|
4
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(2 usynlige),
153
gæster og
25
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: LÆNGSEL
|
Hey Arne du bringer et citat af Biskop Kallistos Ware
"I første omgang indser han mere og mere, at Gud er mysterium. Gud er "Den helt anden", usynlig, ubegribelig, fuldkommen transcendent, hinsides alle ord, hinsides enhver forståelse."
Du bemærker i forbindelse med ovenstående citat følgende:
Det er også kristendom - på et noget andet niveau - men umiddelbart tilgængeligt for enhver - vil jeg tillade mig at mene.
Mine kommentarer dertil:
Dette Gudsbegreb har vest-kirken taget sig kærligt af, også så meget at det betragtes som upræcist og diffust (som værende på et lavere niveau) og ikke længere i moderne tid af moderne teologer betragtes som værende genuin kristendom, men langt mere opfattes som værende et levn fra det religiøses rodede pulterkammer, eller blot tilhører harmløse naturlige Gudsforestillinger, uden antropologiske træk, uden at fange den kristologiske antropoligis væsenstræk.
Ja jeg vil sige at ovenstående citat af Biskop Kallistos Ware siger ikke meget, det er upræcist og derfor falder alle for sådan noget udifferentieret noget, fordi alle kan projicere hvad de vil over i udsagnet (1)*. Spørgsmålet er nu om der skal tales så tåget og upræcist om Gud og mennesket. Hvorfor skal Gud være hinsides alle ord og hinsides enhver forståelse? Derved åbner man en ladeport for upræcise forestillinger, for sludder og vrøvl og menneskets barnlige tendens til at projicere ægges uden grund. Gud må ikke blive en projektion.
At Gud er et mysterium og skjult, betyder mere i vest-kirken med Luther og Jüngel at Gud er os nærmere end vi er os selv nær, og det betyder ikke nødvendigvis at Gud er hinsides alle ord eller hinsides enhver forståelse. Mennesket må lære at finde sig selv og få sin krop og synlighed igen sammen med Gud. Vi må lære at gøre Ham (det med Gud og mennesket, altså Kristus) konkret og ikke skubbe Ham bort og hele tiden ud og på afstand. I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod.
Vi må lære at tale præcist om de her forhold, som konkretionernes konkrethed og vores singularitet (Gud må ikke drukne i almene universelle udifferentierede forestillinger; vi har i vesten med Marx opdaget økonomien bag ånden; med Kirkegaard, den dødelige eksistens bag spekulation; med Schopenhauer, viljen bag fornuften; med Nietzsche og Freud, driften bag kulturen; og med Darwin biologien bag historien. Alt dette er båret af sandheden forstået som åbenbaring og afsløring (som vi finder det hos Paulus ikke mindst). Kristus der er vores liv i egentlighed der lidt efter lidt skal blive åbenbaret i takt med at vi afklæder os falsk bevidsthed, falsk overjegsbevidsthed, falsk Gudsbevidsthed og finder Gud i det konkrete og egentlige og eneste virkelige menneske, nemlig i Kristus. Dette er den Paulinske kristendoms store styrke at den har vendt Platon på hovedet og fortalt hvor vi skal søge Gud, nemlig i Kristus, det nye sande egentlige menneske, det eneste virkelige menneske, der er fri og frimodig (har fri taleret overfor Gud) der er trådt ud af sløret og falskheden, falsk Gudsbevidsthed og ideologi, altså falsk åndelighed og bevidsthed (som der mange ligheder mellem Freud og Paulus, så er der også slående ligheder mellem Marx og Paulus, dog er de vigtigste ligheder, nok dem der er mellem Paulus og Kant).
I kristendommen er Gud kommet os nær i Kristus, nærmere end vi er os selv nær. Gud har i Kristus stillet sig i vore lidelser og kval, ladet sig såre og død, for at vi også skal kunne finde ham her i det lave, i det lave, i det nære, i det nære, hvor Gud er tættere på os end vi er på os selv almindeligvis. Derfor er Gud ikke i det ubegribelige eller hinsides alle ord og hinsides enhver forståelse. Netop dette Gudsbegreb; i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod, åbner for psykoanalysen og eksistentialismen. Dette er den stærke sunde ateisme, hvor menneskets personhed (person-værdighed) eller jeghed ikke er udslettet, som det ellers så ofte sker i ateismen, som vi så det i kommunismen hvor menneskets personhed (personlige historie og skæbne) kunne krænkes til fordel for proletarie-menneskets sejrsgang over alle.
Mange mennesker elsker upræcise udsagn om Gud. Den første der for alvor angreb disse upræcise forestillinger om Gud var rigtig nok Jesus. Han bandt Gud til sig selv som sin far (og på samme konkrete måde skulle vi med ham binde Gud til os selv (Gud var ikke længere den fjerne Gud (1)*)). Dermed trækker Jesus Gud ind på den bane eller banehalvdel hvor Gud hører hjemme, nemlig ikke nogen kosmisk Gud, men Gud som vores far, altså menneskets Gud. Og derfor er Kristus da også Gudmennesket. Gudmennesket Kristus er så konkret at Han kan komme til syne i vores liv og legemlighed. I Kristus skænkes mennesket legemlighed eller kropslighed, vi får rum og tilstedevær, vi bliver synlige for hinanden, vi bliver åbenbaret, og vores liv der åbenbares og bliver synligt og konkret/egentligt/autentisk er Kristus siger Paulus (Heidegger trækker på Paulus flere steder, med sit begreb om tid og tiden, men også med Sandhed som åbenbaring, og dermed hans diskurs om egentlighed og autentiskhed). Dette er vest-kirkens vej, dette er den vej den kristianiserede kontinentaleuropæiske filosofi har slået ind på. Vest-kirken er ekstrem begrebsstærk, og man har valgt at lovsynge med forstanden (en ordre fra Tænkningens Skytshelgen Paulus), at bruge begge sider af hovedet, også den venstre. Paulus der påstår at også tænkningen er fra Gud og at vi skal lovsynge med vores forstand i forbindelse med vores kreative ekstatiske evner for transcendens, for at overskride vores begrænsninger, naturen.
