|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Universets årsag?
|
Hej Thomas.
Jeg har brug for tid til at fordøje, hvad du skriver.
Selvfølgelig labber jeg dine anerkendende ord i mig, "som sødmælk til en spædkalv"  - og tak for dét - men du skriver jo meget mere end dét.
Dine ord om at "lukke og fastlåse sindet" får mig til at tænke på bibelfundamentalister, der jo sikkert finder tryghed i det fundament, Bibelen, de står på.
Det er lidt på samme måde, jeg opfatter, hvad jeg kalder "videnskabsfundamentalister", som jo altså bare har fundet sig et andet "fundament" at stå på, og et gennemgående træk synes et være, at mennesker på forskellige fundamenter ikke har det så godt med hinanden.
Nu havde jeg egentlig troet, at du var en slags Jesus-ord-fundamentalist, der greb de Jesus-ord, der sagde dig noget, uanset hvor du kunne finde dem, og ikke interesserede dig for andet og mere end dét.
Men der tog jeg grundigt fejl - og det glæder jeg mig gevaldigt over
Du har bl.a. fremhævet idéen fra Jesus-ordene om den uselviske kærlighed, og jeg husker stadig, hvor direkte de ord ramte mig, første gang jeg så dig nævne dem.
Men de citater fra Ramana Maharshi du bragte 29/12/2011 00:38 tygger jeg stadig på, og hjemmesiden om ham har jeg endnu ikke haft ro til at fordybe mig i
http://www.sriramanamaharshi.org/
Inderens idé om at starte med at lære sig selv at kende (så man kan få øjne et se verden med - kunne man vel kalde det), den er nok værd at hæfte sig ved, vil jeg mene (hvad andre vist også har hævdet).
Det slog mig så, at jeg jo var gået den anden vej: Først verden, og så mig selv.
Men her til morgen gik det op for mig, at det passer jo alligevel ikke.
For jeg har åbenbart glemt, hvad det var der satte det hele i gang for mig: Mødet på bjergets top i den subtropiske urskov med en ikón sf Jesus Kristus.
Og her var det jo øjnene, der nærmest forlangte, at jeg skulle se ind i mig selv.
Det var bestemt ingen nydelse, aldrig har jeg grædt så meget, men resultatet var jo en lykkefølelse, som når alle detaljer er skubbet til side blot er miraklet, verden, som jeg selv tilhører - og som jeg elsker.
Det er jo så enkelt og så primitivt, at det vel er lige ved at kunne passe ind i ordene fra bjergprædikenen:
Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Jeg glæder mig over, at gensidig inspiration sommetider lykkes her på trosfrihed.dk, og jeg håber og ser frem til, at det fortsætter i 2012
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
