|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
468
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: DEN KAPITALISTISKE TILLIDSKRISE
|
Hej Arne!
Tak for dine spændende overvejelser og inspirerende spørgsmål.
Både kapitalismen og liberalismen har været grebet af sejrsrus og kørt på frihjul siden kommunismens kollaps i 1991. Derfor har jeg besluttet at kigge dem lidt efter i sømmene.
I bogen ”Historiens afslutning og det sidste menneske” fra 1992 spørger historikeren Francis Fukuyama, om det liberale demokrati er den endegyldige samfundsform. Den ydre anledning er selvfølgelig kommunismens fald, som synes at efterlade det liberale demokrati uden noget levedygtigt alternativ. Men er det kun en temporær kendsgerning? Vil der i fremtiden opstå andre og bedre samfundsformer? Eller er man offer for urealistiske drømmerier, såfremt man tror noget sådant? Er udviklingen af mulige politiske systemer i princippet ført til ende med det liberale demokrati?
Året efter, i sommeren 1993, publicerede politologen Samuel P. Huntington en artikel i det indflydelsesrige tidsskrift ”Foreign Affairs” med titlen: ”The clash of civilizations – and the Remaking of a New World Order.” Heri fremsætter Huntington den tese, at kilden til fremtidens konflikter ikke primært vil være ideologiske eller økonomiske, men at de afgørende konflikter vil finde sted mellem nationer og grupper tilhørende forskellige civilisationer.
Efter islamisternes terrorangreb mod USA 11. september 2001 og erklæringen om ”krig mod terror” spurgte mange, om Osama bin Laden mon havde læst Huntingtons bog. Bin Laden behøvede selvfølgelig ikke at lade sig inspirere af Vestens tænkere – her er Koranen alt nok.
Også en dansk dansk teolog, Viggo Mortensen, stillede spørgsmålet om bin Laden havde læst Huntington, og skrev i 2002 en artikel, der indledtes med to ”apokalyptiske” citater om Vesterlandets undergang:
”The growing Muslim communities in Europe and North America are creating the first real alternative society in the history of the West since the enlightenment”. (Irwin Hexham: Evangelical illusions”, 2001).
“Den europeiske kulturs sammenbrudd har lenge vært forutsagt. Den ser ud til å være kommet hurtigere og voldsommere enn vi noensinde trodde mulig.” (Sigrid Undset: Sten på Sten, Oslo 1947).
”Det kunne se ud som den tyske filosof og kulturteoretiker Oswald Spengler har fået ret i sin dystre forudsigelse om, at Vesten er en kultur der har nået "støvets alder" og står umiddelbart foran sin undergang. I hvert fald her i den gamle verden, mens den nye verden med Amerika, Canada og Australien fortsat udviser livstegn, kampgejst og en vis optimisme, selv om også træthedstegn dér er begyndt at melde sig efter den stadig mere udsigtsløse "krig mod terror" har drænet supermagten for mange unge liv samt økonomiske, moralske og psykiske ressourcer, og sået voksende tvivl og usikkerhed om fremtiden.” Således beskrev jeg selv situationen i et indlæg på religionsdebatten for et par år siden.
I vestens kultur kommer forestillingen om verdens undergang, apokalypsen, ind i kulturen med Kristendommens forestillinger om dommedag og visionerne i Johannes Åbenbaring. Men hvor kommer forestillingerne om evig vækst og fremskridt fra?
Næsten samtidig med at Oswald Spengler skrev ”Der Untergang des Abenlandes” i en af den vestlige civilisations mørkeste stunder, første verdenskrig, satte den britiske professor i historie, J. B. Bury, sig i 1920 for at undersøge, hvor den vestlige ide om fremskridtet stammede fra, og om den stadig dominerede.
Bury mente at kunne tidsfæste tanken om oplysningens stadige fremgang til franske intellektuelle miljøer i perioden mellem 1690 og 1740, hvor ideer om menneskehedens uafvendelige fremskridt mod stadig større grader af fornuft blev drøftet i parisiske saloner.
En af deltagerne i disse diskussioner Abbé de Saint-Pierre, udvidede det åndelige og intellektuelle fremskridtsperspektiv til en teori om menneskehedens uendelige fremskridt mod samfundsmæssig fuldkommenhed i takt med den ”universelle fornufts” stadige landvindinger.
Udviklingsoptimismen er lige siden, den først kom til udtryk, blevet mødt med modsigelser. For eksempel afviste Saint-Pierres ven Bernard de Fontenelle (1657-1757) muligheden af, at der kunne ske fremskridt inden for æstetikken, og henviste til, at litteraturen havde nået det fuldkomne allerede i antikken. En anden af abbedens samtidige, Jean-Jacques Rousseau (1712-78) anså civilisationen for at være et tilbageskridt i forhold til den tidligere naturtilstand.
