|
0
registrerede
1048
gæster og
2319
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: SVAR ...
|
Mon lægprædikanten er kommet et svar lidt nærmere: er han sig selv i rollen, eller rollen i sig selv?
Det er trods alt dén konflikt religioner skaber og internaliserer i børn (u/alder), denne opskruede selvfølelse eller det forhexede jeg, der vel nærmest synes at være blevet 2. og 3. pers. og helt uden referent i den virkelighed der åbner sig, når teaterstykket er slut og lyset atter tændes og dørene åbnes, og folk går hjem igen.
Normalt blir folk jo langsomt sig selv igen, når den pludselige vind rammer ansigtet og fødderne igen mærker den velkendte vægt, eller måske først lidt senere, under kaffen og snakken om det oplevede – hvad der jo også er en bedrøvelig historie, idet også dette mangler sit udtryk til almen genkendelse; idet lægprædikanten slet ikke kan beskrive oplevelsen, der åbenbart har gjort så stort et indtryk, at tankerne om hans eksistensevne stadig svæver rundt i samme guddommelige univers.
Man undres lidt over denne lægprædikant, der tydeligvis har problemer med at komme ud af rollen, og stiller selvfølgelig derfor spørgsmålet, hvem det så ér der hele tiden gentager de indstuderede replikker. Men han ka’ jo være blevet sig selv igen – teateret ér jo en verden helt for sig, en lille verden, der ind imellem formår at afspejle livet i den store verden udenfor, og måske skaber en lille pause uden aktiv deltagelse. Denne pause synes dog at vare lidt...;)
*
Indlægget der forargede lægprædikanten:
¬
Det komiske her, består i den selvhøjtidelighed religioner skaber, ved at opløfte biologisk liv til noget overnaturligt og ved bare et méme – hvormed det i realiteten slet ikke er livet der fascinerer, men derimod en særlig fortælling om livet, der bare ikke beskriver livets naturlige udviklingsprocesser.
Dvs. at man i stedet for at interessere sig for livet som det naturligt udtrykker sig – hvad der fx beskæftiger naturvidenskabelige fagområder, med mulighed for masser af overvældende oplevelser – i stedet ender med at begejstres over en fortælling, hvori oplevelser af livet indgår.
En forestilling, hvori publikum selv indgår i fortællingen, kaldes for totalteater. Og som det ses hos lægprædikanten, kan man ligefrem dyrke forestillingen som et livssyn, en religion, netop fordi man i historien opløftes til en helt særlig fortælling, nemlig et guddommeligt lille afkom. Man løftes nemlig ud af en temmelig barsk natur og bæres ind i en historie, der behager de forestillinger man kan have om sig selv som noget ganske særligt.
Alt afhængig af stykket der vises, kan det jo være spændende at gå i teatret, men de færreste ser dog det samme stykke hver gang de går i teatret. Hvad der får lægprædikanten til hele tiden at genfortælle sin oplevelse af det samme stykke, må derfor bero på hans egen deltagelse i stykket, og har måske ligefrem selv oplevelsen af at spille sin rolle bedre og bedre for hver gang stykket sættes op. Nu skal man ikke underkende den suggestive effekt ved hele tiden og kun at gennemlæse samme rollehæfte, ja til sidst må man næsten forventes at kunne sin rolle – at være, eller ikke at være, dét er spørgsmålet, har andre end jeg set lægprædikanten gentage for sig selv med en inderlig overbevisning om, hvorvidt det at være (i eksistens) snart må være tilstået ham som oplevelse.
Set i forhold til det suggestive, er spørgsmålet måske heller ikke uinteressant, for har man spillet den samme rolle i det samme stykke i mere end ti år her på Trosfrihed, kan man vel godt undre sig over hvorvidt man nu er sig selv i rollen eller rollen i sig selv.
mvh
Simon
|
|
|
|
