|
0
registrerede
563
gæster og
73
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Ateisme
|
Hej Apiqoros..
Tja, interessen for fordybelse har aldrig været større end dette behov for selvbekræftende kæleri med tankefigurer, en logisk følge af underkastelse det ikke er værd at gå op her.
Raskolnikov, som dengang læstes af alle og vel også var det ’store værk’, trods andre muligvis bedre sager, lægger intet menneske upåvirket fra sig i dag; virkningen skyldes en illustreret virkelighed skrevet med blodet fra selvoplevet tortur, nøjagtig som brevene fra Sibirien.
I vores familie, fandtes tilbage i 70’erne endnu en del ældre russere med lang hukommelse – låget lempedes selvfølgelig gradvist ud på de små timer under store familiefester, hvor vi børn jo formodes at sove. Noget fik vi henad vejen med os, men forstod jo ikke meget af det erfaredes omfang og historie, der kostede langt flere end man nu ved af livet. Jeg tror bestemt heller ikke særlig mange af den tids mennesker, ville at set med større forståelse på offerrolle-manden som du dér mødte. Men sådanne findes sikkert stadig, vel nærmest som en konsekvens. Men én ting er jeg dog ret sikker på, nemlig at de mennesker jeg med varme husker på, og som oplevede ting og sager forkælede mennesker i dag ikke tror mulige, kun overlevede trods alle deres ar, fordi de evnede at vende blikket mod mulighederne i et virkeligt liv. Forøvrigt er det sjovt nu at tænke tilbage på i hvert fald ét af familiemedlemmerne, min onkel Alex, der sikkert blev født et sted i 1880’erne: han ku’ ikke fordrage det meste af den russiske litteratur, fordi denne litteratur hovedsagelig var en fattigdomsromance, en skabelse der selvfølgelig havde sine indlysende årsager. Selv var han ikke just nogen cisterciensermunk, snarere bare en jordnær kær gammel mand der boede i et mindre russisk museum, trods alt!
Men altså, jah, der indgydes jo et vist håb når ældre menneskers klare tænkning skærer nøgternt tværs igennem flødeskumstanker uanset historisk tid – apropos, må også jeg udvide fantasiens grænser for at se ligheden mellem vor lille lægprædikant og fyrst Mysjkin, men ser pointen, måske netop i en tilsvarende romance over mennesket. Romantik er fint, når den har sin forankring i den virkelighed den med sine drømme ska’ indgyde håb i. Det er vel dér den store litteratur uden hensyn til tid kontrasterer den dårlige, som vi jo ser et par exempler på her på Trosfrihed. Muligvis skyldes det at man ikke kender en bedre, eller bare ikke gider, og for længst har vænnet sig til at fyldes med lort fra et Internet, der trods gode intentioner og muligheder, nu er proppet til randen med den slags, hvori al undren druknes.
”Jeg klarer mig nok endda, ... jeg er stødt på mennesker, der bruger frasen 'jeg/vi ber' for dig/ham/hende' — Jeg har altid oplevet som jeg/vi gider ikke investere tid og kræfter på/i dig/ham/hende men som gode kristne er det forventet af mig/os at være næstekærlige, så vi spiser dig af med bønner.”
- Jah, forhåbentlig – straks værre at blie omfavnet af dén slags ”kærlighed”! ... ville Cicero ha’ skreget udover Rostra, lidt før kæledæggen dér så dagens lys..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
