|
0
registrerede
426
gæster og
174
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ER DET SVÆRT AT VÆRE EN GOD ATEIST?
|
ADVARSEL!
Dette indlæg, som er mit afsluttende svar i dialogen med tidligere sognepræst Richard Riis er centreret omkring etik og etiske principper.
Det indeholder tillige en analyse af den etiske forskel mellem kristendommen og islam og den rationelle etik. Hvis man ønsker at forstå islams problemer med at optage universelle etiske principper i sin lære på det basale og principielle niveau kan man måske hente inspiration til selv at tænke videre i min analyse.
Debattører som ikke er alvorligt optaget af eller interesseret i etiske problemstillinger kan roligt springe dette indlæg over.
Kære Richard Riis!
Du har ret i, at der endnu kunne siges mangt og meget, men alting må få en ende, også den gode dialog.
Derfor vil jeg tage mig selv i nakken og ganske kort, selv om det falder svært, nævne det, som plager mig mest i dit afsluttende indlæg. Ikke for at få det sidste ord, men fordi du ganske enkelt misrepræsenterer min sammenligning af talionsprincippet og den gyldne regel. Og så lade alt andet være, som det nu er.
Du opsummerer og konkluderer følgende:
“Det er din behandling af den gyldne regel, jeg finder forkert. Du er ikke ene om at gøre den til en simpel regel om “noget for noget”. Men jeg har godt nok ikke før hørt nogen så direkte sige, at den gyldne regel og talionsprincippet næsten er ét og det samme.(Min udhævning). I så fald må man jo sige, at Jesus modsiger sig selv ret kraftigt. I Matt 7,38-39 hedder det: “I har hørt, at der er sagt: ››Øje for øje og tand for tand.‹‹ v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til”. Og i Matt 7,12 har vi den gyldne regel, der lyder: “Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne”.”
Faktisk sagde jeg det stik modsatte, idet jeg udhævede forskellen mellem talionsprincippet og den gyldne regel og påpegede hvori forskellen lå således:
"I evangelierne citeres Jesus, som du selv nævner, for en positiv formulering: “Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem" (Matt. 7,12).
Men i princippet er der ingen forskel mellem den positive og negative formulering.
Man kan udtrykke forskellen mellem talionsprincippet og den gyldne regel ved, at det første er udtryk for en forholdsvis ureflekteret formulering af personers instinktivt (følte) biologiske reprocitet, mens sidstnævnte, som også kommer langt senere i kulturhistorien, er udtryk for en dybere og mere rationel reflektion, udtrykt som et universelt etisk grundprincip, som vi rent rationelt kan erkende gyldigheden af og derfor er underlagt alene qua person.
Talionsprincippet får denne ironiske kommentar med på vejen af den indiske politiske og åndelige leder Mahatma Gandi: “ An eye for an eye makes the whole world blind!”
Den "naturlige lov" er således talionsprincippet, som sikkert har styret menneskenes adfærd siden neolitisk tid, og som endnu, efter agrarrevolusionen og de første bysamfunds opståen, er et bestemmende princip for lovene i de tidlige kultursamfund og imperier. I sin første kendte nedskrevne form ligger det bag udformningen af Hamurabis love, formuleret for 3.800 år siden.
Den gyldne regel indeholder, ud over hvad jeg allerede har sagt i citatet, et universelt krav om at udvise elementær hensyntagen til alle artsfæller. Ved sin universalitet og baggrund i verdslig tænkning - da det ikke gives en religiøs begrundelse - er der her for første gang i menneskets kulturhistorie tale om et etisk princip, der helt klart har løftet sig op over enhver partikulær kultur eller religion. Reglen bestemmer på etikkens området det som er fælles menneskeligt og som alle mennesker derfor bør bøje sig for, uanset hvilken kultur de tilhører eller hvilken religion de dyrker.
Dets forudsætning indeholder en skjult antagelse om, at mennesket af naturen er godt, således at hvert menneske kan anvende sin egen medfødte godhed som norm for, hvordan han skal behandle andre, idet han abstrakt qua sin empati sætter sig i den andens sted og uegennyttigt blot fordrer og yder reciprocitet.
Reglen udvider radiusen af tillid og samarbejde mellem forskellige mennesker og folkeslag hvilket er forusætning for etablering af de store oprindelige civilisationer der opstod for omkring 5.000 år siden med tiltrækningspoler lokaliseret ved de store floder i Kina, Indien, Ægypten og Mesapotamien. Og i Sydamerika de noget senere maya og inka kulturer som dog hurtigt gik til grunde.
Jeg har en teori om, at mennesket for omkrig 3.000 år siden, delvist overvandt den naturlige egoisme og xenofobi, og i disse tiltrækningspoler udviklede en højere grad af empati som en kulturel synergieffekt, når større grupper lever tæt sammen og gensidigt inspirerer og befrugter hinanden på det åndelige plan, hvorved der opstår en ny højere bevidsthed og selvbevidsthed, som er mere end blot summen af de enkeltelementer den består af.
