|
1
registreret Arne Thomsen
518
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Elsk Gud!
|
Kommentar, fra Emmanuel Mounier's "personalisme", til og uddybning af: "At elske er at leve!!!"
Kærlighedshandlingen er den stærkeste vished, mennesket har, det uigendrivelige existentielle cogito: "Jeg elsker, derfor er jeg" - og "derfor er den, jeg elsker" og livet har en værdi, der gør sig ulejligheden værd at leve. Dette cogito bekræfter ikke blot mig selv, men gennem det væsen, jeg elsker, bliver næsten en realitet for mig.
Vel nærmest personalismens 'credo'!
o-o-o-o-o-o-o-o-o
Man siger til tider at kærligheden gør ens. Det er kun sandt om sympatien (eller forkærligheden), om de affiniteter vi har valgt, hvor vi endnu kun søger noget, vi kan optage i os selv, en resonnans af os selv i en medskabning. Den fulde kærlighed skaber distinktion, gør at man anerkender og vil den anden som en anden. Sympatien er endnu et naturfænomen. Kærligheden er derimod en ny form for at være. Den henvender sig til subjektet hinsides dets natur, vil, at det realiserer sig som person, som frihed. For kærlighedens blik er det ikke længere væsentligt, hvilke evner eller hvilke fejl en person har; kærlighed gør blind, men det er en synsk blindhed.
Kærlighedshandlingen er den stærkeste vished, mennesket har, det uigendrivelige existentielle cogito: "Jeg elsker, derfor er jeg" - og "derfor er den, jeg elsker" og livet har en værdi, der gør sig ulejligheden værd at leve. Dette cogito bekræfter ikke blot mig selv, men gennem det væsen, jeg elsker, bliver næsten en realitet for mig.
Sartre har kun villet kende næstens blik som et blik, der fixerer og lammer, hans nærvær kun som et overgreb, der ribber mig og undertrykker mig. Og omvæltende er næstens blik virkelig; det vender op og ned på mine overbevisninger og mine vaner, forstyrrer min egocentriske søvn, og selv i øjeblikke, hvor det er fjendtligt, vil det altid åbenbare mig for mig selv.
De positive, interpersonelle relationer er således gensidig provokation, gensidig frugtbargørelse. I den personlige udvexlings dialektik øges og bekræftes hver af parternes personlige existens.
Jeg behandler mit medmenneske som en ting, når jeg behandler ham som en samling oplysninger. Katalogiserer jeg ham (søger jeg at forstå ham ud fra almen viden, sans for psykologi), uden at han får mulighed for indsigelse, opgiver jeg ham rent ud sagt, er jeg ikke interesseret i ham som person, unik person. Men ved at behandle ham som person, som et nærværende væsen, anerkender jeg, at jeg ikke kan definere ham eller sætte etikette på ham, at han er uudtømmelig, bristende fuld af muligheder, hvis realisation kun afhænger af ham selv. Derved giver jeg ham hans chance.
Emmanuel Mounier.
mange kærlige hilsner HansKrist.
PS:
apropos trådens overskrift, Elsk Gud!, så må jeg lige påpege at jeg ikke bryder mig om dette påbud og det glæder mig meget at man ikke finder det dobbelte kærlighedsbud hos Paulus, men kun et bud om at være engageret i næstekærlighed og elske "hin anden" (netop som en anden), fordi heri alene er Gud Kristus at finde, for modsat grækerne er Gud ikke hos Paulus "Det ene" uforanderlige, øverste verdensprincip. Hos Paulus ses mennesket ikke længere som en vildfaren stråle af det guddommelige lys, fortabt i materiens mørke, og frelsen er ikke en flugt fra legemet, eller en ophøjelse ideernes verden, men en sindets fornyelse, det indre menneskes vækst, for nemlig er Gud selv inkarneret (Gud som Kristus) i denne legemlige verden; hvilket, denne paulinske tanke, var dårskab for grækerne. Hos Paulus er Åndens attrå livet og medskabningen, og med denne tåbelige tanke (inkarnationstankegang (i vores nærvær og tilstedeværelse med hinanden gir det mening at tale om Gud)) tørner den antikke græske filosofi sammen med den unge/nye urkristne paulinske tænkning, hvor skabningens individuelle mangfoldighed ikke er legemets eller stoffets forræderi mod ideesfæren eller Ånden, men hos Paulus nu får højeste værdi og som sådan peger det frem imod "personalisme" bevægelsen, anerkendelsen af personen, vores konkrete eksistens, vores unikke individualitet og vores udformede personligheds ukrænkelige værdi og legimitet, fordi der netop ikke længere er nogen Gud over os.
|
|
|
|
