Jeg formoder, at du forholder dig til spørgsmålet: Hvordan kan det være, at verden er? ved at fokusere på modsætningen: ikke er.
Min opfattelse er, at vi mennesker aldrig fuldt ud vil kunne fatte verdens væren. Vi har vore sanser, vore hjælpemidler og vores fornuft (samt følelser, fornemmelser og intuitioner), men så har vi da vist ikke mere - og det slår da ikke rigtig til - vil jeg mene
Når vi så kommer til at ville forstå, hvordan det kan være, at verden - så meget og så lidt vi nu kender til den - er eksisterende, så skriver du:
Citat:
der kommer ikke noget fra ingenting
(Jeg mindes den gamle vittighed: Ingenting kommer af ingenting - undtagen lommeuld)
Men hvis vi accepterer, at alt har en årsag - og undersøger årsagsrækkefølgen - så ender vi jo med spørgsmålet om "den første årsag" - og er "på glatis"
Og hvis vi så i stedet siger, at verden altid har eksisteret, så vil jeg mene, at "der går hul på isen"
Endnu mere - faktisk totalt - ufatteligt er jo "det absolutte intet". For kunne vi opfatte det, så var det jo ikke "intet".
Det er her, jeg mener, vi må erkende vi menneskers ydmyge reelt helt uvidende situation - og i stedet kan glæde os over, at verden og vi er værende - i hvert fald i vores bevidsthed Det svimlende alternativ stimulerer glæden - synes jeg
