|
0
registrerede
357
gæster og
31
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: At være ateist
|
Har lige set Videnskab og tro udsendelsen på DR2 og jeg er meget skuffet, sikker da noget rod, roden sammen på alting, en ren pærrevælling, tæt på ævl, hvis vi ser bort fra de naturvidenskabelige oplysende dele af udsendelsen såvidt astrofysik og big bang og multivers teorierne og 'fintunings' tanken. Men hvorfor i himlens navn skal dog Gud blandes ind i alt dette om universets "tilblivelse", ikke engang konservative teologer som Regin Prenter eller Karl Barth gør dette.
Jeg var klart mest på linie med ateisterne i den udsendelse og det ville en Kant og en Tillich også være, som en Luther og en Paulus.
Luthers fortale til Romerbrevet, et af Pauls helt store breve (har fået afgørende betydning for Luther selv, Tillich og Barth mmfl.) her hører vi om den kristne spiritualitet og tro:
Tro (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet) er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom.
Man må spørge hvad pokker har al denne tale om universet med Gud at gøre, ihvertfald ikke en dyt med den menneskets Gud som Luther og Paulus har fokus på.
Der er altså noget der er fuldstændig galt afmarcheret i disse tåbelige BBC udsendelser. Der tales om Gud på en upersonlig måde, på en ikke spirituel måde.
Jeg takker bjørn for at have vist seriøs interesse for debat, for at debattere, tak for dit indlæg som viser at du gider debatten. Også anonyme har vist interesse for debatten.
Imellem anonyme og bjørn stiller jeg mig mest på bjørns side, som jeg også klart var mest i overensstemmelse med ateisterne i den udsendelse fra BBC vi lige har haft på DR2 nu her iaften (22 april). Der hvor jeg ikke kan følge bjørn eller Dawkins og hans sympatisører er at de ønsker de religiøse, spirituelle og mystiske transcendente erfaringer vi mennesker har, fjernet fra al kulturlivet og fra videnskaberne.
At betragte religion, menneskets religiøse, spirituelle og mystiske erfaringer som værende kun indoktrinering (kulturel påduttet overtro), ville være det samme som at sige musik er indoktrinering, og at vi ikke skal være beskæftiget med musik mere. Det ville være det samme som at sige psykologi og psykiatri er indoktrinering og vi ikke længere videnskabeligt skal være beskæftiget med disse discipliner, for psykologien og psykiatrien må nødvendigvis være optaget af menneskets, ikke fænomenale (sanselige) religiøse oplevelser, men menneskets noumenale religiøse erfaringer. Vi må respektere den skillelinie der har gjort Platon og Kant til måske de to største filosoffer foruden Aristoteles selvfølgelig.
Anonym skriver:
Jo, for naturvidenskabens pionerer, Kepler, Newton og andre, var den kristne tro en drivkraft i den videnskabelige forskning. De var kristne og troede derfor på, at universet og planeterne var underkastet Skaberens love, som mennesker kunne udforske. For Kepler var undersøgelsen af planeternes bevægelser en form gudstjeneste. Flere sagkyndige mener, at den kristne tro var en vigtig forudsætning for naturvidenskabens gennembrud.
Næppe den kristne tro der var drivkraft i den videnskabelige forskning, ej heller at den kristne tro var en vigtig forudsætning for naturvidenskabernes gennembrud, men at visse naturvidenskabsfolk var kristne er et kendt faktum. Hvilket man også kan være idag, da den kristne tro aldrig kan være i strid med naturvidenskaberne, om det er astrofysikken eller evolutionsbiologien.
Men den kristne paulinske kultur der er meget tænkende og debatterende og stridende, forskellige skoler og retninger, og hvor blind tro er bandlyst og friheden vurderes som noget af det højeste, kun overgået af kærligheden, kan indirekte være det kulturelle miljø hvori en renæssance og en reformation kan opstå der virker befordrende for videnskabelig fremskridt, grundet de gejstlige autoriteters fald fra tinderne. Hos Paulus er vi enten alle præster eller også er der ingen, og dette gentager Luther.
Jeg er enig med bjørn i de kritisable forhold i usa, som vi ikke kender til her i europa endnu rigtig, så det udgør et alvorligt problem, ihvertfald ikke et problem som i usa.
Bjørn skriver:
Neuroteologien er et nyt tåbeligt forsøg på at forklare gudetro som en medfødt egenskab ved mennesket, som skulle hæve os over dyrene. Men gudetro kommer ikke indefra, men fra en kulturpåvirkning. Det er grunden til at der verden over tilbedes mere end 5.000 forskellige guder, og de troende har blot antaget den gudetro, som de er blevet indoktrineret med i deres kultur.
Gudetro, hvilken gudetro? Og hvordan skal gudetro forstås? Neurotheologien undersøger disse forhold naturvidenskabeligt. Hvad nu hvis vi taler om "God himself as Spiritual Presence" "Spiritual created ecstacy".
Men gudetro kommer ikke indefra skriver du bjørn. Både ja og nej, på samme måde kunne vi også sige at musik ikke kommer indefra. Både gudetro og musik (og matematik fx, og der kunne nævnes andre eksempler), sker i en vekselvirkning mellem vores sans og intelligens for musik (matematik) og religion (religiøse erfaringer) og disse vore evner, sanser og intelligens, udvikles altid i forbindelse en kulturel beskæftigelse musik og religion. Uden musik kultur, dukker ikke pludselig en Bach eller Mozart op, eller uden en religiøs kulturel diskurs, dukker ikke pludselig en Paulus op.
At tro vores religiøsitet (religiøse spirituelle mystiske erfaringer) eller vores musikalitet er noget passivt vi bliver indoktrineret passer ikke, det er os iboende og det er noget kreativt, et kreativt udtryk vi har (altså noget aktivt iboende som vi søger et udtryk for) og altså ikke kun noget passivt vi påduttes og indoktrineres. Altså der er en dialektik eller en vekselvirkning, for nemlig udvikles alle vore iboende anlæg, evner og potentialer sig i en praksis og en vekselvirkning hvad der allerede i forvejen findes af kulturelt erhvervet kunst og viden på området.
Derfor kan Paul Tillich siger følgende:
Thinking pervades all the spiritual activities of man. Man would not be spiritual without words, thoughts, concepts. This is especially true in religion, the all-embracing function of man’s spiritual life.
Nøjagtig som jeg ej heller bliver dygtig løber eller cykelrytter indefra og ud alene, kun som talent, kun i forbindelse mit medfødte talent, men altid i forbindelse praksis, træning. På samme måde er det med vores religiøsitet (spiritualitet), også denne intelligens, sans og evne, må forfines og udvikles, men uden tvivl så har nogle mere medfødt talent end andre, sådan er det med alle kunstarter og discipliner.
med venlig hilsen HansKrist.
|
|
|
|