Kristendommen går meget langt og kræver en høj grad af empati af de troende, og fordi den så klart adskiller religion og politik kan den, efter optagelse af elementer fra rationel hellensk filosofi og videnskab, den romerske statsforfatningsret og romerretten, på trods af bjergprædikenens fordringer, blive en kulturel samlende kraft der både spænder over det verdslige og det hellige, hvorved den kan opbygge både ånden og materien.
Den gav plads for udvikling af humanisme, en systematisk naturvidenskab, og demokrati, eller den lagde i det mindste ikke større hindringer i vejen, end at de forholdsvis let kunne overvindes. Uden kristendommen var vi nok aldrig nået frem til humanisme, rationel filosofi, naturvidenskab og demokratiet. Det er dens største fortjeneste, som fordrer vor beundring og respekt.
Men da kristendommen med magt blev afkoblet den politiske magt efter oplysningstiden, blev den atter hjælpeløs og selvdestruktiv bortset fra, at den på det rent personlige plan kunne tjene som trøst, håb og etisk rettesnor i det personlige møde mellem individer. På samfundsniveauet, i politikken, er den selvdestruktiv når det gælder at bidrage til opretholdelsen af de sociopolitiske enheder - nationalstaterne. Her er den kristne i dag, som på Jesu tid, sat i et uløseligt dilemma.
Netop på grund af sin universalitet er den gyldne regel da også blevet adopteret i næsten alle kulturer og religioner, med islam som en markant og nævneværdig undtagelse. Her er der ganske enkelt ikke rum for den gyldne regel. For når de religiøse dogmer deler verden i rettroende og vantro og fordrer en afgrundsdyb (racistisk) forskelsbehandling, alt efter religiøst tilhørsforhold, så er der logisk set ikke rum for noget ægte universelt etisk princip. End ikke talionsprincippet som "naturlig lov" er der plads til i islam.
Jeg har en teori om, at de der udformede den islamiske lære udmærket godt var klar over, at læren brød med "den naturlige lov". For at overvinde denne vanskelighed anvendte man det arabiske ord "jihad" hvis grundbetydning er "overvindelse/selvovervindelse" eller "anstrengelse" på det åndelige plan. Det den troende skulle anstrenge sig for at overvinde var ganske enkelt de basale biologiske urinstinkter, som kommer til udtryk i "den naturlige lov" (talionsprincippet), som logisk set udelukker drab på medmennesker hvis eneste brøde er, at de har en "forkert" tro.
Jihad i betydningen "hellig krig", forstået som imperialistisk uprovokeret erobringskrig ville ganske enkelt ikke være mulig, hvis muslimerne fuldt ud overholdt den naturlige lov - talionsprincippet.
Af de anførte grunde har islam, da det ville umuliggøre gennemførelsen af islams ultimative guddommeligt bestemte mål, om gennem mission (dawa) eller sværdet "at underlægge hele verden for islam", været udelukket fra at kunne optage universelle etiske principper af enhver art. Selv internt i islam blandt de rettroende har man måtte bøje talionsprincippet, for ellers var der ikke plads til sharialovens forskelsbehandling af mænd og kvinder i juridisk henseende. Manden sættes over kvinden een grad, hedder det i en hadith.
Derfor kan ingen af de ægte universelle etiske principper som især den judeo/kristne og postkristne vestlige kultur har frembragt få plads eller accept i islam. Lad mig blot for god ordens skyld opregne nogle af disse etiske principper, ud over de allerede nævnte: kristendommens næstekærlighedsbud (der kan ses som en variant og skærpelse af den gyldne regel), Kants kategoriske imperativ, utilitarismens nytte moral, og det etiske konsistenskrav, formuleret af den danske filosof Kai Sørlander (født 1944), som jeg bygger min etik på.
Det etiske konsistenskrav følger af rent begrebslogiske eksplikationer som enhver person i princippet allerede har alle nødvendige forudsætninger for at kunne tænke sig frem til alene qua person, og dermed er det et ægte universelt etisk grundprincip.
Det har følgende formulering: Det fordres af den enkelte, at han handler i konsistens med, at de omgivende personer kan leve som personer, uden at han sætter sig ud over vilkårene for, at han selv kan leve som person.
Det er en a priori fordring. Men hvad fordringen nærmere implicerer må deduceres i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer.
Det kristne næstekærlighedsbud kan ses som en forenklet udgave af det etiske konsistenskrav. Forenklet fordi fordringen om næstekærlighed ikke eksplicit tager hensyn til distinktionen mellem ønsker og ønske-uafhængige behov. Som personer er vi alle uden undtagelse underlagt det etiske konsistenskrav. Om nogle af os så forstår dette som en religiøs fordring, og ikke blot et logisk krav, det kan blive en privat sag; og det behøver ikke at gøre nogen særlig forskel, når det kommer til praktisk politik.
Så etisk set står vi ikke særligt langt fra hinanden, hvis den kristne etik koncentreres til næstekærlighedsbudet.
