|
0
registrerede
519
gæster og
44
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Hvis man ikke er teist, så er man ateist
|
Hej Treram.
Jeg opfatter ikke den skabte verden - eller - hvis verden ikke er skabt - den altid værende, men foranderlige, verden - som noget, der specielt handler om vores art af pattedyr, der lever på denne planet, og som jo i øvrigt opfører sig uhyggeligt ekspansivt.
Eller sagt med andre ord, jeg tror ikke, verden er til specielt for vores skyld.
Jeg tror, at alt levende er ligeværdigt (Det tror buddhisterne, så vidt jeg ved, også).
Min fornuft siger mig også, at vi lever under de naturlove, vi kender til, og at vi i øvrigt må bøje os for tilfældighedernes spil.
Men jeg tror også, at verden er langt, langt større og meget, meget mere fantastisk, end vi mennesker nogensinde vil kunne fatte med de evner, vi har, og som, enhver jo kan se, er håbløst begrænsede.
Selvfølgelig kan vi hygge os med det, vi kan fatte - og så vende ryggen til resten, mens vi gi'r os selv de bedst mulige chancer i forhold til tilfældighederne.
Men mon ikke vi alle ved, at der er mere end dét? - også en masse, som menneskelig videnskab aldrig vil kunne nå.
Og det er jo så her, på den anden side af fornuftens yderste grænser, at eventyrene, fantasierne, visionerne, idéerne, intuitionerne, åbenbaringerne, følelserne og fornemmelser er det eneste, vi har - uanset at det er upålideligt, "som bare fanden" 
Her trives overtro, religioner, ønskedrømme og andet gøgl, som kan være nyttige "åndelige sutteklude", men som ikke er pålideligt.
Men er dét det hele?
Et det alt sammen forførende nonsens?
Det kan vi jo strengt taget ikke vide.
De mere primitive forestillinger, såsom hellige træer, hellige mennesker, at i det hele taget noget opleves som helligt, er det bare "ammestuehistorier" - ja, måske - og måske ikke - det ved vi jo ikke.
Forestillinger om guder, der ligner mennesker, er for mig lidt for forsimplet - og nok, tror jeg, opstået i mangel på bedre måder at udtrykke sig på.
Men universet i tid og rum - og vel også ud over tid og rum - synes jeg ikke man bare kan afvise, og alt det ufattelige dér forekommer mig, at det må være overvældende fantastisk og fascinerende.
Så for mig er det ikke spørgsmålet om at bøje sig for naturlovene (så vidt vi kender dem) og tilfældighedernes spil - det gør jeg naturligvis - det er mere spørgsmålet om, hvordan jeg forholder mig dertil - og især hvordan jeg forholder mig til alt dét, vi ikke ved - med alle sanser: Fornuft, følelser, fornemmelser, intuition - og hvad der ellers måtte være.
Tilværelsen: Et fantastisk eventyr
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
