|
1
registreret
(1 usynlig),
330
gæster og
25
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: ATEISTER OG BIBELEN
|
Ingen kan eller vil undvære deres berømte sutteklud "gud, Jesus,helligånden eller hvem fanden nu er".
Skriver du Treram.
Jeg går ud fra at du kan undvære suttekluder af enhver art, men det kræver at jeg kender dig for at jeg kan fortælle dig hvor du har dine afguder og guder, altså suttekluder. Og som den "psyokoanalytiker", Psyche-Theo-Christolog" jeg er, skal jeg hurtigt finde det du lever på, dine afguder og dine suttekluder.
Kristendom med Paulus er religionskritisk (suttekludskritisk) så det klodser. Også derfor 2 af de førende moderne nulevende filosoffer, der begge er marxister, er så interesserede i Paulus.
Kristendom er en voldsom interesse for tiden, begivenheder (skabelse/nyskabelse) og forandringer, altså den historiske dimension dominerer over den naturalistiske dimension.
Naturens tid:
Der findes naturens cykliske tid, 1 dag (jordens rotation om sig selv), 1 år jordens cirkulation/roteren/kredsløb om solen. Ligeledes den biologiske evolutionsbiologiske cykliske tid, hvor alle arter er underkastet fødsel og død, og artens overlevelse beror på formering. Da mennesket har natur (nogle mener at mennesket er natur), kender hvert mand/kvinde den cykliske naturlige tid fra egen krop som fx: søvnrytmen (opstået i nøje overensstemmelse med dag og nat), for træernes vedkommende har vi årringene, men noget tilsvarende findes ikke så vidt jeg ved hos mennesket, nok fordi vi stammer fra Afrika. Havde mennesket haft sin oprindelse fra Arktiske egne ville år's-rytmerne nok være vokset ind som en del af den menneskelige biologi, som dagsrtymen kan genkendes i forbindelse med menneskets søvnrytme.
Kulturens tid:
Der findes den abstrakte tid (kalendertid), hvor man som en tommestok placerer tiden i et geometrisk abstrakt rum. Dette er en illusion i forhold til tingene som de er i sig selv, men meget praktisk hvis man ønsker to mennesker skal mødes klokken 12 på rådhuspladsen en bestemt dag til en date, da fungerer det upåklageligt. Ved hjælp af anskuelsesformerne tid og rum har mennesket gjort sig til herre over tiden og rummet (materien inklusivt, det i rummet værende, ved hjælp af tid, rum og årsag, altså naturvidenskab til og med Newton (med relativitetsteorien kommer den en ny opfattelse af tid og rum, hvor disse størresle problematiseres, også nok derfor Einstein var så vild med Kant (som Schopenhauer var det)).
Her vil jeg indskyde om det ovenfor, at jeg tænker som jeg har forstand til, og ikke tænker som en der har haft min forstand (og opmærksomhed) meget på de her forhold, hvilket jeg fornemmer at Kræn-p og Ole Bjørn har haft.
Historisk tid, kollektiv fællesmenneskelig/Mitwelsk historisk tid:
Ved hjælp af kulturens forstandsformer tid og rum og årsag (hvad der kom først og forårsagde en virkning, havde en effekt), bliver mennesket et historisk bevidst væsen (noget relativt nyt, som findes i kristendommen og jødedommen udtalt (og som Gîtâen i ekstrem grad mangler)) der formår at forandre samfundet og de vilkår vi lever under, og dermed også vores egen natur, da vilkår og natur hænger sammen (arv miljø og dialektisk materialisme). Her er jødedom, kristendom, især Paulus og Marx, interessante med deres eskatologiske syn på historien. Hovedtanken hos både Paulus og Marx er at både samfundet og mennesket står til at kunne forandres til det "bedre" via revolution (newness/nyskabelse) og reformation (kultivering) og marxistisk revolution (også derfor mennesket ikke er ren natur, for nemlig kan kulturel evolution, marxistisk revolution, og kristen nyskabende spiritualitet kan forandre mennesket). Især mennesket står til en forandring ifølge Paulus, endnu mere udtalt hos Paulus end hos Marx der har hovedvægten på samfundsforandringerne, men han har dog begge sider med, også den menneskelige bevidsthedsforandring.
Jeg er nu nået frem til den sidste tid.
