|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
173
gæster og
42
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Troen kontra vide
|
"hvis du er tilfreds med at leve sådan og ikke føler, at der mangler noget, så ville jeg da, hvis jeg var i dit sted, også leve sådan, som du foretrækker".
- Dette er sådan, en af de mere typiske fraser man hører fra religiøse troende, rundt os: en troende er vant til at forholde sig til en given religion, der jo i århundreder har tilført livet betydning og mening gennem fantasifulde påhit, derfor fremstår det jo for den troende selv, fattigt at skulle forholde sig til livet som det i sig selv fremstår.
Men naturvidenskaben har jo intet at gøre med de pæne meninger religioner har indført i naturen gennem menneskers ører. Den beskriver bare naturen som den virker og fremstår. Naturen i sig selv er desuden indifferent overfor hvad religioners troende tilfører den af absurditeter, det samme er den virkelighed, der er helt uafhængig af de subjektive synspunkter mennesker har om den.
Men der ville i kulturer være en stor fare ved fortsat at forklare naturen på alene et fundament af forestillinger uden objektive referencer, uanset hvor smukke man så end kan se dem, for disse forestillinger kan være misvisende og man ville fx. ikke kunne hjælpe alvorligt syge mennesker, hvis man gennem fantasier alene skulle diagnosticere osv.osv.
Hertil kommer jo, at menneskeheden sagtens kan skabe smukke livsanskuelser, musik og kunst m.m. uden at fejlforklare og tilføre naturen og menneskeheden egenskaber, der udelukkende har sine referencer til landskaber bestående af fantasierfulde idéer. Fantasien er jo et flot værktøj, men leder den os helt væk fra realiteterne så vi til sidst kun stirrer os så blind på verdensbilleder og menneskesyn bestående af lutter fantasierfulde forestillinger, da ville vi lede menneskeheden og kulturer ud i egentlig selvfortabelse. For man ville da ikke længere vide sit eget ve og vel, ikke længere være istand til at orientere sig i virkeligheden.
Det duer ikke, som Arne her er ude i, at se et fravær af unaturlige verdensbilleder og menneskesyn i det melankolske perspektiv. Det ville jo svare til, at vi resignerede fra de realiteter selv vore erindringstab er et produkt af, at vi tilførte erindringer oplevelser der aldrig har eksisteret, for derefter at begræde dem. Selv i sentimentale stunder, refererer vore erindringstab jo til virkelige oplevelser vi må genkalde os. At låse kulturer fast i sentimental poesi over et tema bestående af ikke-eksistentielle fenomeners formål men naturen i og omkring mennesket, er i sig selv udtryk for vore problemer med at se meningen med livet og os selv. Men det leder altså ikke til "frelse", at genetablere og overtage et ukritisk selvforhold gennem gamle religioners poesi. Den eneste form for frelse må ligge i, at man ser realiteterne i øjne og forsøger at skabe et konstruktivt livssyn derudfra. Og det kan mennesker da sagtens finde ud af. Hver eneste dag kommunikerer mennesker værdier og langer dem over disken til hinanden - man vil noget med hinanden!
Arnes syn på (natur)videnskab er i sig selv mangelfuldt, og han tildeler egentlig vienskaber meninger de ikke har. Videnskab skal skal forklare og beskrive hvad der observeres, og på grund af den viden der derudfra, kan kulturer så bedre begribe livets forhold på godt og ondt. Men det er slet ikke videnskabers formål at skabe etik og moral, ja definere livsværdier for kulturen. Så en kritik af videnskaber på denne grund er meningsløs - og det er præcis det der gør Arnes indvendinger lige så meningsløse.
mvh
Simon
|
|
|
|
