|
1
registreret
(1 usynlig),
55
gæster og
168
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Hvorfor beskæftiger ateister sig med religion?
|
Hej Jakob.
Jeg tror, jeg er ved at opgive dialogen med dig.
Som jeg ser det, gør du med "behændige tricks" "sort til hvidt", "fem og syv til at være lige" osv.
Den med, at "skelne mellem teori og praksis", når det gælder ateisme - mon ikke dén ska' ha' førstepræmien 
Dine mange "krumspring" for at forsvare din påstand, at Gud(er) ikke eksisterer, taler for mig deres eget klare sprog, og det finder jeg ikke umagen værd at spilde mere tid på - gud(er) i teorien og gud(er) i praksis - minsandten.
Dertil kommer, at når jeg skriver til dig:
"Derimod tror jeg på, at der kunne komme nogle frugtbare og gensidigt berigende dialoger ud af af en gensidigt respekterende holdning.
Hvordan kan atesime, agnosticisme, religiøsitet, metafysik, kærlighed til viden (naturvidenskab) og kærlighed til visdom (filosofi) - og hvad der ellers er - skabe nye idéer, perspektiver, horisonter og visioner, som kan berige os mennesker, mens vi vælger, hvilket liv vi vil leve?"
Så svarer du mig:
"Ateisme er intet andet end fravær af gudetro - forvent ikke andet end det fra ateisme. Der er ikke mere at komme efter i den "isme". Alle andre holdninger en ateist, som jeg, måtte have, er noget man som individuelt individ har lagt oveni eller nedenunder (typisk humanisme, rationalisme, skepticisme, naturalisme mv)."
Dermed svinder min interesse for ateisme - udover det generelle, at der naturligvis, efter min mening, skal være fuldstændig frihed til ikke at have nogen religiøs tro - og ligeså til det modsatte, til agnosticisme osv.
Du gør det klart, at du alene vil bygge dit liv på "sikker viden om verden".
Du skriver også:
"De fleste ateister tager udgangspunkt i dette liv - det eneste vi med sikkerhed kan sige at vi har og får. Ydmygheden kommer af sig selv, når man har indset hvor små vi er i forhold til universet, hvor fantastisk verden er i mikroskop som teleskop - og hvor heldige vi er ... (min forkortelse af det efterfølgende): at vi lever."
Og du fortsætter:
"Det leder mig til afmagt og ydmyghed (bl.a. overfor tilfældighedernes spil) - og forståelse af at jeg er heldig og ikke skal misbruge mit liv -"
Det må vel så betyde, at du vil undgå at "misbruge dit liv" alene baseret på "sikker viden om verden" (hvilket vel så må være din personlige form for ateisme).
Det er så her, vore veje skilles.
Jeg vil ikke nøjes med "sikker viden".
Det er simpelthen - set med mine øjne - alt for spinkelt og alt for risikabelt.
Vi mennesker har flere evner end alene fornuften, og dem vil jeg ikke fravælge, dem vil jeg bruge - sammen med fornuften - selv om jeg dermed begiver mig ud på en farefuld vej med masser af faldgruber.
Du vil så gerne vide, hvad der for mig er kommet ud af dét.
Ultrakort kan jeg vel sige, at jeg i et mennesketomt "tempel" for en ældre religion mødte spørgsmålet, rettet mod mig: Hvem er du?
Den erkendelse dét gav mig, gjorde mig så fortvivlet, at min forstand gik i stå, at jeg ikke kunne se (pga. tårer), men alene var dybt, dybt nede i bundløs fortvivlelse.
Efter en evighed (som måske kun var minutter) kom jeg langsomt til mig selv igen - og var fuldkommen lykkelig.
Min første indskydelse var at bruge min forstand, men omgående blev jeg heldigvis klar over, at det nok var det dummeste at gøre lige i dét øjeblik.
Hvorfor dog forsøge at splitte den mest vidunderlige af alle gaver ad?
Så jeg har den stadig - gaven
Senere kom naturligvis eftertanken - og meget andet, men det (for mig) afgørende er, at jeg oplevede "noget", som er langt, langt mere værdifuldt i mit liv end forstanden
Og jeg begynder at ane, hvad det egentlig er, de mange "hellige skrifter" fabler om
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
