|
0
registrerede
336
gæster og
33
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Guder eksisterer ikke, det er sund fornuft!
|
Kære Disciple.
Tak for din respons, som jeg blev glad for at læse. Da du havde refereret en samtale mellem videnskabsfolk, fandt jeg det naturligt at gå lidt videre ad denne vej og gøre rede for en berømt kosmologs synspunkter.
Men der er én ting, der undrer mig lidt i denne diskussion. Som du véd, er jeg ikke kristen. Det holdt jeg op med at være for et halvt århundrede siden. Imidlertid mener jeg, at jeg ikke har belæg for at sætte etiketten ’ateist’ på mig selv.
Thi i så fald skulle jeg ud fra rationelle begrundelser kunne sige, at der ikke findes noget, som man kan betegne som Gud. Ingen nok så begavet logiker kan føre et tvingende logisk bevis for, at noget - for eksempel Gud - ikke eksisterer.
Dette er naturligvis blot en kold og formel betragtning, men det forekommer mig, at de, der ud fra rent rationelle overvejelser siger det, som er denne tråds overskrift: »Guder eksisterer ikke, det er sund fornuft!«, forholder sig lige så koldt og lige så formelt. Blot mener de at have belæg for at tage det skridt, som jeg mener, at man ikke sådan uden videre kan tage.
Og nu begiver jeg mig ud i noget, som muligvis vil forekomme mange at være en særegen og tvivlsom måde at argumentere på. Jeg er for tiden i færd med at se nogle af de fortrinlige filmatiseringer af Shakespeare’s dramaer, som man kan låne på vort udmærkede bibliotek i Grindsted.
Set ud fra en isoleret rationel betragtning, er jeg så udmærket klar over, at Hamlet, Horatio, Romeo, Julie, Henrik V, Shylock, Othello, Iago o.s.v. er fantasifigurer, men de bliver formedels blændende skuespilkunst til figurer, der i en eller anden forstand får liv i ens bevidsthed. Man kan længe efter gå og tænke på disse skikkelser, hvoraf nogle er ædle som Hamlet, Henrik V og Othello, medens andre er afskyelige som Shylock og Iago.
Man kan leve sig i den grad ind i Shakespeare’s verden, at ens egne tanker tager farve deraf. Man bliver mere eller mindre befordret ind i det, som Richard Dawkins kalder et meme. Og træffer man andre, der er lige så betagede af Shakespeare’s dramaer, kan man føre indholdsrige samtaler om den livsvisdom, som den store digter lægger frem for os.
Man står her med et bevidsthedsindhold, der deles af adskillige andre, og som giver én mening. Når vi således anskuer dette fra subjektivitetens synsvinkel, har det da noget fornuftigt formål at komme ilende med en randbemærkning om, at man jo endelig skal huske på, at Shakespeare’s skikkelser er fiktive?
Jeg har – også efter at jeg opgav Kristendommen – haft adskillige oplevelser, som jeg vil betegne som religiøse. For tre år siden var jeg i Sydtyskland, hvor jeg efter 47 års forløb genoplevede munkenes gregorianske sang, der smeltede sammen med kirkerummets grandiose arkitektur til en inderlig bøn til den Kristus, som de troende kan møde i Det nye Testamentes kontekst.
Tilsvarende har jeg også oplevet, når Bach’s karske fjeldblæst med alle registre trukket ud, forkyndte Guds vælde. Jeg har også oplevet det helliges nærvær, når jeg dybt nedsunket i mit selv har dvælet i den stilhed, der er tom og uforlignelig.
Jeg har den dybeste respekt for dem, der således i dybet af sig selv møder dét, som mystikere til alle tider og under alle himmelstrøg møder som det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende.
Jeg forstår mig selv som én, der ikke kun er bevidst om det, som jeg har oplevet som indlæring. Thi jeg er også bevidst om dét, som er blevet indlejret som oplevelsesmatricer i mit sind gennem millioner af års udvikling. Dette kan jeg ikke slå en streg over ved blot at sige med en intellektuel kortslutning: »Guder eksisterer ikke, det er sund fornuft!« Det ville i mit tilfælde være for billigt.
Som du véd fra KD-debatten, har vi dér en kristen debatkollega, der er videnskabelig forsker på internationalt plan, og hans signatur er tankevækkende: »Videnskab og tro komplementerer hinanden«. Dog kan jeg personligt ikke følge ham, men må nøjes med at forstå, som jeg også mener at kunne forstå dig, Disciple.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
