|
0
registrerede
223
gæster og
66
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: LÆNGSEL
|
Hej Anne - ALH
Ja, der er et par øjne i "min" Ikón (se selv i fotogalleriet her på sitet), og det er jo dem, det næsten er umuligt at ignorere - i hvert fald for mig.
Øjnene - omgivet af de mange symboler - fortæller mig noget, som jeg er fast overbevist om, er én af mange måder at "sige" sandheden på - eller mere korrekt: en del af sandheden.
De har ændret mit liv, det er jeg taknemmelig for, og jeg slipper dem aldrig - føler jeg mig sikker på.
Og alligevel er jeg ikke kristen - eller rettere ikke kun kristen.
Andre religioner har også fat i en flig af sandheden, oplever jeg.
Og når vi så kommer til det forfærdeligt misbrugte ord Gud, så er det hér, jeg er alvorligt bekymret.
Jøderne havde så megen respekt for deres gud, at de end ikke turde udtale ordet (Jahve).
Muslimerne har så megen respekt for deres gud, at de hverken vil gøre sig billeder af deres gud eller, hvad han har skabt (hvilket jo har ført til vidunderlig smuk abstrakt billedkunst).
I vore folkekirkeligt dominerede dage er gud nærmest en god kammerat - "s'gu da" - "Gud, hvor smager den kage godt" - "Gudfader bevares".
I den ortodokse kristendoms historie kæmpede man i ca. 100 år (i 700-tallet) for og imod det at skabe billeder af Jesus Kristus, og endte med at enes om, at Jesus Kristus (fuldt ud Gud og fuldt ud Menneske), godt kunne afbildes som menneske - bl.a. fordi vi jo ved den hellige nadver drikker hans blod og æder hans legeme.
Men den første person i den hellige treenighed/trefoldighed, Faderen, ville det være blasfemi, gudsbespottelse, at afbilde.
Faderen er et mysterium ufatteligt for os mennesker, siger de - og det har jeg megen sympati for.
Dette i modsætning til jødedommen, hvor Gud nærmest er en overmægtig aftalepartner, som både Abraham og Moses kunne tale med.
I buddhismen er der ingen gud, men noget, der kaldes Nirvana, som end ikke kan beskrives ved, hvad det ikke er.
I de tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam er gudsbegrebet forskelligt, men for dem alle gælder, at gud er noget menneskelignende - og at menneskene er det centrale i verden.
Dén tror jeg ikke på - hverken at Gud er noget menneskelignende - eller at vi mennesker er det centrale i verden.
Netop vores selvcentrerethed (antropocentrisme) forvrænger vores oplevelse af verden, vil jeg mene.
Det er den, der skaber begrebet, det onde, fordi vi kun kan få øje på, hvad der er godt - og skidt - for os mennesker, som jeg ser som en lille ubetydelighed på linje med så meget andet i vores univers - og som vi jo ikke ved, om det er skabt, om der er flere universer, eller det altid har været (I så fald forsvinder jo også Gud som Skaberen).
Så når du skriver:
"Måske er visheden om dette noget nok for dig, så hold fast i det."
så er det ikke sådan, at jeg affinder mig med min manglende opfattelse/oplevelse, så er det dét, at jeg oplever "dette noget", som noget ufatteligt meget større, hvis væren øjnene i Kristus Ikónen vidner om 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
