|
1
registreret
(1 usynlig),
429
gæster og
169
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Universets årsag?
|
Hej Zenia.
Den idé, at dogmer kun er en slags "praktiske kulisser" og egentlig ikke særlig væsentlige, tror jeg har flere perspektiver, end jeg først så.
Jeg opdager, at jeg ikke længere får så stærk kvalme ved tanken om det alt for magtfulde romersk katolske præsteskab, og derfor godt igen vil kunne deltage i en romersk katolsk messe, i en muslimsk bøn i en moske, eller i ritualer i et buddhistisk tempel o.s.v.
Ja, forleden deltog jeg i en gudstjeneste i en dansk landsbykirke - for at få kontakt med en ældre mand, der lider af Aspergers Syndrom (en slags autisme), og som jeg tager mig lidt af (fordi han har behov for det) - og jeg opdagede, at min modvilje mod den meget langsomt døende danske folkekirke egentlig ikke var der ret meget mere.
Og jeg er nu heller ikke længere så ked af, at jeg ikke mere kan opleve den intense stilhed foran den Ikón, der har "sagt" mig så meget på den lille græske Ø, men at jeg nu godt kan være tilfreds med at møde Ikónen og kirkerummet sammen med en masse andre mennesker den ene dag i året (14. september), hvor klosteret og kirken er åben, og hvor man ikke undslipper et pænt stort glas ouzo og noget brød, inden man går ind i kirken 
Jeg har lige i TV på dk4 set og hørt Semino Rossi slutte sin koncert i Köln for ca. 6000 mennesker med at synge sin argentinske Ave Maria henvendt direkte til Gud og Gudsmoder (Jomfru Maria).
Det er jo bestemt ikke den højere kunst han præsenterer, men der er et fantastisk fællesskab mellem ham, orkesteret og det store publikum.
Og så gik det endelig op for mig, hvad det er, du peger på, når du skriver om medmenneskeligt samvær.
Tak for at du åbnede mine øjne netop for dét!
Og så er det nok mindre væsentligt, hvilke faconer, ritualer eller dogmer, der bruges.
Jeg slår mig for panden og spø'r mig selv, hvorfor jeg skulle blive 78 år, før jeg indså den kvalitet, det kan være, for en stund at opgive at være en ener og i stedet at gå ind i et fællesskab
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