Forskellen og problemerne opstår fordi den anden etiske grundpille i kristendommen er Jesu bjergprædiken. Deri fremfører Jesus en række traditionelle fordringer, og som en skærpelse af disse stiller han så sine egne nye krav. I stedet for forbudet mod at slå ihjel hævder Jesus, at allerede ved at blive vred er man skyldig. I stedet for budet om ikke at bedrive hor hævder Jesus, at allerede den som begærer i tanken, er skyldig. I stedet for budet om øje for øje og tand for tand (talionsprincippet) hævder Jesus, at man ikke må sætte sig op imod den, der tilføjer én ondt, men hvis nogen slår en på den højre kind, så skal man vende den venstre til. Disse eksempler viser, hvorledes Jesus radikaliserer de traditionelle fordringer.
Og én ting er åbenbar: hvor det er muligt at bygge en samfundsmæssig magt på de traditionelle fordringer, så er det umuligt på Jesu skærpede fordringer. En statsmagt, der vil leve efter bjergprædikens krav, har ophævet sig selv. Og det er heller ikke muligt, at bygge en voldelig omvæltning på Jesu ord. Den enkelte må affinde sig med de politiske vilkår (give kejseren hvad kejserens er), eller nøjes med at yde en eller anden form for ikke-voldelig modstand.
En sådan forkyndelse stiller ikke krav om at sidde på samfundsmagten. Den giver ikke politiske love; og den lægger ikke et grundlag, hvorpå det er muligt at bygge en jordisk magt. Er der en statsmagt, så er den allerede i selve sit væsen gået ud over bjergprædikens krav. (En hær og et politikorps som vender den anden kind til, kan ikke kæmpe for samfundets overlevelse eller for at sikre borgerne mod overgreb og forbrydelser. Dommere som ikke må dømme, kan ikke håndhæve nogen lov). Så er det i øvrigt ligegyldigt, om statsmagten er demokratisk eller ikke.
Også i denne radikalere form er Jesu forkyndelse defineret ved en accept af adskillelsen mellem religion og politik. Lad mig gentage det jeg tidligere skrev, som bør ses i denne kontekst: Politikken får skøtte sig selv. Jesus stiller ikke krav om en bestemt samfundsindretning; men han stiller krav til den enkelte - krav, som den enkelte skal opfylde på egne vegne, og ikke på andres eller på samfundets vegne.
Ud fra mit etiske og filosofiske standpunkt er der derfor intet mærkeligt eller overraskende i, at kristendommen udarter i sin egen modsætning, fordi dens lære og etik er inkonsistent og tillige stiller krav til den troende som principielt er uopfyldelige i denne verden, med mindre han søger et martyrium. Kristendommen indeholder således stærk selvudslettende elementer, og den eneste grund til, at den ikke for længst er gået til grunde er, at den fik mange tilhængere i dens første tre århundreder, hvorved den blev en social og dermed politisk magtfaktor som romerriget måtte forholde sig politisk til. Man valgte at finde et kompromis hvorved kristendommen blev statsreligion i Romerriget, fik andel i magten, i direkte modstrid med Jesu forkyndelse.
Det er denne splittethed som gennem historien har præget kristenhedens udvikling og som førte til dens totale korrumpering med den pavekirke som Martin Luther gjorde oprør imod, og netop kaldte "Anti-Krist".
Men når det gælder spørgsmålet om, hvordan den kristne skal forholde sig til den verdslige magt, så er Luthers modsigelsesfulde lære om de to regimenter til absolut ingen nytte for de kristne i et demokrati, hvor de selv har fået del i samfundsmagten og hvor alle kristne ikke blot er "blevet præster", men også demokratiets suveræne og politisk ligeværdige magthavere.
Af de nævnte grunde opfatter jeg det ærligt søgende menneske Kaj Munk og andre storslåede kristne begavelser, som prøvede at skabe konsistens mellem troens og politikkens krav, inden for den kristne tradition (paradigme) som ladt i stikken og fatalt svigtet.
Kristendommen handler om krav den enkelte skal opfylde på egne vegne, for sin egen og andres frelse skyld, men den giver absolut ingen etiske retningslinier når der drejer sig om det verdslige regimente. Her svigter kristendommen den troende. Nok fordi den i sin oprindelse er stærkt præget af apokalyptiske stemninger, der fordrer en venden sig bort fra denne syndige og forgængelige, fordærvede verden, for atter at blive forsonet med Gud, og optaget i hans evige og perfekte verden.
Derfor er jeg heller ikke fordømmende over for Kaj Munks politisk/ideologiske desorientering. Den havde han så at sige fået i "dåbsgave", og det tog ham et helt livs anstrengelser atter at finde "melodien der blev væk" og skabe en højere grad af konsistens, som kunne tilfredsstille både hans samvittighed (den naturlige lov) og hans forstand.
Såfremt du har kunnet hente lidt inspiration fra mine agnostiske og rationelle tanker til brug for din forelæsning om Kaj Munks skuespil "Kærlighed", så ville det glæde mig meget.
Tak for den gode herredømmefrie samtale.
Hilsen
Ipso Facto 
-------------------------
"Ordet
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke." (Indledningen til Johannesevangeliet vers 1 - 5). - Som personer er vi alle opfyldt af ord. Guds ord, eller de ord som ikke kune være anderledes.
|
|
|
|
