Jung understreger, at psykologien ikke udtaler sig om, hvorvidt der findes noget metafysisk. Den udtaler sig heller ikke om, hvad dette metafysiske i givet fald er (f.eks. Gud eller engle). Det metafysiske har kun relevans for psykologien for så vidt som mennesket som et psykisk væsen fremsætter udsagn om det metafysiske. Disse udsagn forsøger psykologien så at forklare ud fra psykologiske metoder. Den vil betragte udsagnene som menneskeligt bestemte. Den vil ikke udtale sige om den absolutte sandhed af disse udsagn. For det vil være at bevæge sig ud over psykologiens område og ind på troens område. Når psykologien beskæftiger sig med religionen, beskæftiger den sig kun med den som et psykisk fænomen.

Som privatmand har Jung derimod lov til at bevæge sig ind på troens område og udtale sig om det metafysiske.

Jung har altså et dobbelt Gudsbegreb: 1) Gud som en arketype i menneskets psyke og 2) Gud som en metafysisk størrelse (Gud selv).
Gudsarketypen beskriver han som den arketype, der har den højeste ladning af psykisk energi. Eller sagt på en anden måde: Det er den arketype, der er ladet med den højeste grad af følelsesintensitet, og som derfor virker kraftigst på jeget. I et brev skriver han:
”Jeg synes, at alle mine tanker kredser om Gud, som planeterne om solen, og, som disse af solen, uimodståeligt bliver tiltrukket af ham.”
Denne Gudsarketype ser Jung som identisk med selvets arketype. Den opfattelse ser han bekræftet i mystikkens identitetsmotiv – det motiv, der går ud på, at det inderste jeg opleves som identisk med Gud. Identitetsmotivet findes i alle kulturer. Det findes f.eks. både hos den kristne mystiker Meister Eckehart og i den hinduistiske skriftsamling Upanishaderne. Identitetsmotivet er altså kollektivt stof – stof fra det kollektive ubevidste.
Gudsarketypen indeholder betydningerne ”helhed”, ”enhed” og ”modsætningernes sammenfald”. Enheden skal forstås på den måde, at modsætningerne er ophævet som modsætninger og eksisterer i en harmoni.