|
1
registreret Arne Thomsen
210
gæster og
71
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Religionens synlighed i samfundet
|
Hej Michael.
skriver du.
Jeg er lige ved at falde for fristelsen til at svare:
Ja, hvad synes du selv?
For sagen er jo - mener jeg - at ingen kender sandheden.
De religiøse i deres etablerede religioner har deres "eventyr" om sandheden, som vel egentlig ikke er så farligt meget forskellige fra de folkelige eventyr.
Og ateisterne har, mig bekendt, droppet alle eksistentielle ideer om, hvad det er for en verden, vi lever i - og hvorfor? (hvilket naturvidenskaben jo ikke kan fortælle os fyldestgørende om).
Og de, der føler eller oplever hellighed, men ikke hverken kan eller vil tilslutte sig en bestemt etableret religion, de har jo ikke rigtig noget sted at være.
Jeg hører nok mest til den sidste gruppe, og er ude af stand til at tage de religiøse "eventyr" bogstaveligt - enten det så er beretningen om Gud og Noa, Abraham, Moses, profeterne, Helligånden, Jesus, Muhammed og Ærkeenglen Gabriel, Brahma, Shiva, Vishnu, Krishna, Buddha, Zeus, Apollon, Dionysos, Odin, Thor osv.
Men det betyder da ikke, synes jeg, at de mange forestillinger, som mennesker gør sig i de religiøse "verdener", er blottet for sandhed.
Det er kunst jo heller ikke - i hvert fald ikke når den er bedst, vil jeg mene.
Og jeg kan da tilføje, at jeg oplever kærlighed fra noget, som jo i kristendommen kaldes Den Hellige Treenighed (eller trefoldighed) - men som jeg ikke ærligt kan sætte noget navn på.
Så er det, jeg finder det lidt idiotisk af vi bruger kræfterne på at rakke hinanden ned - her hvor vi alle står noget så ubehjælpsomme overfor vores eksistens i en verden , vi (heller) ikke forstår.
Og jeg farer ikke i flint over for nisser, trolde, elverpiger, feer, engle, guder - som jo faktisk eksisterer - i menneskers sind, men jeg ser det alt sammen som menneskelige forsøg på at nærme sig den ukendte sandhed - lidt på samme måde som eventyr og kunst ofte gør.
Så er der nogle, der hævder, at sandhed hér er en illusion - og det samme kan man selvfølgelig sige om den kærlighed fra "noget" i universet, som jeg bilder mig ind, at jeg oplever.
Det er da også meget muligt, men det er der jo bare ingen, der ved !!!
Og så er det, jeg mener, at den ene opfattelse af sandhedens art og eksistens/ikke-eksistens vel kan være lige så god som den anden, altså at alle opfattelser principielt må være ligeværdige.
Jeg er fuldt ud parat, bilder jeg mig ind, til at respektere menneskers forestillinger om Gud og Moses, Jesus, Helligånden og Faderen, Gabriel og Muhammed, reinkarnation - og den totale meningsløshed og tilfældighed.
Det er derfor, jeg synes, den selektive statsstøtte og omklamring af den kristne folkekirke må ophøre - til fordel for at vi mennesker hver især frit kan danne os vores egen mening om tilværelsen.
Og det synes jeg kunne være grundlaget for en god debat her i Trosfrihed.dk - ja, det er vel simpelthen den gunstigste måde at nærme sig den ukendte sandhed på (hvis den eksisterer).
Jeg kan i hvert fald ikke få øje på noget bedre.
Kan du?
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
