|
0
registrerede
48
gæster og
248
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Hvorfor beskæftiger ateister sig med religion?
|
Hej Ransom!
Du synes ikke at have forstået hvad jeg prøver at forklare.
For det første er oplevelsen af ”det absolut transcendente” ikke en præmis i noget som helst bevis, men blot en subjektiv oplevelse der føles som sand. Om den er sand eller falsk – den kunne for eksempel bero på et internt neuralt fænomen – anser jeg for et principielt uafgørbart spørgsmål.
Det eneste rationalitet og logik definitivt kan udelukke er, at de menneskeskabte begreber der knyttes til en religiøs oplevelse - guder, helligånd, universel kærlighed eller hvilke begreber de troende nu ellers anvender – er meningsfulde og konsistente i den virkelighed vi kan erkende qua sansning, sprog og logik. Men rationaliteten og logikken kan intet som helst sige om, hvad der evt. måtte ligger uden for grænsen af vore erkendemuligheder, altså uden for verdens fysiske og logiske grænser. Det er en mulighed som står åben, men vi er principielt udelukket fra at kunne sige noget som helst om hvad der er i det absolut transcendente. Teisterne mener at kunne sige en hel del om hvad der findes i det transcendente, men ligegyldigt hvad de siger, så er deres udsagn selvmodsigende, inkonsistente og uforståelige.
Grænsen til det absolut transcendente skal ikke forstås rent geometrisk som et sted uden for denne og alle mulige verdener.
Mine overvejelser går på om kvantefænomenerne betegner en grænse til det absolut transcendente idet vore beskrivelser af kvantebegivenheder ikke kan udtrykkes konsistent.
Kvantebegivenheder er paradoksale for forstanden og hvis nogen påstår at de forstår kvanteteori, så er det bevis på, at de netop ikke forstår kvanteteori, som en af de førende forskere på feltet så elegant udtrykker det.
80 års forgæves anstrengelser for at formulere en forenet teori, altså en teori der forener kvanteteori med relativitetsteori som er inkompatible med hinanden, kan tolkes som udtryk for, at fysikken også her kan være stødt ind i grænsen til det absolut transcendente.
Flere forskere har også sat spørgsmålstegn ved det videnskabelige dogme, at alt i verden lader sig beskrive ved hjælp af ubrydelige naturlove.
Fysikken kan qua sit grundparadigme alene beskrive hvad der er tilfældet, men ikke hvorfor det er tilfældet. Faktisk hviler naturvidenskaben på et subjektivt grundlag givet det faktum, at dens grundantagelser og grundsætninger, de såkaldte axiomer må vælges ved et ikke strengt logisk tvingende valg, men ved hjælp af ”videnskabelig intuition” også kaldet ”induktionsprincippet”.
Da også det værktøj naturvidenskaben anvender i sin beskrivelse af fænomenerne i teorierne: aritmetik/matematik og til dels logik indeholder axiomer, kan man aldrig være absolut sikre på, om det man beskriver skyldes begrænsninger i værktøjerne og i den induktive metode eller er noget "virkeligt". Der er altid mulighed for at begå fejl og vi kan ikke være sikre på, at alle fejl kan rettes qua den naturvidenskabelige metode, der er en selvoptimerende proces hvorved teorier med størst forklaringskraft udvælges på bekostning af teorier eller hypoteser med mindre forklaringskraft – altså evne til at forudsige verificerbare fremtidige begivenheder.
Så en vis ydmyghed analogt med den Einstein udviser og som jeg tilslutter mig ville klæde videnskaben og ateismen. Den logiske rationelle tanke må i sidste instans erkende sin egen begrænsning. Det er intet andet end det, jeg har givet udtryk for.
Det er ikke mig der er blevet ”skrøbelig” men videnskaben og ateismen som er begyndt at stamme og modsige sig selv. ;)
Hilsen
Ipso Facto 
-----------------------
"Whoever undertakes to set himself up as a judge of Truth and Knowledge is shipwrecked by the laughter of the gods." – Albert Einstein.
|
|
|
|
