|
1
registreret Arne Thomsen
437
gæster og
45
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Babylon
|
Hej ipso Facto.
Det var sørme ikke så lidt af et indlæg du her præsenterer mig for. Lad mig starte med at reducere lidt i det. Jeg har godt hørt at Fukuyama har skrevet en bog med den nævnte titel, netop derfor har jeg undladt at læse den. Nu mener du imidlertid, at jeg skal præsenteres for denne Fukuyamas teorier og det er jeg glad for, så kan jeg da helt undlade at beskæftige mig med dem i al fremtid. Sikke en gang bøvl. Ikke værd at sætte sit dyrebare hoved på spil for ved at gå ind i. Bevares, han er da et menneske, med et menneskes behov, men det han siger er noget bøvl. Han er et meget godt eksempel på det Marx siger: ’’Den måde, hvorpå det materielle liv produceres , betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet’’.
Disse liberalistiske tænkere har alle det mål at retfærdiggøre det nuværende samfundssystem og derfor har de ikke det rette udgangspunkt.
Den sande filosofis udgangspunkt har altid været, og vil altid være, sandheden, sandheden og intet andet end sandheden. Derfor må de liberalistiske filosoffer nødvendigvis rode sig ud i uendelige forvrøvlede forklaringer. Simpelthen fordi deres udgangspunkt ikke er sandheden, dvs. forståelse af hvordan tingene rent faktisk forholder sig. Det er klart at man bliver nødt til at beskrive sandheden, kendsgerningen, som Marx gør og det er klart at beskrivelsen ikke er tingen i sig selv, men det er ingenlunde hvad de såkaldte filosoffer gør. De blander hele tiden deres egne ønsker og forestillinger ind i beskrivelsen. Og det er klart, at hvis man ikke vil se sandheden i øjnene så bevæger man sig konstant ud på overdrevet og man finder aldrig hjem før man identificerer det falske som falsk.
Når vi så har smidt Fukuyamas vrøvl ud, har du da et par pointer som det intelligente sind selvfølgelig straks gennemskuer. Ellers var der vel ingen mening med at tale om intelligens.
En af årsagerne til, at jeg aldrig har dyrket europæisk filosofi er, at den aldrig har taget udgangspunkt i den virkelige verden, men derimod i teoriens og fantasiens. For næsten alle europæiske filosoffer optræder ideen om Guds eksistens som et aksiom, et grundlag for deres tænkning, men dette kan man simpelthen ikke gøre. Et hvilket som helst religiøst eller åndeligt grundlag for tilværelsen er ikke konstaterbart og kan derfor ikke udgøre et udgangspunkt for éns tænkning.
Derfor er det befriende at en filosof som Karl Marx vender det hele på hovedet og tager udgangspunkt i de virkelige konstaterbare forhold som er grundlaget for menneskets eksistens og overlevelse.
Vi kan godt blive enige om at historien ikke kan have noget mål. Men ligesom Hegel går udfra en åndelig dimension, som ikke er konstaterbar, så forfalder Marx til sin egen form for religiøsitet når han opstiller et mål for historien som han kalder menneskets frihed. Det er ønsketænkning, ikke noget virkeligt.
Hvis vi studerer historien så synes den at have en helt anden retning end frihed.
Du begår den samme fejl som Marx og Hegel, idet du, selvom du erkender, at historien ikke kan have noget mål alligevel indfører en moralsk dimension som heller ikke er konstaterbar.
Tænk bare på grusomhederne i det tidligere Jugoslavien. Der er intet der tyder på at mennesket er et umiddelbart moralsk væsen. Det er derimod en konstaterbar kendsgerning at mennesker, der får opfyldt deres grundlæggende behov har et overskud til at tænke store (og dumme) tanker, mens de, som ikke får opfyldt disse grundlæggende behov ,må kæmpe for at overleve og i denne kamp gør de ting som ikke er moralsk forsvarlige. Overlevelsesdriften er derfor et grundlæggende konstaterbart behov som til enhver tid vil tilsidesætte moralen, som i vores verden mest er et udtryk for en bekvemmelig opfattelse.
