|
0
registrerede
586
gæster og
51
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Elsk Gud!
|
Hej Treram..
”Men at elske noget vi ikke kender til det gör vi jo sikkert alle”.
- Jeg selv, elsker mennesker det blev muligt at udvikle sådanne følelser for. Livet som omstændighed betragtet, kan sagtens indeholde ”afvikling” af livstid på måder som ingen af os ville registrere nogen form for behag ved, ja ikke ville ønske som livsudfoldelse for selv de værste diktatorer, osv. M.a.o. mener jeg der er tale om begrebsforvirring her.
”jeg elsker da livet selvom jeg ikke er helt sikker på hvordan det udfolder sig”.
- Jo, men blir det at elske så ikke reduceret til enten noget i livet du kender, eller noget i livet du gerne så blev en realitet (altså håb)?
Jeg har bare Arne mistænkt for igen at lege kispus med ord som ”at elske”, ”kærlighed” m.m., at han belyser selve livet med sentimentale stilbilleder fra noget i livet han dels har oplevet og som han dels håber at genopleve.
Hvad jeg mener er bare, at selve livet jo udfolder sig uanfægtet vore meninger og beskrivelser af det, hvorfor der altså blir en satans forskel mellem det at skabe meningsfyldte ønsker om livet som det gerne måtte forme sig, og skabe beskrivelser af livet som det faktisk udfolder sig – fx. når despoter skaber livsbetingelser, ell. når enorme vulkanudbrud helt fjerner enhver reminiscens fra kulturen hvori livet med indbyrdes kærlighed udformede sig osv.
M.a.o. mener jeg vort følelsesliv knytter sig til oplevelser og derfor til erfaringer og kendskab, hvor så forbindelsen til det bevaringsværdige, håbet, ønsket om...osv. opstår. Her har livets konsekvente forgængelighed dog stukket sin kæp i hjulet under enhver kulturform. Formentlig har intet menneske oplevet lykkefølelse i erkendelsen af livets forgængelighed, mens denne erkendelse sandsynligvis har været ganske nødvendig for indsigten i selve værdien af oplevelser som kærlighed, elskov, tryghed, alt det vi bygger livet op omkring.
Dette med at tillægge selve livet de meninger der jo så udspringer fra vore ønsker om bevarelse af kærligheden til fx. den skønneste kvinde eller mand, fordi vi ikke helt forstår, at også vi vil ophøre med at eksistere eller være til på et tidspunkt, nøjagtig som alt andet omkring os, er bare ikke så let – og er jo også besværliggjort af mémer som religioner stak ned i vort sind gennem kulturformer. Derfor kan det være ganske befriende med beskrivelser af livet uafhængig af sentimentaliteten, som et blik på de nøgne kendsgerninger og til en forståelse af livet der bedre ruster og til at forstå betingelserne for vore egne liv. Og det er altså dér jeg synes Arne må skelne. Ikke fordi vi skal ophøre med at drømme og håbe om dette eller hint, men fordi dette og hint er noget vi må indse og skabe i de mulige rammer, så vi ikke spilder tiden i livet med at værdsætte livsbetingelser der ingen realitet har iboende. For følelser af kærlighed og elskov er jo højst reelle faktorer, mens det at elske det urealistiske blir som et liv der udfoldes parallelt med virkeligheden, altså en parallel livsanskuelse uden objektiv forankring – og det er kort sagt hvad religionerne har bidraget med, til skade for menneskers livsudfoldelse.
”det er en gud der styrer livet, der er intet tilfäldigt med livet, bliver du kört over af en bil, er det guden der har styret det sådan, vinder du de 5 mill. i lotteriet takker du gud”.
- Og dette er ret beskrivende for livsanskuelsen: der må være en mening med at jeg (ikke) vinder i Lotto osv. – lidt som (fejl)beregningen: 50/50 for gevinst i livet, bare du tror nok, osv!
Den troende kunne fx. her blive gjort opmærksom på selve forskellen mellem et fokus på guden og et fokus på tilfældigheden (sandsynlighedsberegning m.m.) men ville straks inkludere tilfældigheden i gudens almagt, for netop at bevare guden som tilfældet ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
