|
0
registrerede
438
gæster og
50
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Babylon
|
Et godt svar Ipso Facto.
Det er udmærket at få klaret sine begreber en smule. Jeg kan se at du har svaret på mit indlæg Babylon. Jeg har skrevet et par andre tråde og de optræder selvfølgelig som en helhed hos mig, men jeg skal prøve at nøjes med at forholde mig til mit oprindelige indlæg og dit svar herpå.
Som vi kan se i disse dage, hvor der er finanskrise, søger man at løse krisen ved at øge forbruget på diverse måder og der er ingen mennesker der spørger sig selv om hvad dette er, at forbruget hele tiden skal stige og vi hele tiden skal arbejde mere. Vi bliver præget, ikke mindst af massemedierne, til hvordan vi opfatter samfundet, derfor har vi lært at forherlige forbruget. F.eks. fortæller de os i TV at forbruget i julemåneden er på mere end 10 milliarder kroner. Jubii, men hvorfor er det godt?
Den traditionelle forklaring er, at når der forbruges mere, så produceres der mere og så er der arbejde til alle således at de kan forsørge sig selv og deres familie. Men vi har fuld beskæftigelse i Danmark, så hvorfor skulle vi arbejde mere?
For det almindelige fornuftige menneske er det ikke muligt for os konstant at udvinde jordens materielle ressourcer, det gør vi kun fordi vi ikke tænker på vore efterkommere, vi har nok i os selv og vores egen generation. Hvis menneskeheden skal leve på Jorden i millioner af år kan vi ikke bare satse på at forbruge.
Vi kan lære af erfaringen, af historien, på den måde som du beskriver, at når vi bekender os til en bestemt politisk ideologi så bliver vi blinde overfor de erfarede kendsgerninger. Hvis nogen som bekender sig til en anden politisk ideologi siger noget sandt som ikke passer os, så afviser vi det. Kommunismen og socialismen blev til en sådan ideologi og man forsøgte at presse teorierne ned over virkeligheden og virkeliggøre disse teorier. Virkeligheden er i denne forbindelse de rent faktiske økonomiske kræfter, deres årsag, virkning og sammenhæng.
I dag er neoliberalismen ligeledes blevet til en teori, som man prøver at presse ned over de virkelige faktorer. Vi har lært at tænke i økonomiske baner. Reklamen og medierne i det hele taget har formet vort sind, således at vi netop ikke er i stand til at tænke rationelt. Vi har for længe siden fået opfyldt vore grundlæggende behov for føde, klæder og husly men vi er blevet oplært til at tro at det er nødvendigt hele tiden at producere mere.
Gennem de sidste 7 år har den neoliberalistiske ideologi slået igennem i og med at regeringen langsomt, men sikkert, ønsker at afvikle den offentlige sektor. Målet er at dens tjenesteydelser skal overgå til private hænder. Regeringens skattestop er et godt eksempel på denne politik. Folkeskolen, den højere undervisning, folkeoplysningen og bibliotekerne bliver udsultede og de er dog kernen i den uddannelse af befolkningen som gør dem til ansvarlige borgere med mulighed for at deltage i de demokratiske processer. Viden, oplysning, uddannelse er nødvendig for at få ansvarsbevidste borgere. Hele den overordnede retning som velfærdssamfundet har taget er hen imod et underholdningssamfund hvor man ikke selv går i dybden med ret meget. Man er tilfreds med overfladiske betragtninger.
Ideen om et marked, som regulerer sig selv har spillet fallit fordi man glemmer at det er mennesker og deres handlinger, der er grundlaget for det man kalder markedet. Den nuværende krise er netop opstået fordi man ikke lader markedet regulere sig selv med højkonjunktur og lavkonjunktur. Der har været adskillige lavkonjukturerer siden 1929, som man har afværget, men selve markedsmekanismen træder nu igennem og man kan ikke længere løse den ved at øge forbruget med en yderligere kreditgivning så nu reagerer markedsmekanismen med at udstøde al den unødvendige arbejdskraft.