Men det blev fremskridtstanken, der kom til at dominere europæisk og vestlig tænkning fra slutningen af 1700-tallet.
Engelsksprogede tænkere har almindeligvis været mere skeptiske i forhold til fremskridtstanken. Det gælder ikke mindst historikeren Edward Gibbon (1737-94), der var tilhænger af en modereret fremtidsoptimisme. I storværker ”Det romerske Riges forfald og undergang” afviser han, at det civiliserede Europa igen kan blive udsat for barbariske invasioner, lige som dem, der bragte Rom til fald. Hvis noget sådant skulle kunne lade sig gøre, måtte barbarene nemlig først ophøre med at være barbarer. Europæerne bør efter Gibbons mening lade sig berolige af den behagelige konklusion, at hver epoke i verdenshistorien har medført vækst i ”den menneskelige races virkelige rigdom, lykke, viden og måske dyd.” Vi kan ikke afgøre hvor langt mennesket kan udvikle sig i retning af fuldkommenhed, men ”vi kan roligt antage, at intet folk ... vil falde tilbage til sit oprindelige barbari.”
Her kan man jo nok spørge, om Gibbon ikke havde hørt om islam? Det havde han faktisk, men han delte den opfattelse, som var udbredt blandt oplysningsfilosofferne, at islam var en fornuftspræget religion uden mysterier og mirakler samt at profeten Muhammad var en statsmand og stor lovgiver, som ingen i det klassiske Europa kunne måle sig med. Oplysningstænkerne skabte fantasifulde forestillinger og myter om islam som intet havde med virkeligheden at gøre, men som var et nyttigt redskab mod hovedfjenden, der stod i vejen for oplysningen – kristendommen. Her lå Gibbon på linie med Voltaire, der beskrev kristendommen som ”den mest latterlige, absurde og blodige religion, som nogensinde har smittet verden.” I modsætning hertil så Voltaire og Gibbon islam som en enkel, fornuftpræget og tolerant religion, uden præster og mysterier. Gibbon kom til at påvirke hele den europæiske befolkning med tanken om profeten Muhammad som den vise og tolerante lovgiver. Denne myte sammen med nogle nye der blev formet i forrige århundrede som tog udgangspunkt i islams egen selvforståelse lever uanfægtet den dag i dag.
Så den myte den Europæiske Union markedsfører om islam som en fredens og tolerancens religion er ikke grebet ud af den blå luft, men er politisk opportun, da man har valgt at skabe en multikulturel superstat med islam som stærk komponent.
Her i det første tiår af det 21. århundrede ved vi, at denne optimistiske antagelse om civilisationens usårlighed over for barbariet er forkert. Historien kan rent logisk ikke have nogen forudbestemt retning eller mål. Flere gange i løbet de godt godt 200 år efter oplysningstænkernes og Gibbons død er civiliserede nationer sunket ned i det rene barbari i forbindelse med krige, revolutioner og akutte nødsituationer særligt i det 20. århundrede.
Mange opfattede således første verdenskrig som et uigenkaldeligt civilisationssammenbrud. Alligevel kunne J. B. Bury i sin undersøgelse fra 1920 slå fast, at fremskridtstanken stadig var den bevægende og kontrollerende ide i den vestlige civilisation. Det gjaldt endog for krigstilhængere og for tilhængerne af det nye bolsjevikiske regime i Rusland, at de troede på fremskridtet, og Bury drog den konsekvens, ”at en social eller politisk ide ... næppe er holdbar, med mindre den kan påstå at være i harmoni med denne kontrollerende ide.”
Trods perioder med barbari har fremskridtstroen holdt sig, ja den har næppe været stærkere end under den lange økonomiske højkonjunktur, der satte ind i den vestlige verden i begyndelsen af 1950erne og som varede til den første oliekrise i 1973, og som den britiske historiker Eric Hobsbawm har kaldt ”de gyldne år”.
Selv om tiderne ikke længere er så gode, idet vi er ramt af tilbagevendende økonomiske kriser og står midt i en global krig mod radikale dele af islam, er både vestlig og dansk politik i hovedsagen stadig baseret på antagelsen af økonomiens evne til at tilfredsstille konstant voksende behov både inden for det private og offentlige forbrug.
Der findes indtil nu ingen vestlig ideologi eller politisk parti, der går på valg på et løfte om at ville ændre samfundet ud fra forudsætningen om et faldende privat of offentligt forbrug. Hvad angår økonomisk fremtidsoptimisme er der ingen principiel forskel på liberalister og socialister, på kapitalister og arbejdere.
