|
1
registreret
(1 usynlig),
488
gæster og
64
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: "Tror du på Gud?"
|
Hej Zenia
” Måske har jeg udtrykt mig forkert, hvis du oplever, at jeg dømmer?”.
- Selvfølgelig (be)dømmer du, det gør vi alle, for det er vi nødt til! Vi må sidestille og aflæse os i hinanden, for dermed at kunne finde vejen ind i de sociale rammer der tilfredsstiller os bedst, så det er umuligt ikke at dømme hinandens syn på også livsværdier – og død.
Det er selve dommene vi stiller an med overfor hinanden der kan være helt ude i mosen, ligesom domme om livets mening der kan være helt ude i Arnes ”kærlige univers”, og det er præcis her vi med fornuften kan revidere vores synsvinkler, der så vil få betydning for punktet vi ser på dit og dat udfra. Så jeg ser intet galt i at du (be)dømmer, nøjagtig som jeg ikke heller anser kritik af mine egne domme/slutninger/konklusioner som andet og mere end netop standpunkter til revision, dersom noget taler for det. Så lad os holde dette dér – det gør det meget lettere at kommunikere værdisyn osv. Uanset uenigheder, drillerier og hårde ord, er det altså blot meninger, ikke noget der står os efter livet – endnu da..;)
”Det er egentlig det svære ved at skrive ... havde været nemmere, hvis vi stod ansigt til ansigt”.
- Måske. Men jeg har nu set folk rive håret ud af hovedet, for ikke at flå øjnene ud på meningsmodstandere, i bar ”næstekærlighed”.
”I min egen familie har jeg tæt på mig mennesker, som er ikke-troende, men jeg oplever dem egentlig ofte og især, når store og alvorlige ting hænder, sige: "Bare jeg havde DIN tro!".
- Ja, men jeg tror du skal sætte flere øjne på den slags, som jeg selvfølgelig også har oplevet at høre og se. Det kan fx. være måden hvorpå nogle mennesker viser styrken i deres egen sorg som ubærlig, hvor man så overfor den troende viser sin anerkendelse af dennes livssyn, for på den måde at sænke evt. barrierer i form af livssynsbetragtninger der måtte stå mellem hinanden, så hver især på den måde bedre kan ta’ hånd om og støtte hinanden i den svære stund. Det er jo trods alt dét der er det vigtige i situationen, ikke så meget forskelle i livssyn midt i sorgen.
Hertil kommer så, at vi uanset vore livssyn må opleve det som forfærdeligt trist at miste dem vi føler stor kærlighed til, for de mangler jo nu, for fanden. Så hvordan skulle det dog kunne være meget anderledes? Det drejer sig jo ikke om at se stærk ud, ved du, men at give hinanden en plads og en berydning, i hinandens liv. Det gør man ikke ved at "beherske" døden gennem overnaturlig tro!
Stærkt troende går også i stykker, det må du da ha’ oplevet, når de mister deres elskede og kære, ja nogle mennesker oplever slet ikke at kunne klinkes igen – fx. mennesker der oplever at ha’ fundet dén pendant i livet, der gjorde dem til et helt menneske. Og så findes de mennesker, der måske ikke er helt så berørt i dybet deres, men som gerne giver dette udtryk, hvorefter vi kommer til den ”professionelt sørgende”, dvs. mennesket der via sine indarbejdede betragtninger og gerne af snurrig psykologisk karakter og ikke sjældent af teologisk art, får gjort sorgen til en nærmest akademisk disciplin. Det er her jeg tror vi som mennesker skal være lidt opmærksomme overfor os selv, så ikke vi pludselig kommer derud, hvor vi ikke længere er i stand til at udtrykke vores følelser impulsivt, og derfor må give udtryk for dem gennem indarbejdede roller vi måtte synes passer sig i situationen, og som eneste afløb for dybe tragedier i livet. For livet er også dybt tragisk. Det er facetteret, flersidigt og derfor en vekselvirkning, som vi jo må lære at genkende os i.
Det er faktisk lidt af en gammel kritik af religioner: at de bare indskriver mennesket i historier udenfor livet, hvorfor dualismen i religionerne jo ikke er noget særligt, det er et skuespil hvor mennesket forestilles at blive ”helbredt” for den fortvivlelse, religionen forinden førte mennesket ind i.
Man kan godt gøre livet til et skuespil, ligesom man kan spille roller så effektivt, at illusionerne til sidst forekommer én sandfærdige. Netop her, kan man så beherske sine følelser og give dem udtryk gennem det manus man har lært at kende sig i. Ligesom man kan tolke livet ind i en mening skrevet på forhånd, hvor det at beherske sig, kan forekomme andre mennesker at være en stor selvforståelse. Alene her findes en dualitet, en splittelse, der nærmest har kunstnerisk status - boheme osv.
”I al sin simpelthed er det kun, fordi jeg selv finder så megen glæde og mening i min tro, at jeg under alle andre det samme, hvilket er grunden til, at jeg skrev mit indlæg, og jeg beder gerne om tilgivelse, hvis jeg er gået dig eller andre for nær”.
- Hvad skulle du være ansvarlig for, Zenia? ;)
Det er ikke sådan fat, og jeg tror du misforstår, fordi du læser følelser ind i det skrevne. Det var refleksioner over det du skrev, tanker, hvor du faktisk hæver religionen op til noget den ikke kan bære. Det er kort sagt umuligt for os som mennesker, ikke at være berørte over døden der fjerner os fra enten dem vi elsker, eller stiller os ansigt til ansigt med vores egen forgængelighed. Det var dét det handlede om...
Og sætter du religionen din foran sorgen, hvordan skulle venner og nære da kunne genkende tragedien i tabet, ja være der for dig, i og med at tragedien jo også er deres?
Jeg ved ikke om du forstår hvad jeg mener, men det handler ikke om at undskylde følelser vi har eller formidler, tværtimod må vi nødvendigvis kende dem, være dem nær, for at vide og være os selv – bekendt...mener jeg..;)
” Håber, dette her ikke giver anledning til yderligere misforståelser. Mit ærinde er - og det gentager jeg gerne - absolut ikke at sætte mig til dommer over noget andet menneske”.
- Domme er bedømmelser, og dem kommer vi ikke udenom, i det liv vi må tage stilling til – ikke mindst når vi er bebyrdet med en kultur, hvori religioner i den grad har skrevet mennesket ind i et skuespil af ringe art. Næh du, må vi bede om lidt temperament og impulsivitet i kontakt mellem mennesker, en frigørende alvor og sensibilitet, der så igen kan få os til at se legende let på livet. Vi forstår fint at kommunikere og gøre os sprogligt forståelige her i verden, sandheden om dette eller hint ska' bare beskrives med stor fornuft..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
