|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
472
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: GLOBAL EMPATI
|
Hej Anonym.
Du stiller spørgsmålet:
Forestiller du dig, at vores medfølelse eller mangel på samme er et spørgsmål om ydre faktorer, som former os mennesker? Er vi intet andet, end hvad det ydre dikterer? ...Men hvem skaber i så fald de ydre faktorer?
Egentlig ku' jeg godt tænke mig at høre, hvad du selv mener.
Det første, der falder mig ind, er de biologiske begreber: Genotype, miljø og fænotype, hvor de fleste jo er enige om, at vi fødes med nogle arvelige anlæg (genotype), som kommer til udfoldelse afhængigt af, hvad det miljø, vi lever i, giver mulighed for (fænotype).
I de flere millioner år, hvor vi primært levede som jægere, har miljøet næppe ændret sig ret meget, så det har vel primært været vore arveanlæg, der har afgjort, hvordan vi klarede os.
Hvordan man dengang klarede problemet med, at der fødtes flere børn, end territoriet kunne skaffe føde til, er der vel ingen, der ved med sikkerhed, men det mest sandsynlige er vel, at de for mange fødte blev slået ihjel.
Med agerbruget blev der pludselig føde til ca. dobbelt så mange, og begrebet frugtbarhed blev centralt og knyttet til kvinders frugtbarhed (fra jægersamfundets patriarkat til agerbrugssamfundets matriarkat), men også her var der jo grænser for hvor mange børn, der var føde til.
Det samme gælder jo i dag, hvor vi er omkring 7 milliarder mennesker - og hvor der dør ca. 20.000 børn af sult - hver dag!
Den tendens til at vi hele tiden bliver for mange, hvorfor nogle må dø (ligesom hos de andre dyre- og plante-arter) , kan man jo godt sige, at vi selv skaber, men vi har jo ikke selv skabt vore arveanlæg, der jo bl.a. fører til at mænd besvangrer kvinder - uanset om der er livsmuligheder for børnene - i de samfund, hvor der ikke er adgang til at undgå svangerskab efter samleje.
Jeg tror på den spontane medfølelse (Rifkins grundlæggende empatiske impuls - Løgstrups spontane empati - nogle religiøse vil nok også sige: det, at Gud bor dybest inde i dit hjerte) - men lever vi i sult og nød, får denne grundlæggende (paradisiske  ) egenskab nok ikke lov at komme til udfoldelse.
Så når du spø'r, om vi intet andet er, end hvad det ydre dikterer, så er mit svar nok nærmest: Jo - vi er (guddommeligt) empatiske - hvis ikke vi hindres deri af miljøet (fysisk og psykisk) - og med vores intelligens kan vi sørge for, at vores miljø ikke hindrer os.
Men igen, hvad mener du selv?
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
