|
0
registrerede
155
gæster og
127
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Rettelse
|
Hej Hanskrist.
Du skriver:
"Det er derfor ordet/sproget spiller så stor en rolle, fordi det er ordene og sproget der gør mennesket opmærksom og bevidste på sig selv og på omgivelserne, giver mennesket en verdensforståelse, bevidsthed om verden, universet/kosmos. Det er denne reflektion der er tale om, reflektion over os selv og reflektion over naturen, kosmos og universet altså over rum, tid og årsag."
Mener du så at mennesker som er stumme ikke kan reflektere, erkende og forstå? Ikke blive selvbevidste?
Som jeg oplever det, så er ord/begreber i sig selv fuldstændig "tomme", uden nogen mening, betydning eller værdi i sig selv.
Jeg tænker at ord/begreber er symboler som peger på en dyberliggende virkelighed/oplevelsesfære. Derfor kan det selvfølgelig være gavnligt at sætte ord på noget for at komme i "kontakt" med det. Her tænker jeg især på følelser.
Og så kan man spørge sig selv om hvad følelser egentligt er? Hvad er de et udtryk for eller hvad ligger bag følelserne osv?
Der er vidst ingen tvivl om at mennesker har følelser. Men følelser associeres vel oftes med begrebet bevidsthed. Det samme gælder med tanker, ik?
Så kunne man spørge om hvorvidt naturen eller kosmos har følelser og tanker? Umiddelbart lyder det som et tåbeligt spørgsmål, men egentligt er det meget relevant set i forhold til det vi igennem videnskaben og spiritualitet kender til begrebet bevidsthed. Man kunne sikkert også bruge begrebet intelligens.
Hvis vi bruger begreberne objekt og subjekt, så tror jeg også den gengse opfattelse er, at subjektet forbindes med bevidsthed, tanker og følelser, og objektet ikke har disse egenskaber.
Meget ser ud som om at mennesket er styret af det vi kalder instinkt. Det samme kunne man vel også sige om naturen, ja, måske endda kosmos? Egentligt ser det ud som om at både subjektet(mennesket?) og objektet(naturen, kosmos?) operere udfra samme "impulser", og dog ses det ofte som om der er meget stor forskel på disse to størrelser(objektet, subjektet).
Overfladisk set ser det unægtelig ud som om der er meget stor forskel på subjektets egenskaber og objektets egenskaber. Det virker som to forskellige "virkeligheder". Og ofte kunne det også se ud som om at disse to størrelser mere eller mindre kæmper imod hinanden. Det ser også ofte ud som om at subjektet er "musen" som kæmper imod "elefanten"(objektet). Og det ser også ofte ud som om at subjektet er afhængig af objektet. Dette forhold kunne man godt fristes til at kalde et meget konfliktfyldt forhold.
På overfladen ser det ud som om at subjektet er underlagt nogle objektive lovmæssigheder. Det ser ofte ud som om at subjektet er virkning, underlagt objektet som så ses som årsag.
Så kunne man spørge sig selv hvad begrebet Gud har at gøre i hele dette "skuespil"?
Bevæger vi os ind på det kvantefysiske-niveau, ja, så kan menneskets oplevelsessfære egentligt godt kaldes for et skuespil. For på dette niveau er der ingen adskillelse mellem subjektet og objektet. På dette niveau kunne man sige at alt er bevidsthed.
Spørgsmålet er måske ikke så meget hvad det er vi blander sammen, men mere at forstå det som ligger bag ord og begreber. Når vi så er kommet helt ind til kernen hvor vi kan se klart hvad der ligger bag ordet/begrebet, så kan vi også skelne mellem illusion og virkelighed. 
Jeg tænker, at der da må findes noget som er lidt mere intelligent end menneskets ego(bio-liv?). Med udgangspunkt i et instinkt om overlevelse, så ser det da meget ud som om, at menneskets udgangspunkt er frygt. Hvilket også store dele af menneskehedens historie vidner om.
Jeg kan huske jeg så en film som hed "K-Pax". Den handlede om et "væsen" fra en anden planet som tog form af et menneske for at lære om mennesket og vores planet. Dette "væsen" forstod ikke menneskets tankegang, med alt vores konflikt, frygt, skyld, had og vrede. Især ikke når vi havde fået et budskab som fortalte os om kærlighed, tilgivelse og fred(Buddha og Jesus).
Dette "væsen" spurgte hvad årsagen var til at vi ikke ville lytte?
Kærligst Jan.
|
|
|
|
