guds Rige, Paradis.