Eksistentiel tid.
Eksistentiel tid, er at hvert enkelt menneske har sin egen udviklingstid, revolutionerende krise modningsperioder, eller brydningsperioder, hvor noget nyt bryder igennem, puberteten er kendt her.
Kirstendommen er ligeglad med naturens tid, stort set. Kristendommen er optaget stort set alene af historisk tid og eksistentiel tid, når den skal forklare vi menneskers liv og hvemhed og det med ånden/bevidstheden og Gud.
Det der er min opgave her på debatten er langsomt dag for dag at give jer nogle "wake up call" mht den kristianiserede tankegang, som har skabt det moderne vesten, som i dag er den eneste kultur/civilisation på kloden der har overlevet, der gives ikke andre som historikeren Erik Mørch siger.
Hvorfor kristendommens succes, jo fordi kristendommen som religion, takket være Paulus især, valgte tiden som kategori. Og ikke naturen som kategori.
Hvis man ser på væren under naturens kategori, da få man bestemte svar på værens spørgsmålene og på hvem mennesket er eller hvad det er (under naturens kategori dominerer substansbegrebet ofte).
Men ser man væren under tidens kategori, da får man helt andre svar på værens spørgsmålene og på hvem mennesket er (sjældent hvad det er, fordi der ikke er noget der er som det er en gang for alle (som i Gîtâen fx); tidsløshed er out eller yt og nyskabelse som newness, altså som noget helt nyt aldrig set før er in; det Berdyaev kaldte for den 8. dags skabelse).
Det er faktisk interessant i den sammenhæng at Heidegger kom på sporet af, eller blev inspireret af, sin tidsforståelse, gennem nogle foredrag han holdt om Paulus, Paul's Kairos begreb.
Kristendommen er alene et spørgsmål om hvor du har Gud. I naturen/naturlighed eller i tiden. Altså i Kristus, som det der skal komme ud af os og Jesus sammen, som meget kort fortalt er det treenigheden går ud på.
Dig der siger du aldrig forstår mine indlæg, jeg håber dog du kan svare korrekt på det sidste spørgsmål her og begynde at ane konturerne af hvad den kristianiserede tankegang, filosofi og teologi drejer sig om, og hvorfor Berdyaev kan sige at de første egentlige filosoffer ikke er middelalderens skolastiske filosoffer der tænker kristen græsk metafysik så det vil noget, men rent faktisk først er de filosoffer vi ser med Pascal, Descartes og Kant. Og igen er det Paul's problemstillinger der aktualiseres, Paul's diskurser, især den om friheden.
Meget bemærkelsesværdigt at 2 af de førende filosoffer i vore dage i Europa er marxister der igen kigger på Paulus.
Subjektforståelsen hos Paulus er så moderne at den stadig taler til os den dag i dag. Og vel og mærke stadig, som den kunne under reformationen, har noget revolutionerende nyt i sig, til at sparke til den menneskelige såvel som den samfundsmæssige udvikling.
mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
dette her var en overspringshandling, jeg skrev kun mit indlæg fordi jeg ikke gider ta hul på mit lidt stressede program for i dag.
PPS:
hvis Michael nu kommer, som så ofte før, og sludrer mit indlæg ihjel, uden at agte på hvad jeg har skrevet, da farer jeg i blækhuset og skriver med min skarpe pen. Michael må gerne kritisere mit indlæg, men jeg blir gal hvis han ikke bemærker hvad jeg taler om og bider på det og problematisere og debattere videre ud fra hvad jeg har tydeliggjort. Jeg hader utydelighed og monisme, det forskelsløse inderste ultimative altomfattende, der gør venstre og højre hjernehalvdel ens.
Nå men som I alle har set, så elsker Michael og mig hinanden og vi er hinandens bedste venner efter drabelige slagsmål.
Men Michael finder næppe at jeg er en delikat Surikat at lege med, dertil finder han at jeg er for bøvlet og bøvet og for Paulus besat. Men Michael og mig finder begge at Anne er en delikat Surikat at debattere med, der er mere kat, smidighed over hende når man debatterer, hun er ikke Paulinsk Kristus-stivsindet og man slår sig ikke sådan på hendes runde former, som man gør sig på Paulus og HansKrist's skarper kanter.
|
|
|
|