Jeg skriver ikke mine indlæg for at være Rasmus Modsat  eller for at forvirre Treram der troede han havde styr på hvad kristendom var, indtil han mødte mig  , men for at vise et alternativ. Alle skal vide der findes et alternativ. Først derefter kan mennesket foretage et valg. Man kan ikke vælge eller fravælge kristendommen før man i det mindste kender til den i dens forskellige former og udtryk.
Med Nicholas Berdyaev som Religionsfilosoffen over dem alle, i mit liv, er jeg ofte stødt på forskellen mellem øst og vest kirken som Berdyaev gør en hel del ud af at redegøre for. Under punkt (2)* kan du finde en vis ortodox øst-kirke indflydelse som jeg har taget til mig.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
(1)*:
Regin Prenter skriver i "Skabelse og Genløsning" (2. udgave 1955) i paraggraf 25, Theologi og Kristologi, side 323:
Den nytestamentlige kristusbekendelse lyder ikke: ”Jesus er Gud!” men: ”Gud er Jesus!” Ikke: mennesket Jesus ophøjedes på grund af sine menneskelige fortrin i gudernes kreds! Men: Gud fornedrede sig til menneskers kår.Ikke: mennesket, det rene, ædle, ophøjede menneske blev Gud…
inkarnationstanken som formen for det kristne budskab udtrykkes således: "Ordet blev kød! Gud blev menneske!" inkarnationstanken udtrykker en BEGIVENHED (min tilføjelse: Barth pointerer ligeledes gang på gang Guds ord som begivenhed). Og denne begivenhed er den historiske jesusvirkelighed. Her kom Gud. Derfor: Gud er Jesus. Udenfor Jesus findes kun vore gudsideer, som alle er produkter af afgudsdyrkelsen. I Jesus kom den virkelige gud. Gudsideer opstiller det suveræne menneske, så længe Gud selv er borte. Kun om den fjerne gud kan mennesket i sin suverænitet opstille ideer, der udtrykker, hvilken plads og betydning det suveræne menneske ønsker at give Gud. Er Gud derimod kommet nær, da mister mennesket sin suverænitet. Da forsvinder også dets forskellige gudsideer, og det står i stedet for over for Gud som virkelighed, det vil sige som begivenhed. Det er dette, inkarnationstanken udtrykker. Citat slut.
Hertil vil jeg med Barth (ifølge Bent Flemming Nielsen, i hans bog ”Karl Barth”, side 50), kunne sige følgende:
En skelnen mellem Gud ”i sig selv” og Gud ”i sin åbenbaring” slet ikke lader sig opretholde. Enhver tale om Gud ”i sig selv” er intet andet end en abstraktion, som tilmed udtrykker en menneskelig narcissistisk tendens til selvprojektion ud i det uendelige.
Derfor skal vi ikke finde Gud udenfor eller bag åbenbaringen men indenfor, ”i”.
Side 128 samme bog:
Den indre trinitariske væren er for Gud sammenfaldende med den ydre historiske virkelighed. Korsbegivenheden er den ydre, jordiske fuldbyrdelse og gentagelse af Guds eget indretrinitariske væsen.
Side 129 samme bog:
Det er nu ikke den usårlige, abstrakte Gud, der tales om. Men der tales om, at den Gud, som frit og af kærlighed lader sig såre, og som selv er virkelig i dette sammenfald af tid og evighed, ikke kan være fremmed for noget menneskes sår. Citater slut.
(2)*:
Through Christ we have our part in the Second Hypostasis, in the divine mystery which transpires within the inmost depths of the Holy Trinity.
The spiritual man enjoys freedom because he belongs to the generation of the Son. In Him is revealed the source of human freedom which comes from Christ.
In Christ the God-Man there is a revelation not only of God but also of His other-self, that is to say, of man; for the Second Hypostasis of the Holy Trinity is Man in the absolute sense, and His revelation means the appearance of a new spiritual and eternal man.
Christianity is the religion of the divine Trinity and God-humanity. It pre-supposes faith in man as well as in God, for humanity is a part of God-humanity. An "inhuman" God could not be the God of Christianity. Christianity is essentially anthropological and anthropocentric and exalts man to an unprecedented height of sublimity The second Face of Divinity is manifested as the human face, and by this very fact man finds himself at the centre of being; in him the meaning and the goal of creation is revealed. Berdyaev.
John Zizioulas (Eastern Orthodox Metropolitan of Pergamon), claims that Baptism constitutes an ontological change in the human, making them an ecclesial hypostasis, or a person. This rebirth 'from above' gives new ontological freedom as it is not constrained by the limits of biological existence.
|
|
|
|
