|
0
registrerede
560
gæster og
213
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Gud som helhedens arketype
|
Hvorfor mærker jeg en stigende utilfredshed med Jungs faktisk højst provokerende budskab om, at der er noget, jeg ikke ved, om mig selv, det ubevidste – også det kollektivt ubevidste – en ”viden” en dynamisk kraft i mig, som jeg har fælles med alle andre mennesker overalt på kloden, men som jeg ikke har adgang til - og som ikke desto mindre styrer mig ganske meget bagom min bevidstheds tanker, følelser, fornemmelser og intuitioner?
Jeg har jo kendt til idéen om det kollektivt ubevidste i mange år, men nu bliver det lige pludselig alvor, synes jeg.
Men er jeg virkelig et hjælpeløst offer for mig selv, den del af mig, som jeg ikke kender, men som alligevel meget bestemmer mine beslutninger, mine oplevelser, og som kun lader mig ane en smule af et helt andet verdensbillede gennem drømme, eventyr, myter, kunst, religiøse visioner?
I begyndelsen var ...
Der var engang ...
Og de gik længere og længere ind i skoven ...
Shamanens tromme ...
Sisyfos' håbløse projekt ...
Echo, der kun kunne gentage ...
Narcissos, der druknede i søens spejlbillede af ham selv ...
Tornerose, der gik i stå, og de mange andre folkeeventyr, som Brd. Grimm samlede ...
H.C. Andersens lille havfrue ...
1001 nats eventyr ...
Aladdins hule ...
og, og, og ...
Kend dig selv - er ordene gennem årtusinder, men det gør jeg jo ikke!
Jeg kender hverken Anima, Animus, Skyggen, Selvet, Gud - eller hvad der ellers gemmer sig i mig.
Der kan være ubærlige psykiske (barndoms)traumer, som er fortrængt fra bevidstheden - hvorfra de fortsat i det skjulte gør deres indflydelse gældende - og som med smerter kan hentes frem i bevidsthedens kontrol igen - men de fælles arketyper?
Det er vist noget nær umuligt.
Så jeg må vel søge at forlige mig med, at jeg er den, jeg er - som jeg ikke kender - i den tid jeg er her 
Eventyrligt - kan man vist roligt sige - uden at overdrive 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