I Mogensen og Kristiansen på TV2 News hørte jeg om de 3 CEO’er fra de tre største amerikanske bilfabrikanter som nu afskediger 50.000 medarbejdere. De kom til et møde, hvor de skulle bede staten om at hjælpe deres virksomheder, i hver deres private jet samtidig med at de afskediger disse mange tusinde medarbejdere.
Fordelingsnøglepunktet er stadig ejendomsretten til produktionsmidlerne og liberalismens grundlæggende modsætning er stadig at dens økonomi tager udgangspunkt i varen, produktet, som kan skaffe sin ejermand profit, i stedet for at tage udgangspunkt i den reelle værdiskabende faktor som er menneskeligt udført arbejde. Det er muligt at skabe en økonomi hvor den der arbejder mere tjener mere end den der arbejder lidt. Man kan måle et menneskes løn til privatforbrug udfra det menneskeligt udførte arbejde.
Men det enkelte menneske og menneskene i fællesskab producerer stadig mere end de selv kan forbruge og ejendomsretten til produktionsmidlerne sørger for at der bliver en skæv fordeling af overskuddet.
Det offentlige system vi har skabt er en fællesværdi. En værdi skabt af menneskeligt udført arbejde først og fremmest et udtryk for den skattebetaling alle mennesker har præsteret gennem tiden og det ville være synd at afskaffe denne samfundsværdi og sætte den på privat ejerskab. Problemerne med den offentlige sektor anser jeg først og fremmest at være et resultat af et ufatteligt bureaukrati og et forældet hierarkisk system som ikke hører til i en moderne demokratisk verden.
Den udvikling i den offentlige sektor, som du nævner er mest tydelig på boligmarkedet. For tredive år siden var en helt almindelig lejelejlighed noget man kunne betale. I dag må almindelige mennesker have boligydelse fra det offentlige for at kunne betale deres husleje, men til gengæld kan husejere i det uendelige belåne deres såkaldte ''friværdi'' ligesom de kan trække renteudgifterne fra deres lån fra på skattebilletten. Men det taler man aldrig om. 
Hverken den socialistiske statskapitalisme eller den liberalistiske laissez faire ideologi er korrekt.
Jeg synes at det er en rigtig tanke at der findes en social basissikring i bunden af systemet, den skal være såvel økonomisk som rettighedsmæssig , men så må der samtidig være en sikring i den anden ende, således at private interesser ikke blot kan malke guldkoen og udmarve vores fælles samfund.
I mit oplæg nævner jeg, at det kapitalistiske samfund er et udtryk for begæret. Samfundet er en afspejling af hvem vi selv er. Vi er samfundet. Nu var jeg måske lidt hurtig til at afvise begrebet anerkendelse uden at forstå den sammenhæng det optræder i. Det dybeste behov vi har er behovet for at blive elsket, det vil sige accepteret som vi er, at blive lyttet til at blive anerkendt som værende eksisterende. Vi har dybest set et behov for at blive elsket. Vi har også et behov for at blive forstået. Og vi har et behov for at blive anerkendt.
Det er alt sammen sundt og naturligt. Men hvad nu hvis dette behov ikke bliver opfyldt. Hvis vi ikke bliver anerkendt, elsket eller forstået? Så kommer disse naturlige behov til udtryk på en unaturlig måde. Hvis vi ikke bliver elsket finder vi måske tryghed i at spise en masse, så bliver vi tykke og i denne forfængelige kultur bliver tykke mennesker tit ikke taget alvorligt. Hvis vi ikke bliver forstået, så følger vi måske en anden, måske den offentlige mening, blot for at få opfyldt vores grundlæggende behov for tryghed. Eller hvis vi ikke bliver anerkendt, som det vi er, så søger vi måske berømthed og glamour så vi kan føle anerkendelse på en anden måde.
Alt sammen for at opfylde vores grundlæggende behov for tryghed. 
|
|
|
|