Marx har analyseret grundlaget for det kapitalistiske samfund. Dette grundlag er skjult under overfladen og er ikke umiddelbart tilgængeligt. Liberalistisk eller kapitalistisk, det er det samme, og dette idiotiske matadorspil vi lever i, er på ingen måde det endelige samfund.
Kapitalismens grundlæggende modsætning har jeg beskrevet. I det primitive samfund bearbejder mennesket naturen for at overleve. Der er intet økonomisk i dette. Man kan bygge sig et hus, det koster intet. Man kan få sine venner til at hjælpe sig med det. Det koster stadig intet. Man kan sætte tusinder af mennesker i sving med at bygge computere, programmer, måneraketter der kan flyve til månen, eller broer der forbinder landsdele. Det koster intet.
Intet andet end menneskeligt udført arbejde.
For at bearbejde naturen opfinder mennesket et redskab. Det er et udtryk for intelligens, udvikling, evolution. Mennesket bearbejder naturen med et redskab. Det udfører et stykke arbejde og skaber et produkt som det konsumerer og i kraft af redskabet kan det forfine produktet. Det er alt sammen menneskeligt udført arbejde som skaber et produkt, som konsumeres.
Der findes mange mennesker og de skaber samfund. I disse samfund producerer de hver deres produkt, men da deres behov er forskelligartede, opfinder de pengene som byttemiddel, alle varers ækvivalent hvilket igen er meget intelligent.
Alt andet lige og uden at bekymre os om den historiske udvikling, så har menneskets redskab, som det bruger til at bearbejde naturen, udviklet sig ligesom f. eks. hestevognen har gennemgået en historisk udvikling og er blevet til et automobil.
Flintøksen er blevet til en fabrik fyldt med maskiner. Samfundsmæssigt er dette nødvendigt for at opnå den masseproduktion som gør det muligt for alle at have de nødvendige materielle goder såsom tv, radio, køleskab og mobiltelefon osv.
Men det betyder også, at redskabet, produktionsmidlet, ikke længere er en individuel ejendom. For at følge den naturlige udvikling med hensyn til, at mennesket bearbejder naturen og skaber et produkt må man erkende at produktionsmidlet ikke kan være individuelt ejet og dermed gøre det fællesejet, men denne erkendelse er ikke tilfældet.
I det moderne kapitalistiske samfund ejes det redskab, produktionsmidlet, hvormed mennesket bearbejder naturen, af en anden end den der udfører arbejdet.
Hele den kapitalistiske økonomi er udviklet fra hans synspunkt, som ejer produktionsmidlet. Hele økonomien bliver vredet af led og udgangspunktet for den bliver den profit, som ejeren af produktionsmidlet kan udvinde.
Derfor fokuserer han på varen og den indtægt som den kan give ham og derfor optræder såvel produktionsmidlet såvel som arbejdskraften som en omkostning ved fremstillingen af varen.
Men arbejdskraften er den værdiskabende faktor, ikke varen, og dette er liberalismens grundlæggende modsætning som den aldrig kan overvinde.
For os almindelige mennesker er den kapitalistiske økonomi fuldstændig idiotisk. Mennesket bearbejder naturen for at overleve og så fordeler de resultatet imellem sig i kraft af en eller anden fordelingsnøgle, det ville være fornuftigt at gøre i stedet for. Tænk bare hvis alle holdt op med at arbejde.
Med hensyn til fænomenet anerkendelse, så tror jeg nok at det er mit område af tilværelsen. At tro, at mennesket ønsker anerkendelse er et udtryk for den samme manglende forståelse som den liberalistiske økonomi ligger under for. Hele det kapitalistiske samfund er et udtryk for menneskets begær.
Ønsket om anerkendelse er begær, attrå. Bagsiden af mønten attrå er frygt, de to hører sammen. Frygt er flugten fra det som er og det som er er en utrolig følelse af tomhed, ensomhed. Denne ensomhed er skabt ved at vi kun tænker på os selv og kan kun løses når vi hører op med det.
Vores virkelige behov er derfor et ønske om at blive elsket.
Og derfor er Gud en realitet. 
(Hvis du synes at det er en mærkelig konklusion, så tænk bare på din egen. Efter at have givet mig side op og side ned med Fukuyamas vrøvl, konkluderer du på det grundlag at selve grundlaget for den marxistiske filosofiske teori er forkert) 
|
|
|
|
