|
2
registrerede
(2 usynlige),
95
gæster og
122
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: LÆNGSEL
|
Alligevel tillader vi os - som også Jesus gjorde - at sige "Faderen" og "Ham".
Det er her, synes jeg, vi er betænkeligt nær gudsbespottelse.
Mit hjerte kan i hvert fald ikke acceptere at trække det guddommelige ned på dét niveau, som derved efter min mening forarmer vores tilværelse - vores oplevelse af verden - også selv om vi eventuelt tilføjer ordet, "Skaberen".
Disse betegnelser er selvfølgelig ikke skabt i en ond mening, men jeg synes, de er for primitive, for vulgære, for respektløse, for egocentriske - og at de spærrer os inde i en verden, der er mindre end den, der ER.
Det guddommelige skál ned på det niveau! Jeg har overordentlig svært ved at forstå, at du kan reagere så hudløst på ordet, Faderen og ham . Herre Gud, det er jo bare en sprogliggørelse på baggrund af troens oplevelse: En oplevelse af, at Gud er som en retfærdig far (eller omsorgsfuld mor). Hvis ikke vi er i stand til at opleve og tale om denne, Gud, forekommer denne mig som noget, der er langt væk, noget guddommeligt eller åndeligt, som i virkeligheden ikke har så meget at gøre med vores virkelighed.
Hvad er der egentligt egoistisk og vulgært ved at sige han ? Jesus var da i kød og blod ganske menneskelig som en, han..
Pointen med kristendommen vs. jødedommen er vel netop, at Gud er trådt ind i vores verden, helt konkret i Jesus fra Nazaret også kaldet Guds menneskevordelse (inkarnationen).
Nu håber jeg ikke, at jeg lyder ophidset eller skrap, det er egentlig ikke min mening. Jeg har nok lidt svært ved at forstå, hvorfor du på den ene side helst vil dvæle ved Faderen, ham, som ER, og på samme tid føler et misbehag ved de begreber, der figurerer som Faderen, han osv...
'I Kristus' behøver det hele ikke at være så kompliceret, som en af mine trosfæller helt sikkert kunne finde på at sige..
Håber ikke, jeg har misforstået dig 
Mvh
Anne (skrevet meget hurtigt)
|
|
|
|