Det nærmeste vi på den politiske front kommer tanken om nulvækst er fra de grønne partier der er bekymrede over, at vi står over for en global miljøkatastrofe. Det er den udformning den moderne apokalyptiske tænkning har fået.
Men er det sandt, at vi nu står over for en økologisk katastrofe der truer hele menneskeheden hvis vi ikke forlader den vækstfilosofi som har drevet udviklingen fremad siden oplysningstiden?
Den danske forsker Bjørn Lomborg gør i bogen ”Verdens sande tilstand” fra 1998 op med den dommedagspessimisme der fik fodfæste og vind i sejlene efter at den såkaldte Romklub i 1972 offentliggjorde rapporten ”Grænser for vækst”. Konklusionen var dengang og i en opfølgende rapport fra 2002: Verdensøkonomien forventes at kollapse.
Lomborg skriver på side 158/59 om paradokset: Både vækst og bedre miljø:
” ... men lad os lige overveje, hvad der egentligt er sket med de vestlige lande. De har hen over en periode på 100 til 300 år haft en stadig stigende indkomst og en stadig stigende forurening. I 1930erne og 40erne havde London stadig MERE luftforurening end Beijing, New Delhi og Mexico City har nu. Det er først hen over de sidste tre-fire årtier, at de udviklede lande har afkoblet økonomisk vækst og vækst i forureningen.
Forklaringen er, ifølge Verdensbanken, at de vestlige lande efterhånden har fået mere og mere råd til at købe ekstra miljø og samtidig har fundet miljøbelastningen mere og mere uønsket. Og så er de politiske beslutninger fulgt efter og har organiseret et stadigt renere miljø.
Men hvis denne afkobling er sket i den vestlige verden, hvorfor skulle vi så egentlig ikke også forvente, at det skulle ske, når u-landene bliver rigere? Vil de ikke også ønske et bedre miljø?”
Selvfølgelig er der grænser for materiel vækst, i hvert fald på denne planet som har en begrænset overflade og dermed begrænsede materielle ressourcer, både hvad angår befolkningsmængde og mængden af produkter. Dette er nogle absolutte grænser som vi umuligt kan sætte os ud over. Men samtidig må det fastslås, at alle lige siden Malthus i 1798 rettede et rationelt frontalangreb på fremskridtsoptimismen blandt oplysningstænkerne med pamfletten "An Essay on the Principle of Population", har alle forudsigelser om "apokalypsen" vist sig at være fejlagtige. Det er ikke gået så galt som Malthus forudså med sin berømte lov, hvorefter befolkningen vokser eksponentielt, mens produktionen af livsfornødenheder vokser proportionelt. Hvilket indebærer at befolkninger har en naturlig tendens til at forøge sig hurtigere end midlerne til dens underhold, og at en tilværelse på sultegrænsen, om ikke den absolutte sultedød, derfor er en naturbestemt skæbne for den store part af menneskeheden.
Forklaringen på de udeblevne dommedagsscenarier er ganske enkelt, at der samtidig er sket en vækst i viden og ny teknologi, samt at menneske ikke som de andre arter alene er styret af vore instinkter. Menneskene har begrænset viden og begår mange fejl, der fører til lokale og regionale katastrofer, men de besidder evnen til at erhverve bedre viden og rette fejlene, især i samfund som ikke er styret af en religiøs eller politisk dogmatik, men er åbne og demokratisk styret og derfor har mulighed for at rette fejlene gennem den politiske proces. Det er demokratiets styrke i forhold til alle mulige andre samfundssystemer.
Hvordan vægtningen mellem økonomisk frihed og lighed bør være kan der ikke gives noget a priori svar på. Her befinder USA sig i den ene marginal med vægtning af friheden, mens de skandinaviske velfærdsdemokratier befinder sig i det andet yderpunkt med vægtningen af lighed hvilket betyder at staten griber regulerende ind mod det frie markeds iboende etiske indifferens og qua omfordelingspolitikken sikrer, at alle kan leve som personer uanset egen formåen.
Begge yderpunkter har nogle fordele og nogle ulemper, men efter min vurdering er USA gået for vidt med sin ultraliberalisme, er nok gået ud over de rammer som sættes af det etiske konsistenskrav, idet alt for mange amerikanere lever et usselt liv fordi samfundet ikke kan opfylde fordringen om basissikring. En fordring som udspringer af den begrundelse for demokratiets berettigelse som følger af det etiske konsistenskrav.
Hilsen
Ipso Facto 
--------
"Den socialistiske økonomi har to faser. Først vækstens problem, og dernæst problemernes vækst." - En vittighed jeg hørte i Polen under krigsretstilstanden der blev indført i december 1981.
|
|
|
|
