|
0
registrerede
131
gæster og
132
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Ateisme
|
Nu bliver jeg nysgerrig og stiller igen det samme spørgsmål og nu til jer begge to, både Arne og Tikka
Mener I det der astrofysiske big bang noget I snakker om, kommer os mennesker ved, vedkommer det os, er det os vedkommende og nærværende (gør det sig på nogen måde gældende i vores liv)
Mener I at det overhovedet på nogen måde enten direkte eller indirekte er et tema i Nye Testamente.
Mener I det (astrofysiske forhold) overhovedet har noget at gøre med SPIRITUALITET, det religiøse spirituelle? Og hvordan pokker skulle det influere herpå, på vores spiritualitets kvalitative liv??
Skyldes det 1. Mosebog (Gud skabte verden) eller Nirvana begrebet at I kredser så meget om astrofysiske forhold eller er det noget I har mødt og haft direkte erfaringer med i forbindelse jeres spirituelle praksis (bønsliv eller meditation eller andet) om I har en sådan
Mange kærlige hilsner til jer to og rigtig god weekend
PS:
Sjovt nok kredser ateisternes religionskritik også om astrofysiske forhold (hvilket jeg aldrig har forstået et ord af).
Hvorfor jeg har følt mig hensat til midten af det forrige århundrede når jeg har været vidner til Simon og Bjørns og andre ateisters religionskritik.
Det virker gammeldags på mig, og det er jo overhovedet ikke der moderne religionskritik (ud fra især neurovidenskab) føres i dag.
Lad os sige mennesker erfarer den religiøse spirituelle omvendelses begivenhed Kristus, eller gennem Kristusvidnesbyrd kommer til tro eller det ellers i forbindelse dets spirituelle praksis, bønsliv eller andet, erfarer helbredelse og helliggørelse (spirituel udvikling) vil I så mene astrofysiske forhold optræder i den forbindelse er en del af det væsentlige erfaringsindhold.
Mener I at i forbindelse den efterfølgende Albert Schweitzer og Paul Tillich beskrivelse af den vestlige kristne SPIRITUALITET at astrofysiske forhold her er væsentlige?
Følger her:
Den mystiske ekstatiske meditative erfaring indenfor vestlig kristen paulinsk spiritualitet.
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
Tillich:
"Ecstasy" ("standing outside one's self)") points to a state of mind which is extraordinary in the sense that the mind transcendens its ordinary situation. Ecstacy is not a negation of reason; it is the state of mind in which reason is beyond itself, that is, beyond its subject-object structure. In being beyond itself reason does not deny itself. "Ecstatic reason" remains reason; it does not receive anything irrational or anti-rational -- which it could not do without self-destruction --- but it transcends the basic condition of finite rationality, the subject-object of structure. This is the state mystics try to reach by ascetic and meditative activities. |
|
|
|
